Den ødelæggende frygt for ødelæggelse

Det engelske ord gender med betydningen socialt køn er en sproglig nydannelse. Før i tiden betegnede det først og fremmest grammatisk køn, ligesom genus gør på dansk.

Det var først i slutningen af 40’erne, at den kontroversielle læge John Money begyndte at trække ordets mindre kendte anden betydning ind i hverdagssproget som en social pendant til ordet sex, der ligesom køn på dansk også omfatter selve kønsorganet og således har biologiske konnotationer. 

Begrebet er omstridt i feministiske og lgbtqia+-kredse. Den amerikanske filosof Judith Butler gjorde sig berømt med sin kritik af selve dikotomien mellem socialt og biologisk køn i den feministiske klassiker Gender Trouble fra 1990. Ikke desto mindre, og selvom Butler de seneste år har bevæget sig væk fra kønsforskningen, er de blevet til et symbol for begrebet, samt hvad kritikere kalder gender-ideologi.  

Det blev tydeligt for Butler i 2017 efter et besøg til São Paulo, hvor de blev mødt af voldsomme protester fra den konspiratoriske bevægelse, der kalder sig »the anti-gender ideology movement«. Én demonstrant forsøgte at overfalde Butler, og en folkemængde brændte en dukke af, der skulle forestille dem. Dukken, hvis hoved bar et sort-hvidt billede af Butler, var klædt i en pink bh og en sort heksehat i et sammensurium af hidsig femininitet og queer dæmoni.

Mens nogle af demonstranterne satte ild til dukken, knugede resten om krucifikser omsvøbet i bedekranse, brasilianske flag og bannere, der anklagede Butler for at ødelægge familien og nationen med sin filosofi. Efter dukkens hoved var blevet ædt op af ilden, var der kun et brændende kors af træ tilbage.

Fantasmets syntaks

Efter begivenhederne i Brasilien satte Butler sig for at skrive bogen Hvem er bange for køn?, som netop er udkommet på dansk på forlaget Klim. Her fortæller de historien om det globale højres kaotiske, selvmodsigende og vanvittigt populære modstand mod gender: 

»I forskellige dele af verden fremstilles [gender] ikke alene som en trussel mod børnene, den nationale sikkerhed eller det heteroseksuelle ægteskab og den normative familie, men også som et komplot, hvor eliterne vil pålægge “almindelige mennesker” en plan for, hvordan det Globale Nords storbyer kan kolonisere det Globale Syd.

Det afbildes som et idésæt, der står i modsætning til naturvidenskaberne eller religionen, eller begge dele, eller som en trussel mod civilisationen, en fornægtelse af naturen, et angreb på maskuliniteten eller udviskningen af enhver forskel mellem kønnene … en totalitær trussel eller djævlens værk og får dermed rollen som den mest ødelæggende kraft i verden, en farlig gudsrival i vores egen samtid, som må imødegås eller ødelægges for enhver pris.« 

Kritikken kommer ikke kun fra perifere stemmer, der bruger for meget tid på nettet, men fra nogle af de mest magtfulde personer verden rundt inklusive Pave Frans, der ellers har fået et omdømme for at være mere progressiv end sin forgænger. Han har sammenlignet begrebet med både diktatur, kolonialisme, nazisme og atomkrig. 

Butler opfatter dæmoniseringen af gender som en fantasme, en måde hvorpå panik og angst ubevidst organiseres og forstærkes. Fantasmen »samler frygtens forskellige former og puster til dem, og det afholder os fra at tænke mere klart over, hvad der er at være bange for«. Denne illusoriske frygt er mobil og fleksibel og dyrker især paradokset.

Hvordan kan det være, at kønnets rædsler tilsyneladende er så meget mere overbevisende og skræmmende end eksempelvis klimaets? 

Således kan anklager om f.eks. kommunisme snildt kombineres med anklager om hyperkapitalisme. Det ikke derfor fordi, »folk ikke kan se modsigelsen og bare skal oplyses; nej, det er selve modsigelsen, der faktisk virker ved at “befri” folk for opgaven med at udvikle en rationel stillingtagen,« mener Butler. 

Hvem er ude på at ødelægge hvem? 

Hvordan kan det være, at kønnets rædsler tilsyneladende er så meget mere overbevisende og skræmmende end eksempelvis klimaets? Måske fordi kernefamilien, som ideen om socialt køn beskyldes for at ødelægge, er validerende, velkendt og simpel, mens afværgningen af klimakatastrofen synes så kompleks, fremmed og besværlig. 

Hos modstanderne af gender bliver problemerne forskudt, fortrængt og vendt på hovedet. Denne modstand volder ifølge Butler »enormt stor skade, alt imens den hævder at forhindre, at der sker nogen skade, mens den kan kalde den skade, den selv forvolder, et forsvar mod det skadevoldende.«  

Sådan kan viden blive til propaganda, oplysning til censur, reproduktiv autonomi til mord, selvbestemmelse til tvang, og frihed til overgreb. Det hele beror på den udbredte misforståelse, at feminister og lgbtqia+-forkæmpere ønsker at ændre, ødelægge eller fjerne andres køn eller seksualitet. 

Hvem er bange for køn? er således grundlæggende set et frihedsskrift, hvor Butler går til forsvar for gammeldags dyder som oplysning, pluralisme, solidaritet, koalitioner og, ja, frihed.  

Med Butlers egne ord er bogen deres forsøg på »at hjælpe med at frembringe en verden, hvor vi kan bevæge os og trække vejret og elske uden at skulle frygte for vold, med det radikale og urealistiske håb om en verden, der ikke længere er drevet frem af moralsk sadisme, forklædt som sædelighed.« 

Fremmedord 

Den danske udgave af Hvem er bange for køn? halter desværre med oversættelsen af visse centrale begreber. Til trods for at der allerede findes en direkte oversættelse for f.eks. intersex (personer født med variationer i deres kønskarakteristika), nemlig interkønnet, bliver det konsekvent oversat som »interseksuel«, selvom betegnelsen intet har med seksualitet at gøre. 

Og så er der de oversættelsesproblemer, der ikke som sådan kan løses. Den anglofone skelning mellem sex og gender findes ikke på dansk, hvilket gør selve titlen på bogen Who’s Afraid of Gender? ikke direkte oversættelig. Den valgte løsning, hvor sex og gender som regel gengives som henholdsvis biokøn og sociokøn, er forståelig, men akavet (især når den giver anledning til neologismer såsom »antisociokønsideologisk«). 

Det er selvfølgelig ikke kun et problem for den danske oversættelse. Butler undersøger da også den status, gender har som fremmedord i resten af verden, en status der er afgørende for, at ordet selv ofte opfattes som en kulturimperialistisk, kolonialistisk magt. Butler er selv kritisk over for måden, hvorpå vestlige stater og organisationer gør økonomisk støtte til det globale syd afhængig af f.eks. ligestilling mellem kønnene: »Når man har Verdensbanken på sin side, bliver det hele faktisk kun vanskeligere, for den tvang, en långiver kan udøve, vækker uvægerligt vrede blandt de gældsatte og dem, der prøver at komme ud af fattigdom.« 

Men denne retorik florerer i den grad også i tidligere kolonimagter som Frankrig, Spanien, Italien og Danmark, hvor den blandes med en anden, tilsyneladende modsat retorik, der skildrer gender som en ønsket indvandrer. 

»I hvilken udstrækning er indvendingen mod [gender]«, spørger Butler, »en indvending mod brugen af engelsk eller en bredere indvending mod, at fremmedord og fremmede ting kommer indenfor et sted, der for enhver pris burde forsvares mod det fremmede?«  

Fremmedhed er trods alt grundvilkåret for at have et sprog, noget ingen af os selv har skabt, men får af hinanden. Butler mener, at gender bør tilgås som en »oversættelsesscene«, med den klodsede akavethed, der hører til: »Sociokønnet er nødt til at forblive ret vildt og utæmmet i relation til alle dem, der påstår at være i besiddelse af den korrekte definition. Først da bliver vi i stand til at efterspore alle de kræfter og former for frygt, som “sociokønnet” har tiltrukket, og som det nu er kommet til at repræsentere.«