Ræv i rytterklæder

På en kølig og regnvåd novembersøndag er mine udtrådte hvide Adidas Superstar det tydeligste tegn på, at jeg ikke har været til Hubertusjagt før. De garvede Hubertus-gængere har (modsat mig) fundet deres bedste og mest praktiske efterårstøj frem. Der er lange ternede trenchcoats, matte mørkegrønne Barbour-jakker så langt øjet rækker, og Hunter-gummistøvler, der holder de fremmødte fødder varme og tørre, og beskytter ben og bukser mod det sjaskede mudder, der venter os i Dyrehaven.  

Hubertusjagten har siden 1905 været en hyldest til jagtridning, og jagtridning har altid været en rigmandsbeskæftigelse. I 1670 lagde Kong Christian d. 5. hele Dyrehaven om til jagt, og indrettede det nuværende stisystem for at kunne se ud over vildtet. Jagten er de royales leg, hertugerne, grevernes og jarlernes sport - and Earls just wanna have fun. Meget har dog ændret sig gennem tiderne. Jagtbyttet er i dag hverken dyr eller bytte, men en rytter i rødt med en rævehale fastgjort til ridedragten. De hunde, der på Christian V.s tid pilede afsted over plænerne for at fange byttet, er ligeledes ryttere i rødt, med sorte hatte, der netop nu traver mod den mørkerøde indgangsport til Dyrehaven i Klampenborg nord for København. 

For en novice som mig føles Hubertusjagten en anelse som at være gået forkert til et arrangement for særligt indviede. Mange er troppet op til seancen som selve inkarnationen af de fordomme, der klæber sig til borgerne i Whiskybæltet. Påklædningen, der i nogle tilfælde grænser til udklædning, er en saga for sig; Sixpence på hovederne hvor end man vender og drejer sig, krydret her og der med mere eksorbitante varianter over temaet jagthat. Jeg overhører samtaler om et dårligt knæ efter gårsdagens tenniskamp, om ualmindeligt dyre hussalg og om søndagsbrunch på Skovriderkroen. Der følger mindst én hund med hver større gruppe. De foretrukne racer er Golden Retriever og – selvfølgelig - Grand Danois.  

»Mogens for faen, hvorfor er du ik’ på hest?« råber en kvinde grinende til en mand i en frakke der går ned til anklerne. Det er som om, alle de tilstedeværende kender Hubertusjagtens regler og roller, kan ride på hest og finde vej i Dyrehaven som i deres egen baglomme. »Det er jo altså kontroversielt, at ræven og masteren rider sammen!« udbryder en mand til munter morskab for hans kompagnoner. Grundforvirret følger jeg strømmen ind i Dyrehaven for at se de indledende spring.  

Jagten er de royales leg, hertugerne, grevernes og jarlernes sport - and Earls just wanna have fun

Processionen af mennesker stimler sammen foran forhindringsbanen. Nogle står op ad bakkens skråning, andre helt tæt på den hvide afspærringstape. En fløjte lyder og samtalerne forstummer. Opmærksomheden skærpes, et sus går igennem folkemængden. Børnefamilierne pakker deres medbragte termokander væk. Endnu et fløjt, og så er der jagt. Først kommer “rævene” i fuldt firspring over forhindringen og videre gennem banen til folkets hyldest. “Hundene” følger efter i en lind strøm, rytter og hest i perfekt synergi over den opsatte træbom. Der er noget hypnotisk over at se hestene glide over forhindringen, lande elegant og i samme bevægelse trampe videre over græsset, så man endelig forstår, hvad hestekræfter betyder.  

Så snart den sidste hest er sprunget ned ad den stejle bakke, krydser menneskemængden afspærringen, og vader ind over det flænsede græs. Klæge jordklatter klæber til mine hvide og meget lidt vandtætte gummisko, og jeg kigger en anelse misundeligt på den ældre herre, der med gummistøvler og gule uldsokker trukket op til knæene spankulerer selvsikkert over plænen med en Burberry-ternet paraply under armen. Hans khakifarvede tweedjakke forsvinder ind i bølgen af mennesker, der driver mod Magasindammen, Hubertusjagtens Waterloo, som den kaldes af kendere. Rygtet siger, at det er her, der er størst sandsynlighed for styrt.  

Ved Magasindammen, forsøger jeg at placere mig strategisk tæt på vanddammen. Jeg vil se mudderet flyve fra hovene, når hestene hamrer afsted, jeg vil se de muskuløse bagpartier klemme sammen i hoppet og lande med forbenene i det grumsede vand, så det sprøjter ud over publikum. Helt så dramatisk viser det sig ikke at være ved Magasindammen. En enkelt rytter kommer skævt ind i springet, men får rettet op i landingen i sidste øjeblik, til stor jubel fra de op mod 40.000 mennesker, der siges at komme ud i Dyrehaven, når der er Hubertusjagt. Der er ikke meget tilbage af den oprindeligt så blodige jagtsport. Der er ingen rigtig konkurrence, og alle holder med alle. Det er uden rivalisering og vildskab. Det er pænt og decideret hyggeligt.  

Samtidig er det også underligt kultisk med en anakronistisk hyldest til overklassens jagttraditioner, hvor ryttere rider i Dannebrogsfarver med høje hatte og ræveskind over skulderen i en pompøs opvisning for de fine familier, mens hestene samtidig har komplet fjollede navne, som “Relatively Clever”, “Harry Potter” og “Benefit”. Eller bare “Jan”, som årets vindende hest. Og samtidig er det unægtelig fascinerende at stimle sammen med tusindvis af mennesker ved foden af Eremitageslottet den første søndag i november for at se heste springe og piske afsted.  

Til lige netop den del er Dyrehaven en eventyrlig scene. I løbet af dagen lægger disen sig som et tyndt lag stof over de dugvåde plæner og støvregnens kolde dråber stikker mod ansigtet. Efteråret er i sin smukkeste periode, og den opleves ikke meget smukkere end her i Dyrehaven, hvor hjorteflokke vandrer over landskabet, som bladene farver i nuancer af rød, orange og gul i et sidste farvestrålende farvel før de visner og falder med vinterens kommen. Og således blev jeg sentimental nationalromantiker på en råkold og mudret første søndag i november. Næste gang husker jeg gummistøvlerne.