Omsorg til tiden

I sensommeren sidste år offentliggjorde den japanske regering en video, hvor landets premierminister sidder ved et nydeligt opdækket bord og spiser rå fisk fanget ved kysten ud for Fukushima. Det gør han for at overbevise den japanske befolkning og omverden om, at der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko forbundet med de 1.3 milliarder liter radioaktivt spildevand, som regeringen er påbegyndt at udlede i Stillehavet. 

I begyndelsen af november blev tredje portion af det behandlede vand frigivet, som led i en langvarig proces, der samlet set forventes at strække sig over en trediveårig periode. Beslutningen har vakt stor bekymring i nabolandene og i den japanske fiskeindustri, eftersom både Rusland og Kina har indført strenge restriktioner for al import. Det til trods for, at FN’s atomagentur IAEA har godkendt regeringens plan, da den vil udgøre en »ubetydelig radioaktiv påvirkning på både mennesker og miljøet«. 

Om premierministeren fortsat trygt kan spise sin sashimi er stadig omdiskuteret. Ikke desto mindre vidner optrinnet om frygten for Fukushima-ulykkens langsomme og usynlige forurening af kloden. En katastrofe, der ikke kun har miljømæssige og sociale konsekvenser, men også eksistentielle konsekvenser for fremtidens generationer og måden vi erfarer tid på. Sidstnævnte er skønlitteraturens område par excellence. 

I Yu Miris Ueno Station, parkudgangen følger vi fortælleren Kazu, der fra efterlivet observerer og hjemsøger Ueno Park i Tokyo, hvor han har henslæbt de sidste år af sit liv som hjemløs. Fra denne overnaturlige fortællerposition ser han tilbage på et langt liv levet i ubemærkethed som daglejer. Da han er den ældste i en fattig bondefamilie fra det landlige Fukushima, sendes han tidligt væk hjemmefra for at tjene til dagen og vejen. En skæbne han deler med talløse uuddannede løsarbejdere fra det fattige nord, der i efterkrigstiden flokkedes til hovedstaden i håbet om at blive en del af det økonomiske opsving. 

Ude af stand til at se hvordan socioøkonomiske omstændigheder har dikteret de vilkår han lever under, beretter Kazu uden selvmedlidenhed om sit »uheld« og sin fattigdom. Et uheld, selv ikke døden kan forløse, da han fra efterlivet er vidne til, at jordskælvet d. 11. marts vil ramme hans efterkommere og hjemegn. En begivenhed romanen også henviser til ved at gengive korte transskriptioner fra en parlamentsdebat om det omfattende oprydningsarbejde. 

Ueno Station, parkudgangen er i høj grad en Fukushima-roman, selvom selve katastrofen ved første øjekast spiller en birolle i fortællingen. Kazus (efter)livsforløb giver en indsigt i, hvordan Japans økonomiske og teknologiske mirakel stod på skuldrene af landets udkantsområder, der af frygt for total affolkning begyndte at anlægge atomkræftværker i 1960’erne og frem. Efter ulykken har kritiske røster fremhævet, at navnlig Fukushima fungerede som en form for ’energi- koloni’, der kunne levere den nødvendige elektricitet til Tokyo, uden at hovedstaden skulle leve med risikoen ved at have et kræftværk i baghaven. 

Foruden samtaler med hjemløse i Ueno Park har Yu Miri baseret romanens hovedperson på mere end 600 interviews, hun gennemførte i et lokalt radioprogram, hvor hun spurgte ind til folks liv efter atomulykken. Her fremhæver flere af gæsterne, hvordan de oplevede ulykken som et brud eller en flænge i tiden. Yu har udtalt at de mange katastrofefortællinger også ændrede hendes egen opfattelse af tid, at det føltes som om, den stod stille. Det er en oplevelse, hun giver litterær form i Ueno Station, parkudgangen. 

En stor del af romanen omhandler Kazus tab af sønnen, der af uforklarlige årsager dør i en alder af 20, få dage efter han består statseksamen i radiologi. Til begravelsen kan Kazu høre, at standurets kimen markerer tidens gang, men han er ikke længere i stand til at mærke det. Fortvivlet funderer Kazu over, om tiden mon er slut, »eller var den bare gået i stå?« Tiden har mistet sin lineære kvalitet, den er spredt hulter til bulter som tabte tegnestifter, som det står skrevet i romanen. 

Koblingen af det personlige tab med tabet af tidsfornemmelse, er også afsættet i den amerikanske psykolog Lisa Baraitsers seneste bog, Enduring Time. Her undersøger Baraitser en særlig temporalitet, hun mener er opstået som følge af klimakatastrofen – en erfaring af, at tiden ikke længere flyder, ikke fører nogen vegne. En beskrivelse der på mange måder minder om den tid, Yu Miri skildrer i romanen. Det der gør Baraitser interessant i denne sammenhæng, er hendes måde at forbinde vores fornemmelse for tidens gang med omsorgsarbejde. Omsorg skal her forstås i bred forstand som en måde at vedligeholde og reparere verden på, en repetitiv kamp mod forfaldet, et bolværk mod universets entropi. 

At drage omsorg for et barn må nødvendigvis indebære en forestilling om fremtiden, men hvad hvis fremtiden altid allerede er kontamineret?

For Baraitser er det at drage omsorg for nogen eller noget, om det er et barn eller ting i verden, en måde at få hold om tiden på. Den daglige vedligeholdelse bevarer det bestående, sikrer at noget kan blive ved, og dermed pege frem i tiden. Om omsorgen tager form af bleskift, amning, eller omplantningen af en stueplante, er det al sammen en måde at leve videre på i en tid, der ikke længere synes at gå. 

I Ueno Station, parkudgangen mangler der både penge og tid til omsorg. Eksempelvis har Kazu ikke råd til at betale for jordmorderen, da hans kone gennemgår en vanskelig fødsel – vel at mærke i et hjem, hvor møblerne er blevet tvangsauktioneret ti dage forinden. Gennem det meste af livet må han tage alverdens sæsonarbejde og sove på pensionater langt fra hjemmet i Fukushima. Kazu går glip af vigtige dage i børnenes liv, dage med mulighed for omsorg, dage der kunne give tiden fylde. 

Med Baraitsers hypotese in mente, kan man kan man tolke Yu Miri og radiogæsternes udsagn om tidens øjensynlige sammenbrud, som et resultat af den omsorgskrise der fulgte efter Fukushima-ulykken. Under evakueringen blev venner, naboer og familiemedlemmer splittet og dermed ude af stand til at yde hinanden trøst og social støtte. Noget så basalt som tilberedningen af mad udgjorde pludselig en risiko, da fødevarer kunne indeholde høje koncentrationer af radioaktiv stråling. 

Videoen med Japans premierminister vidner om frygten for, at den radioaktivitet, man har været udsat for, vil påvirke den næste generation. At drage omsorg for et barn må nødvendigvis indebære en forestilling om fremtiden, men hvad hvis fremtiden altid allerede er kontamineret? Når isotopernes halveringstid rækker langt ud over vores fatteevne, fremstår ulykken som en katastrofe uden ende. En følelse af at »være lukket ude af tiden i al evigheden,« som Yu Miri formulerer det i romanen. 

Mens Japan stadig hjemsøges af atomulykkens spøgelse, har vi herhjemme udsigt til vores egne uoprettelige miljøudfordringer. Landbrugets udledning af kvælstof har ført til iltfattige fjorde, kritisk høje nitratniveauer og alvorlige PFAS-forureninger i grundvandet. Det er en udsigtsløs horisont der hæmmer vores omsorgsrelationer og fornemmelse for tidens flow. 

Ueno Station, parkudgangen viser, hvordan tiden kan miste sin fylde, når omsorgen bliver fortrængt af økonomisk armod og menneskeskabte katastrofer med en endeløs tidshorisont. Om det drejer sig om mikroplast, flourstoffer eller radioaktivt spildevand, så kan udsigten til en evigt kontamineret klode udfordre helt basale omsorgspraksisser og forstyrre vores fornemmelse af tiden som sådan. Det samme kan sorgen over et pludseligt dødsfald i familien, eller eksistensen som hjemløs i samfundets periferi.