Hele den vilde herlighed

Det er, tror jeg, en almindelig antagelse, at menneskelig kærlighed bedst retter sig mod andre mennesker. Vi forelsker os i andre mennesker, bor med dem i årevis og gifter os måske ligefrem med lov og blomster. Vi føler os hjemme, eller bestræber os på det, i de menneskelige fællesskaber, og når vi taler om kultur og samfund, så tænker vi umiddelbart på de menneskelige relationer. Vi gifter os hverken med køer, blomster eller skove.  

Vi lever i menneskets tusindårsrige. Det virker, som om det har været sådan i hundreder af år, og at det vil blive ved. Jeg taler om en tagetforgivethed, og den er vanskelig at gribe om, man skal ligesom fange den i farten, inden den dykker ned i glemslen eller stikker op som en udokumenteret påstand.

Men jeg vil nu fastholde, at vi lever i en menneskeorienteret verden, en orientering, som har krævet århundreders kraftanstrengelser, ideologier, love og forordninger, og som endnu ikke er fuldendt, og heller ikke bliver