Den levende uendelighed

Det var en rystet miljøminister, der sidste år aflagde et visit ved den stendøde Vejle Fjord. På en 70 timer lang videooptagelse havde et undervandskamera kun opfanget et eneste levende dyr, en enkelt sølle skrubbe, og problemet er langt fra enkeltstående.

Faktisk ville man nok få samme resultat i flere af de danske farvande. Iltsvind og overfiskning er et nationalt problem, og nu er konsekvensen blevet tydelig for enhver. De danske farvande er blevet »en kirkegård,« som formanden for Dansk Sportsfiskerforbund udtalte til DR.   

De sørgelige billeder af det grumsede, livløse vand gjorde indtryk på de fleste. Men det er ikke nok at skildre katastrofen, siger professor i litteraturhistorie Frits Andersen, da jeg møder ham på hans kontor på Aarhus Universitet.

»Hvis vi skal lære at drage omsorg for havet, må vi også dele de fortællinger, der pirrer vores nysgerrighed.«

Han sidder ved sit rodede skrivebord, der blandt andet er dækket med flere udgaver af hans egen nye udgivelse, Underværker, hvori han kortlægger fin de siècles og surrealismens vigtigste værker om emnet og undersøger, hvordan havet gik fra at være »en scene, et verdensteater, hvor historiens geopolitiske dramaer blev udspillet« i den ældre kolonitid til et uudtømmeligt hemmelighedskammer, der med sine mærkelige væsner og uberørte terræn udgør et mødested for videnskab og fantasi. 

I Jules Vernes En verdensomsejling under havet fra 1870 introducerer Verne forestillingen om et globalt undervandslandskab, en grænseløs, forunderlig verden, set gennem vinduet fra kaptajn Nemos ubåd, hvorfra han kan kigge direkte ud på farverige formationer, gigantiske gopler og monstrøse blæksprutter. I fortællingen forener Verne den nye teknologi og forsknings store og konstant voksende mulighedsrum med de myter, eventyr og fortællinger, der knytter sig til havets bund: 

»Solstrålerne ramte havoverfladen i en ret skrå vinkel, og ved mødet med deres stråler, der blev spaltet på grund af lysets brydning, som gennem et prisme, blev blomsters, klippers, småplanters, muslingeskallers og polyppers silhuetter kranset af solspektrets syv farver. Dette virvar af farvetoner, et sandt kalejdoskop i grønt, gult, orange, violet og blåt, med et ord, hele en kolorists vildeste palet, var vidunderligt, en fryd for øjnene! (...) og vi fortsatte, mens der over vores hoveder sejlede stimer af meduser, hvis ultramarinblå tentakler bølgede efter dem, gopler, hvis opalfarvede eller sart rosa parasoller, kantede med azurblå bort, skærmede os mod solens stråler, og de violetstribede gopler, som i mørket havde sået fosforscerende lysglimt på vores vej!« 

Ifølge Kaptajn Nemo er havet alt: »Det er ren bevægelse og kærlighed, det er den levende uendelighed.«  

Der var ikke meget levende uendelighed over billederne fra Vejle Fjord. Derfor opstår der en vis dissonans med havet som det sted, på vores egen planet, der rummer mystiske fortællinger, vi end ikke kan forestille os, og de døde undervandsbilleder. For mystisk er havet endnu: Ifølge Frits Andersen er topografien på Mars beskrevet bedre end vores verdenshave, hvor endnu kun få procent er kortlagt. Jules Verne var ikke alene om sin fascination af havet, skønt hans fortælling er blevet en af de mest berømte fra perioden. 

Måske er koden til en bedre naturforståelse netop at holde fast i det mystiske og det umulige. 

I sidste halvdel af 1800-tallet var akvariet den helt store dille i den vestlige overklasse, og fænomenet kulminerede med Verdensudstillingen i Paris i 1900, hvor et kæmpe, næsten overfyldt, akvarium blev åbnet for offentligheden, der så måbende til, mens de fik et unikt indblik i den verden, der hidtil havde været utilgængelig for mennesker.

Og netop dette indblik i det fantastiske, det uforståelige, skabte rum for en ny naturforståelse, hvor naturvidenskaben var tæt knyttet til både følelser og fantasi. Hvor alt det uforklarlige, mystiske og sublime ved livet i havet skabte grobund for storladne fortællinger om havets bund. Denne tiltrækningskraft medførte også et mere nysgerrigt og omsorgsfuldt blik på livet i havet. Det lyder næsten ufatteligt, men før disse fortællinger om havet begyndte at opstå i slut 1700- og begyndelsen af 1800-tallet, var det ikke noget, mennesket nødvendigvis så den store skønhed i.

Den franske riviera, der nu er et af verdens mest eksklusive ferieområder, blev for eksempel brugt som losseplads. Har vi brug for at integrere fortællinger, mystik og kunst i videnskaben, for at passe på den natur, vi ellers er i fuld gang med at ødelægge?  

Frits Andersen anskuer selv sin bog som et indspark i klimadebatten – et slags supplement til den klimaaktivisme, der dominerer i mediebilledet, som han formulerer det i Underværker: »Det gælder altså her om at slå et lille slag for den planetære dannelse som supplement og modvægt til både historieløs præsentisme og klimaaktivisme á la Greta Thunberg.«  

Det er ikke en kritik af Greta Thunbergs aktivisme, forsikrer han og tager en slurk kaffe. Selv skal han holde oplæg for en flok unge aktivister senere, »og jeg har kæmpestor respekt for, at de faktisk gør noget,« siger han, »og desuden smitter aktivismen jo også. Så det er nødvendigt at de gør, som de gør.«

Men vi er nødt til at supplere dommedagsfortællingerne og billederne af de døde fjorde med en historisk forståelse af havet, fortsætter han. Dommedagsretorikken giver måske anledning til et wake up-call, men det er ikke nok. Man skal også holde af for at passe på, og den bedste måde at holde af det uforståelige på, er ved at sanse det. Sansningen og nysgerrigheden er den bedste kur mod den dommedagsfatigue, mange er ramt af.  

Nysgerrigheden rummer dog også et evigt dilemma. De, der interesserer sig allermest for havet, er ofte også dem, der vil flyve jorden rundt for at se et stort koralrev med egne øjne. Foruden nysgerrigheden behandler vi naturen med ligegyldighed, men med nysgerrigheden kan det være svært at styre ens egne egoistiske behov for at komme havets mystiske vidundere så nær som muligt.

Hvordan kan vi nærme os så meget, at vi fortsat er så nysgerrige på livet i havets dyb, at vi nærer omsorg for det, uden at påvirke og forstyrre selvsamme liv? Men det er bare en balance, vi bliver nødt til at finde, siger Frits Andersen. For nysgerrigheden er helt nødvendig.   

Blæksprutter er nu altså ikke sat i verden for at lære midaldrende mænd at leve mens de gør det, de er vidunderligt dragende, kuriøse skabninger, der eksisterer og forstår verden på helt andre præmisser end vi selv, og derfor er blæksprutten ikke vores ven.   

»Det er nemt nok at holde af en zebra eller en lille haj, der er blevet væk fra sin mor, når man ser de her opbyggelige, Disneyficerede naturdokumentarer på BBC. Men hvordan lærer vi at holde af for eksempel plankton? For plankton kan vi jo faktisk ikke undvære. Hvordan skaber vi empati for ikke bare den lille delfin, men for havstrømmene?«

Frits Andersen trækker på skuldrene og fortsætter sin kritik af menneskets trang til at tillægge alskens dyr menneskelige egenskaber, fordi det afholder os fra at forstå naturen på dens egne præmisser, og fordi det reducerer naturens mystik til, at det mest overraskende ved verdens dyr i virkeligheden er, hvor meget de ligner os selv.

Det gælder blandt andet den superpopulære Netflixdokumentar My Octopus Teacher fra 2020, hvori dokumentarfilmsinstruktøren Craig Foster ”bliver venner” med en blæksprutte, der både redder ham fra en personlig krise og lærer ham en ting eller to om livet.

Men blæksprutter er nu altså ikke sat i verden for at lære midaldrende mænd at leve mens de gør det, de er vidunderligt dragende, kuriøse skabninger, der eksisterer og forstår verden på helt andre præmisser end vi selv, og derfor er blæksprutten ikke vores ven.

Til gengæld er det ikke noget under, at blæksprutten har været genstand for lige så megen mystik og omdrejningspunkt for lige så mange myter, som havfruen har været det. I Underværker beskriver Frits Andersen blækspruttens helt centrale rolle i en række af de værker, han har beskæftiget sig med.

Jules Verne skriver i En verdensomsejling under havet om en kæmpeblæksprutte, besætningen kan beskue fra ubådens vindue, en kæmpeblæksprutte der minder umiskendeligt om myten om de gigantiske blæksprutter, der efter sigende skulle leve i dybhavet, der, hvor mennesket aldrig kan komme ned. En myte, der i øvrigt lever i bedste velgående.

En anden vigtig blækspruttefortælling fra perioden er fra en rigtig ekspedition i 1898-99, hvor blækspruttespecialisten Carl Chun opdagede en helt ny art, vampyrblæksprutten, som han opkaldte efter Bram Stokers Dracula grundet dens sorte og røde farvesammensætning. Opdagelsen af vampyrblæksprutten betød trods det konkrete fund, at blæksprutten blev omgærdet af endnu større mystik. Biologer kunne nemlig ikke iagttage den særligt længe i et akvarium, før den begik selvmord ved at spise sig selv. Den kunne ikke tvinges ud af sit naturlige habitat i det dybe hav, og derved forblev den et mysterium.  

Men periodens mest centrale blæksprutte, som Frits Andersen beskæftiger sig med, må være den fra Victor Hugos Les Travailleurs de la mer. Selvom blæksprutten ikke var synderligt central for bogens plot, blev den skrevet så uforglemmeligt levende frem, at »man ikke talte om andet i året for romanens udgivelse« i 1866.

Hugos blæksprutte er rædselsfuld og monstrøs, men også erotisk, den bliver beskrevet med ord som »mimose«, »krusning på bølgerne«, »alt undtagen noget levende« og »fiskelim æltet af had.« Frits Andersen selv kalder den en skabning der »spotter skabelsen,« et umuligt væsen, der befinder sig så langt fra mennesket som muligt, men alligevel besidder imponerende kommunikative evner. Et dyr, der snyder beskueren med sine kamæleonegenskaber, og som kan aflede med sine blæksprøjt og »skabe en dobbeltgænger.«

Ifølge Kaptajn Nemo er havet alt: »Det er ren bevægelse og kærlighed, det er den levende uendelighed.« 

I 1866 var det altså blækspruttens umulighed, der gjorde den til årets absolut største fænomen. Og måske er koden til en bedre naturforståelse netop at holde fast i det mystiske og det umulige fremfor at antropomorfisere naturen.  

Beder man Frits Andersen nævne sit yndlingsværk fra Underværker, befinder svaret sig bestemt også i den mere mystiske afdeling. »Det er svært at tale om en favorit,« siger han, men fremhæver alligevel Jean Painlevé, en fransk zoolog og filmskaber, der blev kendt indenfor genren ”undervandssurrealisme”.

I Underværker skriver Frits Andersen at Painlevé producerede over 200 dokumentarfilm, og at han som ingen andre formåede at koble reel videnskabelig formidling med stor poesi.

»Hans film skal gennem montage og chok aktivere alle sanser, så tilskueren glemmer, hvad han har fået tillært, og åbner sig for det uventede,« skriver Frits Andersen i Underværker, og det gør han så blandt andet ved at vise hvordan en hankønssøhest spyr æg ud i filmens forgrund, mens der i baggrunden vises et filmklip fra et hestevæddeløb.

»Eller i en film om en fjorten timer lang blæksprutteparring,« siger Frits Andersen og klukker allerede, »hvor det dramatiske speak pludselig erstattes af et slags mandskor, der synger noget, som minder om den arbejdersang dværgene synger i Snehvide.« Hvad skal man med det? 

Grundlæggende insisterer Painlevé på at formidle, og samtidig understrege, at vi ingenting ved. Og selvom Painlevé tilhører surrealismen, og dermed befinder sig blandt de seneste af de værker, Frits Andersen beskæftiger sig med, ligger denne naturvidenskabelige tilgang fint i tråd med den måde, man i 1800-tallet tilgik naturvidenskaben på.

Selvom vi i dag er vant til at betragte naturvidenskaben som den mest rationelle videnskab, komplet faktabaseret i modsætningen til den mere flyvske humaniora, så forholdt det sig dengang helt omvendt. Netop fordi metoderne ikke var fuldstændige, og fordi man ofte måtte koble fakta med det, man syntes at have oplevet, og fordi en mere essayistisk tone i naturvidenskaben generelt var meget udbredt, blev det ifølge Frits Andersen betragtet som »en useriøs undergenre, et middelalderligt rod, formidlet i et uigennemtrængeligt væv af anekdoter og allegori.« 

Måske er det det, vi mangler i dag – en naturvidenskab, der giver plads til det kuriøse og vidunderlige, og som ikke mindst er drevet af begejstring, som den ifølge Frits Andersen var det engang. Det er noget, som museer og akvarier er begyndt at vende sig mod igen – at sortere ting efter deres »underlighed,« og ikke efter oprindelseshistorie – så måske følger videnskaben trop. 

»Det kan man jo håbe,« siger Frits Andersen, »for den undren, der var så central i den gamle naturvidenskab, den har nogle klare fordele, mener jeg, i forhold til at forstå hvad vi mister, hvis vi ikke passer på vores natur. På den måde synes jeg faktisk, at den undren har et politisk formidlingspotentiale.«