I lerværkstedet med djævlen

»Alle mystikere er enige her, de er meget klare på det punkt: Det der kræves af os, er netop det vi er mindst villige til at give fra os, man skal søge ind i sig selv og finde det man aldrig, aldrig vil ofre, og der er det.«

Den norske romanforfatter og billedkunstner Matias Faldbakken afslutter sin seneste roman, Vi er fem med dette åndelige spørgsmål, der peger på de definerende konflikter i romanen: Hvad og hvem er det vi elsker og holder af, og hvor går grænserne mellem det levende og døde, det gode og det dæmoniske?

Vi er fem placerer sig lige midt i forfatterskabet, men tegner også en helt ny vej. Vi har at gøre med en forfatter, der hele tiden er interesseret i det grænseoverskridende, det dæmoniske og spørgsmålet om det normale. Det er et spor, som man kan finde i alle tre værker af Matias Faldbakken, der tæller den politisk satiriske trilogi Skandinavisk misantropi, kammerspilsromanen The Hills og nu landsbyromanen Vi er fem. Men det nye værk lægger også et andet spor, der spiller på det overnaturlige, det magiske og som trækker en lige linje til den britiske forfatter Mary Shelleys klassiker Frankens