En guidebog til min mors generation
Naja Marie Aidts nye roman, Øvelser i mørke, har været længe ventet. Aidts seneste udgivelse var Carls bog, eller Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage fra 2017, som er noget af det stærkeste, der er udkommet i Danmark i nyere tid. Og hvad skriver man om, når man har skrevet om livets største sorg, sit barns død?
Det tog nogle år, men nu er Aidt klar med en ualmindeligt nærværende roman, der vender blikket indad. Det vil sige, ikke ind mod Aidt selv, romanen er (befriende nok) ren fiktion, men mod den generation af kvinder, Aidt selv tilhører. Tidens midaldrende kvinde, som ikke ligefrem er en overrepræsenteret figur i samtidslitteraturen. Særligt ikke den fortælling, Aidt har skrevet her, som både er vred, sårbar, nuanceret men alligevel en smule utopisk.
Vi følger en enlig kvinde, der er mor til tre voksne børn, og går til ugentlig PTSD-behandling for et traume, som hun først til sidst bliver i stand til at sætte ord på. Dog finder man hurtigt ud af, at hun udover dette traume har et hav af andre lig i bagagen. Hun og hendes søstre blev systematisk tæsket af deres far som børn, som ung blev hun voldtaget til en fest, få år senere mistede hun sin lillesøster til en overdosis, hendes egen søn er på vej ud i et misbrug, og så er der dette mystiske traume, der påvirker hende så meget, at hun hverken kan arbejde, sove, eller fungere socialt. Heldigvis bliver hun grebet af en særdeles kærlig venindegruppe, der har formået at skabe et fællesskab med hinanden, hvor mænd fylder bemærkelsesværdigt lidt.
»Jeg er 57 år gammel, jeg har ikke hedeture mere. Min krop er stabil. Ingen cyklus, ingen blødning, ingen umættelig trang til sex. Ingen migræne op til menstruationen, ingen prævention. Ingen pifter efter mig på gaden, ingen råber efter mig. Jeg er ingen. Jeg er mig. Stabil. [...] Endelig fred. Ingen kønssygdomme, ingen klodsede samlejer, ingen at tilfredsstille, ingen at gøre sig fortjent til. Ingen angst for graviditet, ingen graviditet. Ingen fødsler. Slut med at se kroppen udefra, nu bebor jeg den, så længe den kan og vil være levende på jorden.«
Sådan beskriver vores hovedperson sig selv. Mens jeg læste bogen, blev jeg først lidt irriteret over, at hun skulle have en baggrundshistorie fyldt med så mange traumer og dårligdomme. For i virkeligheden er det en enormt realistisk kvinde, Aidt har skrevet frem, jeg genkender meget i hende fra min egen mor og andre kvinder fra samme generation.
En generation, der på papiret burde føle sig frigjorte, fordi rødstrømpebevægelsen ligesom havde gjort sit arbejde, men som alligevel måtte finde sig i sexchikane fordi de var unge længe før #MeToo, de måtte finde sig i et gigantisk omsorgsarbejde, fordi mændene ikke rigtigt gik på barsel, og fordi de blev weekendfædre efter skilsmissen, de måtte finde sig i fraværende forældre og uforløste drømme, og så videre, og så videre.
Når Aidts hovedperson ikke gider ferier, ikke gider gæster og ikke gider mænd, fordi hun mest af alt bare gider at hvile sig og være alene, så ser jeg ikke nødvendigvis en PTSD-ramt kvinde, men et generationsportræt af alle de kvinder, der bare trænger til at hvile hovedet og måske græde lidt i fred.
Det, de aldrig havde tid til mens de havde småbørn, en scene, som Aidt skriver flere gange, moren der gemmer sig et sted i lejligheden og straks bliver fundet af et bekymret barn, der skal høre, om hun er okay. Det samme gælder hovedpersonens frygtsomhed, de små chok hun får, når hun bevæger sig rundt udenfor, når hun går alene hjem om aftenen.
Frygtsomheden er noget, som mange kvinder har til fælles, skabt af historier og små, men talrige ubehagelige oplevelser i det offentlige rum. Vi er årvågne. Og endelig er hovedpersonen i en vis udstrækning også en utilstrækkelig mor – noget, de fleste forældre vel er på et eller anden tidspunkt i livet – hun har svært ved at gennemskue, hvordan hun skal gribe ind overfor sin yngste søns misbrug, og placerer en del af ansvaret hos sine andre sønner.
Hun kommer til at sige de forkerte ting til sin mellemste søn, han føler, at hun presser ham ned i en rolle i familien, han ikke er komfortabel med. Hun kan ikke rigtigt overskue at have sin egen familie på besøg, og det falder hende tydeligvis ikke naturligt at lege med sine børnebørn.
Mange af disse ting skyldes hendes situation, hendes traumer, men det er også enormt menneskeligt, og derfor er det også befriende, at Aidt skriver om moderskab uden at have hverken barnet eller moderrollen som sit centrum. De fleste børn vil på et tidspunkt være skuffede over eller bekymrede for deres forældre, de fleste forældre vil til tider tænke på alt muligt andet end deres børn og forældrerollen. Derfor var jeg umiddelbart lidt skeptisk, da alle kvindens traumer først blev udfoldet. Hvorfor skulle hendes opførsel partout forklares med disse oplevelser, som var hun en ligning, der skulle gå op?
Når Aidts hovedperson ikke gider ferier, ikke gider gæster og ikke gider mænd, fordi hun mest af alt bare gider at hvile sig og være alene, så ser jeg ikke nødvendigvis en PTSD-ramt kvinde, men et generationsportræt af alle de kvinder, der bare trænger til at hvile hovedet og måske græde lidt i fred.
Efter endt læsning sidder jeg alligevel med følelsen af, at Aidt er lykkedes med et vanskeligt projekt: At portrættere et kvindeliv, der rummer noget nær alle de dårligdomme, man som kvinde og mor kan komme ud for, og hun beskriver traumereaktionerne så rent og levende, at enhver læser kan mærke dem på egen krop - og samtidig skabe et spejl for mange kvinder, hvis liv måske ikke har været helt lige så svært, men som ikke desto mindre stadig er socialt udmattede, bange, utilstrækkelige. Og det er en form for guidebog til os, der gerne vil forstå vores mødre bedre, de mødre, der altid har skånet os fra deres egen sårbarhed så godt de nu kunne.
Og samtidig tør Aidt være håbefuld på kvindekønnets vegne, når hun fremskriver den ualmindeligt stærke venindeflok, der uden drama elsker og passer på hinanden. Det er en type kærlighed, de fleste kun kan drømme om, et levn fra rødstrømperne, og det kan næsten virke provokende, at den får lov at eksistere så ukompliceret her. Men hos Aidt breder varmen sig alligevel midt i tragedien, når hun tør skrive om kvinder, der passer på hinanden uden forbehold.
Det hjælper selvfølgelig også på sagen, at Naja Marie Aidt er i absolut sproglig topform. Øvelser i mørke er helt, helt anderledes end Carls bog, men den har en lignende nerve, og er fyldt med poesi, der bestråler hverdagen og det helt almindelige liv. Skønheden og det rene sprog er en kærlighedserklæring til alt det jævne og alt det svære. Hovedpersonen er så skrøbelig, at hun knapt kan stå ud ad sengen, men sproget er uendeligt stærkt.
