Når månen viger for raketterne
I november 2024 mødte jeg de to palæstinensiske forfattere, Maya Abu Al-Hayyats og Mazen Maarouf, da de var i Danmark og deltog i et oplæsningsarrangement på Forfatterskolen med efterfølgende interview. Jeg spurgte de to forfattere på scenen, om den nuværende krig havde ændret deres måde at skrive på. De grinede. De svarede, at det ikke har ændret noget, fordi det, der sker, ikke er noget nyt. Det er en fortsættelse af den undertrykkelse, som hele tiden finder sted. Det eneste, der er nyt, er at verden ikke kan se væk nu.
Men hvad betyder det at være vidne? Kan læsning også være en måde at bære vidnesbyrd? Der har været så mange billeder af krigen, af de døde og de lemlæstede, de udbombede byer. Kan læsningen, kan poesien tilbyde os noget andet? Kan vi bære vidne med andet og mere end vores øjne?
Palæstinas store digter Mahmoud Darwish advarer med sydende ironi om ikke at skrive »historien som poesi«. Han skriver:
