Meningsfuld dialog med tulipaner

Som dreng var det en svimlende fornemmelse at kigge ud i verdensrummet og tænke over intelligent liv på andre planeter, akkurat som tusinder af generationer før mig. Men stjernekiggeri viser, hvor svært vi har ved at sætte os ud over hjernens biologiske begrænsninger. Målestokken for intelligent liv er os selv. Tror vi, og sætter kikkerten for det andet øje.

Det er først nu vi ser, hvordan gode haver bugner af intelligent liv lige udenfor vores vinduer. Bakterier og insekter omformer landet uden ophør. Dyr med sanser som vores egne lever bevidste liv, vi ikke har nogen anelse om. Planter har enorm livsduelighed og tilpasningsevne. Jeg kalder det vegens: planters særegne form for intelligent adfærd.

Den indsigt har taget en stor del af mit liv at komme frem til. Men i tilbageblik kan jeg se, at jeg har fulgt stærke tendenser i min samtid. Vi spejler os i historien, ligesom vi selv er spejlede. Man kunne kalde det min vej fra menneskerettigheder til naturrettigheder.

Opvækst med krig og tro

Min første erindring om krig er Goyas maleri af en massehenrettelse, Den Tredje Maj 1808. Jeg ser øjnene, rædslen, blodet, den hvide skjorte. Jeg er seks-syv år gammel. Nogle år senere ser jeg et foto af nazistisk barbari: en soldat holder en lille dreng, nøgen fra livet ned, ud i strakt arm over en massegrav med stabler af lig. For at redde ham? For at smide ham oven på forældrenes lig? Jo, menneskerettigheder.

Da alle skuffer hos utopierne var tomme, fandt vi sammen om menneskerettighederne som mål og middel til retfærdighed.

Jeg voksede op på Samsø i mine første år. Jeg erindrer den åbne himmel, havet, stranden og fuglene - altid fuglene. Min yndlingsbog var Europas Fugle i Farver. Min familie var ikke religiøs, men vi børn hørte bibelfortællinger som højtlæsning. Grusomme historier; livet er en lidelse, kejsere slagtede mennesker som underholdning og guddommen udslettede syndere og hele folkeslag som straf. Jo, menneskerettigheder.

En rationalist bliver uddannet

På et tidspunkt i efteråret 1960 får jeg fremvist min lillesøsters dåbskjole og får fortalt, at jeg er døbt i selvsamme. Jeg er rasende. En kjole! Min egen følelse af ydmygelse og den barbariske uret i biblen flyder sammen. Alt står klart for mig. Jeg går op til hovedvejen og ser ud over vores lille hus, engene og vandet. Min barnlige sjæl er i flammer. Jeg løfter hånden og sværger, sværger, at jeg aldrig i livet vil tro på en uretfærdig gud.

Jeg kunne være blevet naturalist, men i stedet blev jeg rationalist. Jeg tog oplysningstidens byrde på mig som modvægt til religiøs metafysik. Jeg omfavnede dyrkelsen af den menneskelig intelligens og arrogancen overfor alle andre former for liv, som oplysningstiden jo har til fælles med kristendommen.

Intet over eller ved siden af den menneskelige tænkning, tænkte jeg. Ideer og følelser er i det hele reducerbare til kemiske reaktioner, mente jeg. Dyreliv og natur er underordnet samfundet og den teknologiske udvikling, sagde jeg. Menneskets frigørelse er historiens logiske endemål, skrev jeg. Og da alle skuffer hos utopierne var tomme, fandt vi sammen om menneskerettighederne som mål og middel til retfærdighed.

Således udstyret gjorde jeg mine uddannelser færdige; først som litterat og siden, drevet af et politisk rationale, som jurist.

Et liv i (rets)staten

Som jurist har jeg bl.a. været medstifter af Center for Menneskerettigheder og asylchef i Dansk Flygtningehjælp. Siden var jeg leder af bistand til retsreformer i fire verdensdele for bl.a. Danmark, Canada, EU, FN og Verdensbanken.

Som litterat skrev jeg (rets)staten ind i tre politiske spændingsromaner om, hvad der sker med individets selvforståelse, når det kværnes rundt i et offentligt embedsapparat herhjemme, men især derude.

Siden har jeg skrevet to romaner om, hvordan individet tilpasser sig et autoritært og korrupt politisk system, og hvordan asiatiske og vestlige individer kommer i konflikt med hinanden og deres egne værdier.

Det er mig, der er nøgen i min uvidenhed om træer.

Senere fik jeg britisk statsborgerskab. Det var et samvittighedsanliggende, og den er jo fri. Det var også frit, om man aflægger en religiøs eller en sekulær troskabsed. Jeg valgte den med dronningen og menneskerettighederne. Vi gav hinanden hånden på det.

Med hånden på barken

En novemberdag i 2015 er jeg på vandretur med min søn på Bornholm. Vi starter i Svaneke, det regner og rusker, mens vi begiver os ud langs kysten mod Helligdomsklipperne. Vi nyder skovbunden og klipperne under fødderne. Vi ligner hinanden, os og træerne: våde, sortklædte, med symmetriske lemmer. Det er mig, der er nøgen i min uvidenhed om træer.

Jeg bliver mindet om noget, en hollandsk biolog har sagt: Vi mennesker tror, vi er den mest succesrige art på jorden, men det er kun fordi vi endnu ikke har formået at indgå i en meningsfuld dialog med tulipaner.  Vi går videre og taler om biologi og tulipaner. Jeg er optændt. Tænk nu hvis … Jeg opgiver næsten med det samme igen. Hvad skulle der stå, og hvordan? Men forsøget bør jo gøres; hvad har vi ellers forfattere til.

For hvad gør vi egentlig, hver gang vi kommer helt tæt på et træ? Vi træder nærmere, vi strækker hånden frem, vi læner os bagover og kigger op, med udstrakte fingre lægger vi håndfladen mod barken. Vi mærker veddet, tyngden, væksten. Vi mærker noget dybt rodfæstet, en følelses af samhørighed. Energien mellem planter og mennesker. Vi har altid vidst det. Prøv selv.

Min have på Stevns er fyldt med store stilkege, bøge, rødege, ahorn, spidsløn, hassel, pil, ædelgran, blågran, kirsebær, hæg, hvidtjørn, benved, æbletræer, blommetræer og pæretræer. I min indkørsel står en træstub som en gammel tand i jorden. Jeg har talt otte nye træer, der spirer i det trøskede ved. Ovenpå har jeg sat en figur af en lille ugle. Hver dag hele sidste sommer kom naboens Clara stavrende hen og lænede sig op af stubben og hilste på uglen. Clara og træspirerne er cirka jævnaldrende. De er ved at stå på egne ben sammen.

Vold mod mennesker og alt andet levende

Jeg er på min sidste udepost i Honduras: et program til bekæmpelse af vold og mord i et smukt land plaget af narkosmugling og kleptokrati (de to hænger selvsagt snævert sammen). Honduras lærte mig, mere end noget andet sted, at vold mod mennesker og vold mod den naturlige verden hænger sammen. Ødelæggelsen af naturressourcer er omfattende. Tørken forværres af skovfældning og tabet af træers evne til at holde på knappe vandressourcer. Naturområder med noget af jordens største biodiversitet går under af fattigdom, kriminalitet og klimaforandringer. Men håbet er grønt, helt bogstaveligt, og Honduras’ befolkning har vist, at de har vilje og evne til store demokratiske bedrifter.

Den jul tilbringer min kone og jeg på Roatan, en ø ud for østkysten. Det stormer og blafrer. Vejen til hotellet er ét stort søle. Vi er mudret inde. Juleaften er vi i dækning bag plastforhæng, der smælder i stormen. Og pludseligt, julemorgen, efter fire års tilløb, ved jeg hvordan den første sætning skal laves. Jeg begynder med det samme, ét ord ad gangen. Jeg kan fornemme planters eksistens. Jeg vegeterer.

Tilbage i Tegucigalpa står jeg op hver morgen længe før daggry og sætter mig til at skrive. Med grønt blæk. Solen går op og skinner ind på mig og de store planter ved siden af mit bord. Jeg stryger hånden henover bladene og undskylder, at jeg i blind egoisme - nej, i artshovmod - har spærret dem inde i en potte.

Menneskerettigheder er kun for mennesker

Menneskerettigheder omfatter i dag retten til et sundt miljø. Men det er et snævert menneskeligt perspektiv. Der er ingen naturetik i det synspunkt. Blot et udsagn om, at naturen fortsat skal stå til rådighed for mennesket. Det er samme synspunkt, som Platon og det gamle testamente gav udtryk for. Længere er vi altså ikke kommet.

Der er brug for menneskerettigheder som aldrig før. De er stadig det bedste svar på den prekære balance mellem statens magt og individets selvbestemmelse. Men vores selvforståelse som et intelligent væsen i en ordnet verden er grundskudt - igen. Vi ved, at vores økonomier ødelægger naturen. Vi ved, at planetens økosystemer er ude af balance, at kloden er ved at kæntre. Mishandlingen og udryddelsen af den naturlige verden får vores etiske kompas til at snurre rundt i alle retninger.

Menneskerettigheder har intet svar på de planetære trusler. De siger intet om beskyttelse af biodiversitet, om andre væseners rettigheder, om det biologiske livs forbundethed, om planetens grænser for vækst. Man kan sige, at menneskerettighederne er ved at blive kørt over af klimaforandringer. Derfor er det nu påkrævet, at naturen får rettigheder på lige fod med mennesker og juridiske personer i alle aspekter af lovgivningen. Økosystemer og andre arter skal retligt ligestilles med - og beskyttes mod - mennesker.

Naturrettigheder og retfærdighed for alt levende

Naturrettigheder udtrykker et radikalt nyt forhold mellem lov og natur. Derfor er naturrettigheder også en tro på, at ret og retfærdighed ikke skal gælde for mennesker alene; en bæredygtig planet forudsætter, at alt levende har lige ret til at udfolde sig og deles om jorden og havet.

Natur forstås ikke blot som dyr, planter, svampe og mikroorganismer, men omfatter også hele økosystemer og naturfænomener. Til eksempel er floder og bjerge nu anerkendt som levende væsener med status som juridiske personer i New Zealand, Colombia og Bangladesh.

Nøglen til naturrettigheder er, at alt levende har retsevne. De anerkendes som juridiske personer, der, ligesom foreninger og virksomheder, kan forsvare deres interesser og rettigheder gennem lovgivning og domstole og med en berettiget forventning om håndhævelse fra myndighedernes side.

I 1982 vedtog FNs generalforsamling World Charter for Nature, den første internationalt vedtagne formulering af det, vi i dag kalder naturrettigheder. Naturrettigheder er de sidste 50 år båret frem verden over af miljøorganisationer, borgerinitiativer og retsaktivisme. Naturrettigheder optræder nu i retssale, i lokalsamfund, i erklæringer, i love, og som en del af folkeretten.

Naturrettigheder findes også i flere forfatninger, bl.a. i Schweiz, Tyskland og Ecuador. EU overvejer at udarbejde et charter for grundlæggende naturrettigheder. Sveriges Rigsdag har længe overvejet at indføre naturrettigheder i grundloven. Listen bliver længere.

Fire grundlæggende principper

Principperne for de grundlæggende naturrettigheder er udviklet over tid og fra mange kilder. En af mine foretrukne formuleringer findes i Lake Erie Bill of Rights fra 2019, vedtaget af et desperat byråd i Toledo, Ohio. Charteret tildeler Erie-søen egne rettigheder og evnen til at sagsøge enhver, der forurener søen. Ikke uventet blev Charteret siden erklæret forfatningsstridigt i et søgsmål anlagt af landbrugsinteresser.

Charteret siger, at Erie-søen (og alle dens økosystemer) har ret til at eksistere, ret til at udfolde sig og ret til at udvikle sig naturligt. Andre kilder har tilføjet en ret til at genetablere sig.

Retten til at eksistere er respekten for alle skabningers værdighed og krav på beskyttelse. Retten til udfoldelse er alle væseners ret til at udleve sine genetiske og naturlige egenskaber til fulde. Retten til at udvikle sig naturligt betyder, at alle arter skal kunne eksistere og reproducere sig selv i et tidsperspektiv, der i princippet er upåvirket af menneskelig indgriben. Retten til at genetablere sig betyder, at alt liv skal gives mulighed for at gendanne sig efter skadeforvoldelse. Da naturen ikke har egen stemme (kun fortalere) er der opstillet en fortolkningsregel, in dubio pro natura, hvorefter enhver tvivl skal komme naturen til gode i lovgivning og forvaltning.

Økosystemer og andre arter skal retligt ligestilles med - og beskyttes mod - mennesker.

Disse principper vil få store konsekvenser for vores retsorden og den måde, vi må indrette os med den naturlige verden. Naturrettigheder kan ses som et retligt udtryk for grænserne for en bæredygtig udnyttelse af planetens ressourcer. Konsekvensen er, at mennesker og deres rettigheder skal indordne sig naturens ret til at eksistere. Fuldt udfoldet vil naturrettigheder betyde, at naturens rettigheder skal beskyttes overalt i lovgivning og forvaltning på lige fod med menneskers beskyttede interesser. Det er en revolution, der ikke er mindre end frihed, lighed og broderskab.

En dansk grundlovsbestemmelse

Danmark og Irland er de eneste EU lande, der ikke har grundlovssikret miljøbeskyttelse (der ikke er det samme som naturrettigheder). I Danmark er det fordi Grundloven er så forbasket besværlig at ændre. Resultatet er desværre, at Grundloven ikke har meget liv ude i samfundet - hverken politisk, retligt eller etisk.

Det er meget uheldigt. For vi har stærkt brug for i fællesskab at formulere normer for, hvordan samfundet skal modstå klimaforandringer og tabet af det fælles eksistensgrundlag for alt levende omkring os. Det vil kræve begrænsninger i vores rettigheder, når vi tvinges til at indrette os indenfor planetens grænser for bæredygtig udnyttelse. Og spørgsmålet er præcis dét: hvem skal tvinge hvem? Og hvordan? Det er kun en grundlovsproces, der kan skabe tilstrækkelig bredde og dybde i et sådant fælles værdigrundlag.

Naturrettigheder er ikke mulige uden nærdemokrati og åbne processer. Lad os få en proces over fem år. Eller ti. Lad os få et forfatningsråd med indbyggede borgerinitiativer. Ligesom Chile lige har gjort det (og nu skal til det igen!), ligesom Frankrig gør det. Noget, der virker. Vi har talenter og ideer overalt.

Her er mit forslag til en formulering af naturrettigheder i en ny grundlov:

§ nn. Alle former for liv har værdighed og ret til beskyttelse af sine genetiske og biologiske egenskaber. Alt liv skal sikres mulighed for udfoldelse, udvikling og genetablering som art eller økosystem. Staten udformer lovgivning om dyr, planter og andre livsformers rettigheder og håndhævelse under hensyntagen til de kommende generationer. Enhver er berettiget til at søge myndighedernes beskyttelse af disse rettigheder, uanset om der foreligger påviselig skade.

Når den dag kommer, hvor vi står med en ny grundlov, vil der formodentlig kun være et par forholdsord tilbage af forslaget. Fint nok. Det er processen, der tæller - alt imens planetens ur tikker.

Om orme og træer

Fra Honduras vendte jeg tilbage til mit hus på Stevns. Da jeg overtog huset, fandt jeg en gammel kompostbeholder i et hjørne af haven. Jeg lettede på låget, rodede rundt med en greb og fik liv i den med organisk affald, æggebakker og andre kulstoffer. Næste forår var der spandevis af kompost til havens biplanter. Dybt tilfreds snusede jeg til komposten på samme måde, da jeg som lille røgterdreng snusede til kokasser og ville være landmand. I dag har jeg titusinder af orme og bænkebidere i en ny ormegård. Jeg fodrer dem hver dag, som de også fodrer mig, mens muld forgår og muld bliver til.

Jo, naturrettigheder. Vores bevidsthed eksisterer i et biologisk bur; vi ser kun os selv, og kan knap forestille os, hvad vores nærmeste tænker, langt mindre hvordan andre væsener oplever deres liv. Men vi er nødt til at prøve. Det er en etisk nødvendighed, at vi indlever os i andre væseners tilværelse. Hvordan er det at være orm eller træ eller flue? Jeg tror, at vores overlevelse som art afhænger af, om vi kan finde duelige svar.

Der er nogen, der kan allerede. Forleden stod jeg i indkørslen og savede brændekævler. Clara, som nu er to år gammel og har fået gummistøvler, kom hen til mig og løftede en anklagende pegefinger: »Man må ikke fælde træer,« sagde hun. Her var tydeligvis begået en uret, som den, der overgik mig som barn. Jeg havde selvfølgelig ikke noget ordentligt svar; mumlede lidt øh-bøh om forskellen på havetræer og skovtræer. Men jeg var effektivt sat til vægs af en to-årig.

Derfor er der håb forude, trods alt. Naturrettigheder er en etik, der skal bøde for vores ødelæggelse af den naturlige verden. De giver os en begrundet optimisme om den naturlige verdens fremtid, og at vi kan overleve som en del af den. Lyt bare til Clara.