Ulykken er din. Den kan ingen tage fra dig.
Man får lidt fornemmelsen af at sidde med et moderne bud på et folkeeventyr mellem hænderne, når man begynder læsningen af norske Mathias Faldbakkens Stakkel. Sproget er let og enkelt, det samme er persongalleriet: Gårdejer Olav Blum, hans kone Aud og deres to døtre. Agnes, en »ferm og flittig« gårdkvinde, og den tudsegamle karl Annar, der både agerer humoristisk indslag og en hjælpende hånd i nødens stund. Og selvfølgelig de to hovedpersoner, den unge karl Oskar og den unavngivne ’unge’, han møder i skoven. På få sider er rammen og plottet slået an, Oskar ser ungen krybe rundt, underernæret og snavset, og beslutter hurtigt, at han må redde den. Man ser næsten berettermodellen for sig, et eventyr med et par velplacerede bump på vejen, inden alt ender godt for vores unge helt.
Men der skal ikke gå lang tid, før Oskars redningsaktion begynder at gå skævt. Oskar fanger det aggressive væsen, og da han har et godt tag om dyr, lykkes det lige så stille at vinde ungens tillid ved at behandle den som en hest. Ja, faktisk trives ungen på gården, og den begynder at vokse i en usandsynlig hast, og snart opdager Oskar, at ungen slet ikke er en unge. Den bare vokser og vokser