Wakeup call til de vågne
Tilbage i 2021 var København vært for World Pride. Selvom begivenheden var mærket af pandemien, blev den en smuk og kraftfuld markering af, hvor langt vi er kommet i kampen for LGBTQIA+personers rettigheder – altså, for anerkendelsen af mennesker, der deler den livserfaring, at de skiller sig ud fra flertallets normer for køn/seksualitet.
Med et stort anlagt menneskerettighedsprogram blev der ved World Pride sat en ny standard for, hvordan man kan og bør samtænke ikke bare spørgsmål om seksuel orientering og kønsidentitet, men også race, funktionsvariation, alder og andre forhold. Samtidig var der med over 90 officielle partnere og sponsorer stor opbakning fra virksomheder, som ikke kun ville give penge til Priden, men også lære af den.
Og da aktivistiske stemmer i LGBTQIA+miljøet kritiserede en bestemt virksomhedssponsor, skyndte arrangørerne sig at afblæse det konkrete samarbejde, så det ikke truede begivenhedens samlede succes. Med andre ord kunne aktivisters bekymringer om, at Pride-bevægelsen har solgt ud til virksomheders hykleri måske endelig erstattes af begejstring over den gensidige positive indflydelse – jo mere virksomhedsstøtte til Priden, desto mere medvind til den sociale bevægelse for LGBTQIA+inklusion og så videre.
Spol frem til afholdelsen af Winter Pride i København i februar 2024. Her lagde aktivister pres på Copenhagen Pride for at få organisationen til at tage aktivt stilling til krigen i Gaza og, mere konkret, at stoppe samarbejdet med virksomheder, der gør forretning med Israel. Måske var det erfaringerne fra World Pride, der gjorde udslaget, måske var det, som Priden selv senere udtalte, et udtryk for »dårlig kommunikation«; i hvert fald meldte Copenhagen Pride hurtigt ud, at de ville »stille spørgsmål« til alle virksomhedspartnere om deres relation til Israel og Palæstina og afbryde samarbejdet med alle, der ikke gav »tilfredsstillende svar«.
Det bliver aldrig perfekt, men det kan altid blive bedre
Altså, Copenhagen Pride var med aktivisterne, for menneskerettighederne, og virksomhederne måtte rette ind, hvis de ville være med. Det ville de så ikke, viste det sig. Eller i hvert fald ikke på de betingelser, og nu lød det fra blandt andre Dansk Industri, at Priden skulle holde sig til sin egen sag og ikke blande sig i »geopolitiske konflikter«. Mens sponsorerne stod i kø for at afbryde samarbejdet (godt hver anden havde trukket sig et halvt år senere, da det i august blev tid til sommerens Prideparade gennem Frederiksberg og København), snublede Pride-arrangøren over sine egne ben i forsøget på at få dem til at blive. LGBTQIA+rettigheder er, kunne man nu få indtryk af, kun menneskerettigheder, så længe det er i virksomhedernes interesse. Så snart de to for alvor begyndte at trække i hver sin retning, kom hykleriet dryppende ud af sprækkerne.
Fra pinkwash til håndvask
Som privatperson og del af LGBTQIA+miljøet kunne jeg godt ønske mig, at Priden havde ’slået op’ først. Altså, at det faktisk var Pride-organisationen, der havde stået fast på, at menneskerettigheder ikke stopper ved den midlertidige grænsekontrol til Tyskland – og lagt pres på virksomhederne i stedet for at lade sig presse af dem.
Men som forsker er det ikke mit hovedærinde at kritisere hverken Pridens kluntede håndtering af forløbet eller virksomhedernes profitorientering. I stedet tager jeg for givet, at virksomheder er profitsøgende, og at deres progressive dagsorden kun holder så længe den også tjener forretningen. Hvis ikke direkte ved fx at tækkes den politiske forbruger så mere indirekte ved fx at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere. Med andre ord, samarbejder mellem kapitalistiske foretagender og sociale bevægelser vil altid være pressede, og det er organisationer som Copenhagen Prides opgave at mediere det pres og gøre det produktivt.
Forløbet omkring Winter Pride viser, at både Copenhagen Pride og deres sponsorer ignorerede grundpræmissen for deres relation. I stedet for at se den som en forhandling af forskellige interesser, havde de et uopnåeligt ideal om et ’rent’ samspil, hvor virksomhederne ikke smittede Priden med deres profitorientering, men derimod blev stadigt mere progressive af samarbejdet. Et ’win-win-win-win’-forhold, hvor flere penge til Priden og bedre vilkår for LGBTQIA+personer også førte til bedre arbejdsmiljø og bugnende bundlinjer i virksomhederne.
Begrebet pinkwashing bruges interessant nok om en relation, der ikke lever op til renhedsidealet; et forhold, der netop ikke er rent, men hvor virksomheder hykler sig til renhed ved at udtrykke støtte til en god sag uden reelt at ændre noget. Ligesom greenwashing betegner en virksomhed, der ikke er så grøn, som den foregiver at være, henviser pinkwashing til udsmykning i alle regnbuens farver, men uden nogen reel støtte til dem, regnbueflaget repræsenterer. Som sådan er pinkwashing blevet sat i forbindelse med individualisering og forbrugerisme; den årlige Pride-parade reduceres til fejringen af individuelle LGBTQIA+personers succes i den neoliberale storby, hvor de ikke bare er et eftertragtet forbrugersegment med høj købekraft, men også sætter deres præg på byen med deres kulturelle kapital.
Der findes altså ikke en virkelighed, hvor virksomheder ikke er politiske
Men begrebet bruges også som henvisning til, hvordan en aktør kan dække over sin eksklusion af én minoritetsgruppe ved at fremhæve, hvor godt de behandler en anden. Denne betydning opstod som en kritik af Israels brug af LGBTQIA+inklusion som et dække over deres behandling af palæstinensere. Men samme forskydning findes i andre lande, hvor påståede hensyn til LGBTQIA+personer bruges til at retfærdiggøre racisme. Og den findes i virksomheders mange Pride-aktiviteter, der kaster en sky af glitter over andre problemer – fra hvidvask over børnearbejde til miljøskandaler.
Kritikken af Pride som en fejring af den enkelte LGBTQIA+persons frihed og som et dække over andres ufrihed mødes lige præcis der, hvor det går op for os (uanset hvem ’vi’ er), at vi uundgåeligt er implicerede i andres lidelse. At der, som den canadiske filosof og professor Alexis Shotwell siger det i bogen Against Purity fra 2016, ikke findes rene relationer (eller intentioner), men at vi derimod, idet vi er i verden, også er involverede i dens uperfekthed.
Da urenhederne – alle de modstridende interesser og de uperfekte målsætninger – viste sig i samarbejdet mellem Copenhagen Pride og deres virksomhedssponsorer, skyndte mange virksomheder sig hen til håndvasken for at vaske snavset af. Men at sige, at LGBTQIA+rettigheder ikke har noget med Israels krænkelser af palæstinensernes rettigheder at gøre, er det samme som at underkende den menneskerettighedsdagsorden, der ellers kendetegner Priden – og som virksomhedssponsorerne har bakket op om indtil nu. Og at opsige samarbejdet med Priden vikler ikke virksomhederne ud af verdens problemer, men udstiller derimod lige præcis, hvor involverede de er i dem. Samtidig hjælper det heller ikke Priden, som næppe bliver mere ren, men bare mere magtesløs af ikke længere at kunne øve indflydelse på virksomhederne.
Woke kapitalisme uden ende
Siden sidste sommer har en del virksomheder fundet sammen med andre organisationer i LGBTQIA+miljøet. Det er positivt, for der kommer ikke noget godt ud af at kappe forbindelsen, hverken for virksomhederne eller den sociale bevægelse, som Priden trods alt ikke er ene om at repræsentere. De to interesser – og alle de andre interesser, der kæmper om at opnå deres forskelligartede politiske mål i demokratiske samfund – kan ikke frigøres fra hinanden, men opstår af og formes i deres forbindelser til hinanden. Deres svære, spændingsfyldte, måske endda modstridende, men helt grundlæggende og nødvendige forbindelser til hinanden. De er nødvendige, ikke bare for kampen for en progressiv dagsorden, men for etableringen af positioner for og imod dagsordenen og videre for etableringen af dagsordenen selv – og for alle andre dagsordener med alle deres forskellige positioner og relationer.
Der findes altså ikke en virkelighed, hvor virksomheder ikke er politiske, eller hvor man kan adskille sfæren for økonomisk indflydelse fra de demokratiske politiske institutioners domæne. Det er ellers den kritik, Carl Rhodes rejser i Woke Capitalism fra 2022. I bogen advarer den australske professor om, at virksomhedsaktivisme er en måde for virksomhederne at nedbryde skellet mellem økonomi og politik og på udemokratisk vis at tilegne sig politisk magt og indflydelse. Det er problematisk, når og hvis en virksomhed bruger sin egen ’wokeness’, sin progressivitet og aktivisme, som en begrundelse for, at der ikke er brug for øget regulering af virksomhedens domæne eller strengere kontrol med dens ageren. Men skellet mellem private virksomheder og politiske institutioner – forestillingen om, at de to kan holdes rene og adskilte – er en mere grundlæggende problematik.
En modsætningsrelation er også en relation, men den er meget svær at gøre produktiv
Måske det giver mening at stoppe op og træde et skridt tilbage her, for hvordan flyttede fokus sig fra Pridens urene relationer med sine sponsorer til den helt store kapitalismekritik? Balladen, der startede med Winter Pride, illustrerer den generelle pointe, at der ikke er noget alternativ til woke kapitalisme. Ikke sådan forstået, at woke kapitalisme bør ses som et ideal, men fordi fænomenet er udtryk for Shotwells grundtanke om, at urenhed er et eksistentielt vilkår.
At være ’woke’ betyder at have blik for verdens problemer og uretfærdigheder, at have forstået de strukturelle uligheder, at have knækket systemets kode, være vågnet op fra illusionen om retfærdighed og lighed. Eller at have taget den røde pille, der med reference til filmen The Matrix, gør det muligt at se, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen. Paradoksalt nok benytter den amerikanske såkaldte alt-right bevægelse sig af samme metafor, men i omvendt betydning, nemlig at man ved at tage den røde pille vil kunne gennemskue de mange konspirationer, der angiveligt skulle ligge bag det woke perspektiv.
Sluger man pillen i dens woke version, vil man se, at kapitalisme er formet af og årsag til den strukturelle råddenskab, som man nu kan afsløre og gennemskue. Med andre ord er woke kapitalisme et oxymoron; en logisk umulighed. Men den er også en nødvendighed; ’wokeismen’ og kapitalismen har brug for hinanden. Den ene findes ikke uden den anden; deres relation er grundlæggende uren, men også grundlæggende nødvendig.
Det kan man godt ignorere, hvis man for eksempel anser kapitalisme for at være en nødvendighed og wokeisme for at være en ideologisk strømning, der er ’gået for vidt’ – eller omvendt. Altså, ligesom folk, der accepterer kapitalismens grundvilkår, har tendens til at vrænge ad og gøre grin med woke strømninger, så kan den woke have svært ved at se nogen værdi i kapitalismen. Begge udfører de dermed, hvad Shotwell kalder ’purity moves’ eller renhedsforskydninger, som begrebet nok bedst kan oversættes. De afgrænser sig fra og definerer sig i modsætning til hinanden.
En modsætningsrelation er også en relation, men den er meget svær at gøre produktiv. Med modsætninger er det muligt at definere ’os’ ud fra, hvad vi ikke er, men dermed er det også svært at redefinere ’os’ og ’dem’. Begynder vi (’wokeister’ som kapitalister) derimod med at anerkende vores involvering i hinanden, i stedet for kun at bruge hinanden som vores egen modsætning, så kan vi skabe forandring. Hvis vi begynder med et ’vi’, der ikke er afgrænset, kan vi etablere nye relationer og skabe reel forandring.
Det uperfekte demokrati
Måske har du siddet og ventet på parallellen til præsidentvalget i USA. Den kommer her. Ligesom jeg ville have ønsket, at Priden havde slået op med virksomhederne, så kunne jeg virkelig godt have tænkt mig et andet udfald af valget den 5. november. Men fra mit forskningsperspektiv er der mere grundlæggende problemer end det konkrete resultat – nemlig de renhedsforskydninger, der definerer de to hovedpositioner imod hinanden og som hinandens modsætninger, ja sågar fjender snarere end politisk legitime modstandere. Det gøres på samme måde, men med modsatrettede fortegn. ’Stem på Kamala Harris for at undgå fascisten Donald Trump’, som Harris og hendes støtter sagde. ’Hvis ikke Trump vinder, så bliver dette USAs sidste demokratiske valg’, som Elon Musk formulerede det i sin appel til mandemanden Joe Rogans lyttere.
Med den modsætning bliver demokratiet taber – uanset hvem der havde vundet. For den gør det mere vanskeligt for de to positioner at gøre andet end at negere hinanden. Og det gør det sværere for hver position at erkende sin egen uperfekthed. Det bliver dermed noget nær umuligt for folk, der ikke allerede er enige, at tale sammen, endsige at lytte til og måske endda nærme sig hinanden.
Lad os sammen fortsætte det rodede, beskidte og endeløse arbejde med at forandre os selv, hinanden og verden
The Washington Post har mottoet ’democracy dies in darkness’, men det mørke går fra dunkelt til kulsort, når avisens ejer, Jeff Bezos, kan påstå ikke at være politisk impliceret. Ikke at støtte nogen præsidentkandidat er også en politisk handling, ligesom det er en politisk handling ikke (længere) at støtte Copenhagen Pride. Dermed er forestillingen om neutralitet i sig selv en trussel mod demokratiet; den supplerer måske nok de to modstillede positioner, men samtidig bekræftes de, idet der ikke tilbydes reelle alternativer. At se ’begge sider af en sag’ hjælper derfor ikke; vi må tage udgangspunkt i, at der altid er mange sider – og altid mange flere end dem, det overhovedet kan lykkes os at se. Og vi må anerkende, at vi aldrig er hævet over sagen, men positioneret – og impliceret – i den.
Shotwell minder os om ironien i at være »imod renhed«, som også er en dikotomi – omend en dikotomi, der åbner rum for det, hun kalder »de mange nejer«; de mange forskellige alternativer til den nuværende virkelighed, man kan begynde at forestille sig, når man har erkendt, at det ikke er muligt at sætte sig udover netop den virkelighed, man befinder sig i.
Vi befinder os i en virkelighed, hvor Trump er blevet genvalgt, hvor Copenhagen Pride er blevet reduceret til en skygge af sig selv, hvor det fortsat er kontroversielt at sige, at Israel begår folkemord på palæstinenserne. Vi befinder os i en virkelighed, hvor demokratiet – i alle sine nationale og overnationale konstellationer – mildest talt er uperfekt. Lad det være et wakeup call; ikke til at søge skjul i sin egen lejr eller til at hævde neutralitet og slet ikke til at overgive sig. Men et kald til handling inde fra de spændte relationer, vi indgår i; lad os sammen fortsætte det rodede, beskidte og endeløse arbejde med at forandre os selv, hinanden og verden. Det bliver aldrig perfekt, men det kan altid blive bedre.
