Hvor jeget kollapser og den større organisme begynder
Da vi talte om tørken forrige sommer, pegede vi på et bålforbud, før vi pegede på alt det, der forårsagede tørken, og som gik forud for den varme vi oplevede på huden, men ikke egentligt erfarede, udover solbrændtheden og drænede græsplæner. Det var mikroløsningerne nu og her, jegets lille agens i krisen og de handlinger, der undviger egentlige processer og konfrontationer med de klimamæssige forandringer, der viste sit ansigt i varmen.
Og netop det lille jeg i kriserne forsøger digter Andreas Vermehren Holm at gøre op med i den højtklingende, erkendelsesrige samling, Metanoia Triologien. Samlingen er aktuel i en ny udgave med omslagsværk af billedkunstner Peter Brandes. Triologien består af tre digtsamlinger: Mørkningen (2016), Hvorfor ryster jeg (2019) og Tågeklokkerne (2021), udkommet på forlaget Tredje September.
Fælles for de tre værker er dystopien, fornemmelsen af et muligt kollaps formidlet gennem sammensmeltede stemmer, der udgør en slags fælles ånd. Værkerne undersøger forskydelserne, som opstår, når vi (den rige vestlige verden) kollektivt krydser de naturlige grænser og konstant forskyder vores virkelighed ind i nye og skabte virkeligheder. De rum vi udfylder og sprænger, for derefter at fylde endnu mere; at nå havets bund med værktøjer der går udover lungernes egen kapacitet, befinde sig i rummet uden for jordens atmosfære eller krydse grænserne for planternes og dyrenes vækst ved at imitere deres oprindelige arbejde og liv, for så at ekspandere det. Som her, i Mørkningen:
»(..)de pløjer havbunden op og freder / havbunden / de opdager rummet og indtager rummet / de udfylder rummet og udvider rummet / og efterlader rummet / de søger grænsen for at krydse den«
Udeladelsen af jeget giver digtene adgang til andre bevidstheder end menneskets; arternes, planternes, fortiders og fremtiders nærvær åbnes, fordi digtene ganske forfriskende ikke er forankret i en enkelt krop. I sig selv bliver digtene på den måde en meditation over et økosystem og en klode der stadigvæk taler, lever og spirer, men som vrider sig i mangel på netop tid.
»(..)gennem generationer / dette nuværende øjeblik der fortsætter / vi blev bedt om at huske« hedder det i Hvorfor ryster jeg.
Udeladelsen af jeget giver digtene adgang til andre bevidstheder end menneskets
Vermehren Holms skrift peger på, at der fælles for mennesket, et sted i det sjælelige, findes en forbindelse til det vi ødelægger, og at man kun ved at se ud over sit eget forgængelige jeg, er i stand til at erfare denne ødelæggelse. Men måske fordi denne prædiken i sin form ikke har én udtalt afsender, føles det ikke som et moralsk overgreb, snarere som opvågning. Faktisk virker digtene stærkest, når de kommer med direkte læsninger på den kollektive bevidsthed.
»evnen til at tænke i billeder / at se farver og former træde frem / et følelsesmenneskes bløde ubeherskethed / medlidenheden / et pludseligt indadgående kollaps« står der eksempelvis i Hvorfor ryster jeg.
Digtene giver adgang til de økologiske kriser og forandringer, vi som individer måske selv har lukket af for i mangel på evne til at rumme og tage imod forandring. Skriften åbner op for det forestillede, mest hvor det gør ondt, i dystopien, men også der hvor håbet bor.
Der er både generøsitet og mod i Metanoia Triologien, fordi digtene undviger den ellers jeg-fikserede samtidspoesi, hvor bombastiske og højklingende digtere ikke så ofte har plads på hylderne. Men Vermehren Holm formår faktisk at give nyt liv til ellers religiøst mættede ord som bøn og ånd. Digtene åbner muligheden for, at de kan bruges på ny, som bærer af et håb eller som forløsning i netop sproget. At ordene i sig selv kan åbne sanserne for den forvrængning, vi udsætter os selv og kloden for. Det lyder næsten kristent her i Mørkningen:
»de vil bøje sig for jorden folde hænderne / de vil drømme om at vokse op / de vil anstrenge sig for blot at leve / og bøn vil igen blive et ord / og herligheden vil igen blive et ord / og tak vil give sproget virkelig mening / taknemmelighed vil«