Som at have to hjem

»Det er ikke bare en kage, jeg spiser, og så husker jeg min tante i Basra. Nej, det var ikke bare minderne, Proust søgte, men essensen af sig selv«. På spisebordet i Duna Ghalis hjem nord for København står en skål med hjemmebagte kager med fyld af dadler og valnødder, som kalder de på at vække fortiden til live. Men for Ghali følger sproget ikke snorlige spor tilbage til den tabte tid, men bevæger sig snarere over vakkelvorne broer med checkpoints på midten, bygget af muligheder og begrænsninger, modstand og spænding, forløsning og kreativitet; »Sproget er noget vi alle kæmper med. Det har en modstand i sig. Det kan aldrig udtrykke præcis det, vi føler eller gerne vil sige«, som Ghali selv beskriver det. 

Duna Ghali er opvokset i Basra i Irak og kom til Danmark i begyndelsen af 1990’erne ad flugtens kringlede og tilfældige veje. Som ung ville hun egentlig studere litteratur, men endte med at uddanne sig til hortonom med ekspertise i daddelpalmer. Et ekspertområde, der ikke så let oversættes til dansk, som Ghali bemærker med et s