Var det ikke meningen, jeg skulle lære noget om feminisme?

Som et menneske, der identificerer sig selv som feminist, og som har læst en hel del – og jævnligt læser – feministisk litteratur, er det altid interessant at blive belært om, hvad feminisme er. Især når belæringen tager afsæt i mit køn. Ifølge pressemeddelelsen er Rikke Viemoses nye bog, Håndbog for privilegieblinde mænd, henvendt til de mænd, der indimellem har det stramt med feminismen.

Som så mange andre har jeg det selv indimellem stramt med feminismen. Det er et af de mest almindelige karaktertræk ved feminister, at de indimellem har det stramt med feminismen, for feminismen eksisterer i kraft af konstant, intern kritik og debat. Det var det, Judith Butler påpegede for flere årtier siden. Uden kritik indefra, ingen udvikling i tænkningen. Uden sammenligning i øvrigt er jeg således præcis ligesom Judith Butler en feminist i splid med min egen feminisme. Nå, inden vi kommer for godt i gang, må jeg vel hellere også sige, at jeg er en mand.

Derfor læste jeg selvfølgelig også straks de 112 sider med stor interesse. Gad vide hvad en generation X-feminist (Viemose er født i 1969) kan lære en millenialfeminist som mig?

Hun kan eksempelvis lære mig, at fe