Når månen viger for raketterne

I november 2024 mødte jeg de to palæstinensiske forfattere, Maya Abu Al-Hayyats og Mazen Maarouf, da de var i Danmark og deltog i et oplæsningsarrangement på Forfatterskolen med efterfølgende interview. Jeg spurgte de to forfattere på scenen, om den nuværende krig havde ændret deres måde at skrive på. De grinede. De svarede, at det ikke har ændret noget, fordi det, der sker, ikke er noget nyt. Det er en fortsættelse af den undertrykkelse, som hele tiden finder sted. Det eneste, der er nyt, er at verden ikke kan se væk nu.

Men hvad betyder det at være vidne? Kan læsning også være en måde at bære vidnesbyrd? Der har været så mange billeder af krigen, af de døde og de lemlæstede, de udbombede byer. Kan læsningen, kan poesien tilbyde os noget andet? Kan vi bære vidne med andet og mere end vores øjne?

Palæstinas store digter Mahmoud Darwish advarer med sydende ironi om ikke at skrive »historien som poesi«. Han skriver:

»Skriv ikke historien som poesi, fordi våbnet er
Historikeren. Og historikeren lider ikke af feberens
Kuldegysninger når han navngiver sine ofre og lytter ikke
Til guitarens fortolkninger. Historien er det hverdagslige
I våben der forordnes på vores krop.«

Historien bliver som bekendt skrevet af sejrherrerne, og det er ikke palæstinenserne. Historien oplister dødstal, men for poesien kan døden aldrig bare være et tal. Poesien bærer løftet om et andet perspektiv.

»Og digteren skriver om det hverdagslige i deres lilla blomster« skriver Darwish.

Der er ikke så mange lilla blomster med i Mosab Abu Tohas digte. Men der er meget af det hverdagslige, en hverdag fra krigen. Hans bog Forest of Noise udkom i 2024. Toha flygtede fra sit hjem i Beit Lahiya i Gaza i oktober 2023 sammen med sin familie. Da de forsøgte at få indrejse i Egypten, blev han tilbageholdt af israelske sikkerhedsstyrker og blev adskilt fra sin familie. Med hjælp fra PEN og den amerikanske ambassade blev han løsladt, og han og hans familie fik indrejse til Egypten og senere USA, hvor han nu er bosat.

I digtet Ned på knæ beskriver han den situation, hvor han blev arresteret. Her et lille stykke af begyndelsen:

»Jeg har en rygsæk på.
I den er mine børns vintertøj.
I den ene arm bærer jeg mit tre år gamle barn.
Han blev født i Boston.
Med den anden arm holder jeg vores pas op.
Min kone og vores to andre børn
Går videre.«

Der er noget med de pas, der er så slående, så simpelt at vifte med dem som et hvidt flag dér i checkpointet. De er både skrøbelige og magtfulde, dokumenterne. På én og samme tid repræsenterer de håbet om og muligheden for at slippe ud af denne situation, og samtidig er de et ringe skjold mod hårde geværkugler.

Tohas digte er meget konkrete. Meget voldsomme. De er fyldt med små glimt fra krigen, flygtningelejren, fra de udbombede byer.

Som når en kat sniger sig hen mod liget af en lille pige for at begynde at æde af hende, kun afbrudt af, at hele sceneriet bliver ramt af en raket:

»Intet kød, ingen pige,
Ingen far, ingen kat.
Ingen er sultne.

Månen oven over
er ikke månen«

Hans digte indeholder sådanne billeder af krigen, uudholdelige og blodige. Krigen, der udsletter al mening. Månen, det klassiske poetiske billedstof, der her udslettes fuldstændig af en raket. I det hele taget er der mange raketter i Tohas digte. I et digt spørger fuglene sig selv, hvordan raketterne kan flyve uden vinger.

Et andet digt er dateret tilbage til 2021, hvor Israel udførte en af deres såkaldte plæneklipningsaktioner. Familien sidder helt tæt op mod væggen i deres lejlighed, mens de hører lyden af F-16- eller F-35-fly, der flyver hen over dem og smider bomber. Datteren Yaffa på fire år er bange, dækker sin mund i sin kjoles flæser, hendes fem-et-halvt år gamle storebror Yazzan lægger et tæppe over hende, som stadig holder på varmen fra hans egen krop: »Nu kan du gemme dig, forsikrer han hende.« Den skrøbelige omsorg, når digtet zoomer helt ind på situationen. Det er svært at kalde den håbefuld, men det er alligevel en slags trøst, at den findes.

Digtere flygter og digtere dør og digtere bevidner. Men først og fremmest skriver de, først og fremmest prøver de at tale til os.

Mosa Abu Toha laver tit disse næsten fraktale strukturer, de små og nære situationer midt i det store og ubegribelige. Det viser krigen i al dens håndgribelighed, helt uden at miste blikket for det store billede. Der er mange generationer i hans bog, forældre og bedsteforældre og børn, alle repræsenterer de noget tabt, tabt og frarøvet land, mindet om de duftende appelsiner i den appelsinlund, der ikke længere findes. Men tabet strækker sig ikke kun tilbage i tid, også fremad, børnenes allerede frarøvede fremtid, hvor håbet er svært at få øje på.

Digteren Refaat Alareer var gode venner med Mosab Abu Toha, og han insisterede på håbet. Alareer døde i krigens første måneder, og hans digt If I Must Die gik verden rundt, fordi det var en slags bøn om at finde en mening, finde et håb, selv i døden. Digtet lyder i sin helhed:

»Hvis jeg må dø
Må du leve
For at fortælle min historie
For at sælge mine ejendele
For at købe et stykke stof
Og noget snor,
(lav den med en lang hale)
Så et barn, et sted i Gaza
Der ser himmelen i øjnene
Og venter på sin far som tog afsted i et brag –
Uden at sige farvel til nogen
Ikke engang til sit kød
Ikke engang til sig selv –
Vil se dragen, den drage du har lavet, flyve højt deroppe
Og i et øjeblik tro det er en engel
Der tager kærligheden med tilbage
Hvis jeg må dø
Så lad det bringe håb
Lad det blive en historie«

Den tilskyndelse – at lade alle disse dødsfald være en anledning til at fortælle historien – er blevet grebet af de to amerikansk-palæstinensiske digtere George Abraham og Noor Hindi. Lad os fortælle vores historie. De har forestået en kæmpe engelsksproget antologi med palæstinensiske digtere, som hedder Heaven Looks Like Us og udkommer i foråret.

Antologien spænder over mange generationer og mange forskellige temaer. Den begrænser sig ikke til at handle om krigen, hverken den nuværende eller nogen af de foregående. Der tænkes på tværs af alle mulige skel i den her udgivelse. Ved at inkludere et stort og bredt udsnit, er der en insisteren på at se på det palæstinensiske som på den ene side noget mere og andet end undertrykkelse og ofre, og på den anden side at se offeret, aldrig ignorere undertrykkelsen.

Ved at læse på tværs af mange forskellige udtryk og mange forskellige digtere fra mange forskellige tider, der ikke er sat i kronologisk rækkefølge, får man det her svimlende indtryk af dybden i den palæstinensiske oplevelse. Ingen kan gøre for at være offer for noget, for eksempel en krig, det kan alle blive.

Maya Abu Al-Hayyat, som i efteråret 2024 var på besøg i Danmark, har et digt med i antologien, som på en måde også handler om det:

»I de seksogtyve år jeg har boet i Palæstina.
Har jeg aldrig deltaget i en demonstration
Aldrig smidt en sten
Aldrig deltaget i en politisk blokade
Aldrig krævet at nogen skulle støtte nogen
Og alligevel
Mistede jeg min elsker til en kugle i hovedet
Et telefonopkald reddede mig fra en kugle i hovedet
Mit soveværelse skælvede
Mens jeg så kuglerne flyve
Fra bag skabets dør«

Al Hayyat er født som flygtning i Libanon, men bor i dag i Palæstina, på Vestbredden.Hendes digt fortæller os noget om gentagelse, om at lære at leve sin hverdag i og med frygten, at bomber og fly bliver noget, man er tvunget til at lære at kende.

Hvis jeg må dø. Må du leve for at fortælle min historie.

»Jeg gik tur på kirkegårdene
Sammen med mine veninder
Jeg talte kuglerne
Der regnede ned over vores nabolag
For at finde søvn
Jeg kendte flytyperne
På deres lyd
Bombeklassen
På røgskyen
Hvilken slags frygt
På dens lugt
Jeg gik ud og kom hjem
Jeg spiste og lærte og vaskede
Badede og elskede og fødte
Til rytmen af breaking news«

Denne sidste linje klinger sammen med en af Mosab Abu Tohas: »Ikke mere radio / vi er nyhederne«. Som så klinger videre i Ghayath Almadhouns digt Vi:

»Vi, som er strøet omkring i fragmenter, hvis kød flyver gennem luften som regndråber, vi vil gerne udtrykke vores mest dybtfølte undskyldning til alle i den civiliserede verden, mænd, kvinder og børn, fordi vi, helt ufrivilligt og uden at bede om tilladelse, er havnet i jeres fredfyldte hjem.«

I hele antologien er der en insisterende henvendelse i selve udgivelsen af projektet, en insisteren på at blive set og hørt af den engelsktalende verden. Som de to redaktører skriver i introduktionen: »Vi synger som gjaldt det hele verden. Vi synger fordi det gælder hele verden.«

Antologien er et udtryk for den rige og mangeartede poesi, der er skrevet af palæstinensiske forfattere, og den skelner ikke mellem digtere, der er bosat i Palæstina, eller som er en del af diasporaen.

Det samme gælder Fady Joudah, som er læge og digter, han skriver på engelsk og er bosat i USA.

Tethered to Stars er hans sjette digtsamling, og er udkommet i 2024. Den adresserer den igangværende situation i Gaza med en både akut og eftertænksom stemme. »Jeg skriver til fremtiden // fordi min nutid er revet i stykker« står der helt i begyndelsen, og der står også: »Dagligt vågner du til drabet på dit folk«.

Joudah skriver digte fra en position, hvor man er revet i stykker af, at der både findes en amerikansk hverdag, udmålt af amerikanske højtider, og en palæstinensisk, udmålt i stadig stigende dødstal:

»Våbenhvile nu. Før Thanksgiving?
Før jul eller nytår?

MLK Day eller Påske?«

Joudahs digte er både storladne og intime, de beskæftiger sig med kroppen. »Vores kroppe har forskellige måder at vide på, men vores kroppe ved det.« Her er det ikke længere bare lægens syn på de døde og sårede kroppe, det er også lægens egen krop, og hans plagede nervesystem, som er slidt af at bevidne folkemordet.

Hvad sker der med vidnesbyrdet, når det er flyttet fra den geografiske placering, og i stedet handler om at bevidne det at bevidne. Det er de her digte et slags bud på. De er en påmindelse om, at vi er mange, der har været vidner til det, der er foregået. Vi er mange, der er vågnet op til drabene på titusindevis af palæstinensere. Det er noget, der er sket i denne verden, vi deler, uanset om vi har palæstinensiske familiemedlemmer eller slægtninge.

Digtene taler ikke kun til vores intellekt, de taler til hele kroppen. Det er vi mange, der har brug for. Vi er mange, som har brug for at mærke det med noget andet end Darwish’ historikers dødstal. Ikke at vi skal ignorere dødstal og historiens faktuelle begivenheder. Men vi har brug for også at læse om de lilla blomster. Vi har brug for digterne til at skrive om det på en måde, som er noget andet end nyhederne og Instagramopslag.

Et lidt længere stykke af det før citerede digt af Mahmoud Darwish lyder:

»Filosoffer og digtere var på gennemrejse der…
Og digterne skrev om det hverdagslige i deres lilla blomster
Og var på gennemrejse der… og de fattige troede
På det man siger om paradis og de ventede der…
Og guder kom for at redde naturen fra vores guddommelighed
Og var på gennemrejse der. Og historien har ikke
Tid til eftertænksomhed, historien har ikke noget spejl
Og ikke noget nøgent ansigt. Det er en uvirkelig virkelighed
Eller fantasiløse fantasier, så lad være med at skrive det.
Skriv den ikke, skriv ikke historien som poesi.«

Digtere skriver ikke historien. Digtere er ikke sejrherrerne. Digtere er på gennemrejse. Digtere flygter og digtere dør og digtere bevidner. Men først og fremmest skriver de, først og fremmest prøver de at tale til os, og det mindste vi kan gøre, er at lytte.