Hvis en verden uden vold er urealistisk, så er det det realistiske, der er noget galt med
Under karantænen sad jeg en aften og så endnu en livestream på Instagram, hvor den amerikanske komiker Joel Kim Booster i en indskudt sætning nævnte noget, han havde tænkt sig at gøre, så snart vi er tilbage i »the real world« igen. Internettet har længe fungeret som en form for ikke-virkelighed, vi mentalt har skelnet fra vores liv irl (in real life).
Under karantænen har det ikke blot været vores gøren på Instagram, der har virket adskilt fra det virkelige liv, men ligeså meget vores allesammens nye offline-tilværelse med distancering og hjemmeisolation. På en måde startede den følelse dog længe før, WHO erklærede COVID-19 en pandemi. At år 2020 begyndte med Australien i brand, Storbritannien ude af EU, Johnson som premierminister, Trump som præsident (osv.) føles stadig mærkeligt urealistisk, selvom vi jo egentlig har haft årevis til at vænne os til den verdensorden. Men hvordan kan virkeligheden overhovedet forekomme uvirkelig?
En meget specifik og i virkeligheden komplet virkelighedsfjern idé om, hvad der er realistisk, lader til at være blevet naturaliseret og selvfølgeliggjort i en sådan grad, at realiteten ikke længere lever op til
