Det er punk at være forvildet
I Jorge Luis Borges’ ultrakorte historie Del rigor en la ciencia (Om stringens i videnskab) fra 1946 fortælles der om et imperium, som fik bygget et kort, der var så præcist og omfattende, at det havde samme skala som imperiet selv – og som endte med at forfalde langsomt med tiden, fordi de efterfølgende generationer ikke anede, hvad de skulle stille op med så enormt et kort. Lidt på samme måde er det som om, at når store og indflydelsesrige intellektuelle bringes sammen, forventes de med tankens kraft at afdække hele verden på én gang i en minutiøs åndelig kartografi. Den tredje udgivelse med interviews, der bygger på Rune Lykkebergs populære podcast Langsomme samtaler, må også siges at viderebringe relevant og udfordrende tænkning både fra hele verden og om hele verden med sine uddrag af interviews med 40 globalt orienterede tænkere interviewet af Lykkeberg i løbet af 2023. Ifølge Lykkeberg kommer disse tænkere, som tæller indflydelsesrige figurer som Axel Honneth, Silvia Federici, Thomas Piketty og Nancy Fraser, med hver deres originale bidrag, der kan lægges sammen som »bittesmå sten i den helt store sammenhæng.«
Spørgsmålet er dog, om den nærmest uoverskuelige mosaik af tænkere og deres nogle gange modstridende perspektiver virkelig peger på en ’helt stor sammenhæng’, eller om det interessante ved en sådan samling af intellektuelle og deres bud på alt fra klimakrisen og økonomisk ulighed til kunstig intelligens og storpolitik snarere er, hvordan der ikke synes at være en rød tråd, en samlende fortælling, der binder vores tid sammen.
Uanset hvad er det næsten en umulig opgave at anmelde en bog med interviews fra 40 internationale intellektuelle. Som de tidligere af slagsen kan den forstås som en lettere rodet samling af appetizere på, hvad der findes af udfordrende og globalt orienteret tænkning om vores samtid, og mange af interviewene er også lavet i anledning af, at den enkelte tænker lige har udgivet et nyt værk såsom Yanis Varoufakis’ Technofeudalism – What Killed Capitalism fra 2023 og Lorraine Dastons Rules: A Short History of What We Live By fra 2022. Set i forhold til de relativt lange interviews i podcasten består denne samling med sine meget korte uddrag dog snarere af lynhurtige samtaler end langsomme samtaler. Med andre ord er det ret små appetizere, der bliver serveret undervejs. Til gengæld er det ret store temaer, der lægges for dagen. Der er i hvert fald tre gennemgående temaer i bogen.
Det første tema er kapitalismekritik, hvilket afspejler, at det særligt er venstreorienterede intellektuelle, der interviewes af Rune Lykkeberg. Det gælder for eksempel Quinn Slobodian, der fortæller om sin nye bog Crack-Up Capitalism fra 2023, som handler om, hvordan global kapitalisme i dag særligt udvikler sig gennem oprettelsen af særlige økonomiske zoner uden for demokratisk kontrol.
Det andet tema er demokratiets tilstand, der anses for at være under fortsat pres i de vestlige lande, selvom der også manes til besindighed af for eksempel Daniel Ziblatt, som i sit interview argumenterer for, at det amerikanske demokrati er robust nok til at modstå, at Donald Trump kan blive genvalgt som præsident.
De bedste interviews er dem, hvor der gives plads til en vis tvivl, misforståelser og uenighed
Det tredje tema er den globale verdensorden og storpolitik, hvor de to gengangere som afgørende brændpunkter er Ukraine-krigen og Israel-Palæstina. Som Lykkeberg også understreger i sit forord til bogen, er der en lang række af disse interviews, som peger på, at verden endegyldigt har bevæget sig væk fra 1990’ernes vestlige hegemoni, hvor USA var bredt anerkendt som den eneste supermagt, og hvor det liberale demokrati og frihandel blev anset som den eneste vej frem. I dag lever vi i en mindre naiv og mere tragisk tid, som blandt andet historikeren Adam Tooze argumenter for med henvisning til den umiddelbart fastlåste krig i Ukraine og Ruslands ageren på verdensscenen.
Disse forskellige temaer krydser ind og ud af hinanden, uden at der tegner sig én overlappende krise eller problematik, som kan forene alle interviews i et samlet perspektiv på verden. Rune Lykkeberg har selv erklæret flere gange at være særdeles optaget af den tyske filosof G.W.F. Hegels tænkning og var f.eks. redaktør på en antologi om netop Hegel fra 2020. Hegel er blandt andet berømt for udtryk som ’verdensånden’, der hentyder til en sammenhængende, om end modsigelsesfyldt, udvikling af historiens gang gennem både tænkning og handling.
Det er dog svært at finde nogen verdensånd på tværs af disse interviews, der snarere tilbyder en forvirrende kakofoni af stemmer med hver deres originale og dybt tankevækkende bud på i hvert fald en del af den verden, som vi lever i. Modsat Lykkebergs erklærede intention i forordet må dette siges at være værkets største styrke; at den netop fordrer læseren til at omfavne en vis form for uorden på tværs af tidens tænkning om sig selv. De bedste interviews er således også dem, hvor der gives plads til en vis tvivl, misforståelser og uenighed, som når den kinesiske forfatter Xinran reflekterer over sine vilde og livsfarlige ture rundt i Kina.
Titlen på bogen om, at ’det er punk at være positiv’, henviser til Lykkebergs påstand i forordet om, at disse interviews viser, hvordan kritisk intellektuelt arbejde i dag fungerer bedst, når det samtidig er konstruktivt og fokuserer på »at bygge noget nyt oven på den gamle verdens ruiner.«
Spørgsmålet er imidlertid, om de underliggende dikotomier, som dette slogan synes at bygge på, mellem at rive ned eller bygge nyt, at være negativ eller positiv, egentlig indfanger, hvad der er særligt interessant ved at læse nogle af tidens største intellektuelle på tværs. At læse disse interviews i sammenhæng åbner i hvert fald også op for en anden slags drivkraft; en form for intellektuel energi baseret på det at befinde sig midt imellem vidt forskellige referencerammer, at være såkaldt fortabt i oversættelse. Det er en sådan kombination af både forvirring og fascination over, hvordan eksempelvis den kinesiske offentlighed fungerer, eller hvilke slags nationalistiske følelser, der mobiliseres i Ukraine-krigen, som bør være den centrale drivkraft for det 21. århundredes intellektuelle arbejde – ikke en kunstigt konstrueret optimisme, der næsten udelukkende synes at være påkaldt som reaktion på den fortsatte krisestemning, der i hvert fald fortsat præger vestlige lande. »Det er punk at være forvildet,« burde vi snarere sige til hinanden i en fælles anerkendelse af, at vi lever i en usammenhængende verden.
