»Vi lever i en tid, hvor folk griner af politikere og lytter til komikere«

Pressefoto: Coexistence, my ass!, CPH:DOX

Profil

26.05.25

Hvad er humorens og satirens berettigelse i forbindelse med konflikten i Israel og Palæstina? Dokumentaristen Amber Fares undersøger netop det spørgsmål med sin nye film.

Niels Kristian Bonde Jensen

»Bare rolig, jeg bliver her kun i syv minutter, ikke 70 år.«

Det er den israelske aktivist og komiker Noam Shuster Eliassis første joke på scenen under den palæstinensiske comedyfestival 1001 Laughs i Ramallah. Isen brydes, publikum griner – vel på baggrund af det, man i fagtermer kalder tragikomik. En dyster skæbnens ironi, men også en afvæbnende selvironi. Shuster Eliassi tilhører den israelske venstrefløj, opvokset i landsbyen Neve Shalom i fredelig sameksistens mellem arabere og jøder. Hun er lodret imod alt, hvad staten Israel står for. Imod besættelserne på Vestbredden, imod militarisering, imod juridisk og geografisk opdeling af borgere på baggrund af religion og etnisk ophav. Dog er hun selv israeler, dog er hun selv jøde.

Scenen udspiller sig i starten af den canadisk/libanesiske instruktør Amber Fares’ nye dokumentar Coexistence, my ass!, og det er svært at beskrive Fares’ virke som dokumentarist uden først at beskrive de personer, hendes film kredser om. I debuten Speed Sisters fulgte Fares Mellemøstens eneste kvindelige racerkørerhold gennem flere år på Vestbredden. Denne gang har hun lavet et dybt intimt portræt af Shu