Danskernes frygt-målingen

Hvor kan man på en tilfældig onsdag eftermiddag i begyndelsen af maj stå og nyde et glas kølig hvidvin skulder ved skulder med folk som den liberale tænketank Cepos’ direktør Martin Aagerup? Rigtigt gættet: til lanceringen af Krisemålingen 2023 i mediet Altingets gård i det indre København. Her var der lagt op til et helt lille mini-folkemøde bestående af journalister, redaktører, konsulenter og den slags typer, som i behageligt skrånende, lyse træmøbler kunne sidde og lade sig oplyse om i hvor høj grad Danmark er et land i krise. Eller kunne vi?

Konsulentfirmaet Community har spurgt 2000 danskere, om de synes, Danmark er i krise, og denne eftermiddag skulle resultaterne præsenteres. To mænd ved navn Helge Toksvig Bjerre og Jesper Claus Larsen (som det lidt blev antaget, at alle i gården vidste, hvem var) præsenterede deres findings, som man siger i konsulentverdenen. Det var svært ikke at undslippe en vis fornemmelse af, at konsulentverdenen har forlæst sig på poststrukturalistisk filosofi. I hvert fald startede Jesper Claus Larsen med sætningen: »Perception is reality.«

Nej, ikke rigtig, har man lyst til at sige. Perception is perception. Krisemålingen burde nok snarere have heddet Krisebevidsthedsmålingen. Eller: Danskernes frygt-målingen. Hvilket måske mest af alt er et relevant målepunkt, hvis man er en politiker, der interesserer sig for, hvor vælgerne er henne. Det virker oplagt, at Krisemålingen 2023 er fuld af det, der i statistisk sprogbrug hedder støj. Nærmere bestemt: den danske befolknings kulturhistoriske baggrund. Alt det, vi er formet af. Selvfølgelig er en flok lettere nydelsesforsagende protestanter ikke helt vildt optimistiske på fremtidens vegne. Målingen siger nok mest om danskerne indre liv og ikke så meget om realiteterne i det danske samfund.

Hvor meget krise mener dansker så, vi er i? Helge Toksvig Bjerre ridsede tallene op: Ifølge Krisemålingen 2023 mener 48 % af danskerne, at Danmark er i krise. 51 % mener, der er mest grund til at være optimister, 49 % mener det modsatte. 42 % frygter at velfærdsstaten ikke kan hjælpe dem, hvis de får brug for det. 34 % frygter, at deres børns liv bliver værre end deres eget. 36 % har tillid til beslutningstagerne, 47 % har ikke. 45 % frygter ikke at have sparet nok op til en værdig pensionisttilværelse. Kender, som man siger.

Community havde så inddelt de adspurgte danskere i krisemålingen i fire arketyper: Den optimistiske innovatør (akademikere i storbyerne). Den bekymrede optimist (mellem- og langtuddannede kvinder). Den bevarende optimist (kortuddannede mænd i storbyerne). Og: Den bekymrede beskytter (kortuddannede mænd i landdistrikterne). Sjovt nok befinder hovedparten af dem, der mener, Danmark er i krise, sig blandt gruppen af bekymrede beskyttere. Kort sagt: om du synes, Danmark er i krise, afhænger af din egen livssituation. Sociologen bukker og takker.

Som en afspejling af krisemålingen 2023s epistemologiske vakkelvornhed var de efterfølgende to paneldebatter, der skulle fundere videre over resultaterne også lidt løse i kødet. Overvismand Carl Johan Dalgaard afviste lidt halvhjertet det meningsfulde i at tale om krise. Hvis alt fortsætter som nu, er økonomien holdbar, men fortsætter alt som nu? »Det er et spørgsmål om politiske valg,« sagde Dalgaard. Det skal der, åbenbart, nogle gange en økonom til at indse.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad citerede, måske ikke så overraskende, Weekendavisen-skribenten Christian Bennike, som »har det her helt fantastiske billede«, der så åbenbart er følgende: I 1990erne var vi huskatte, der troede, vi var herrer i eget liv, men nu har vi langt om længe opdaget, at nogle andre rent faktisk serverer kattemaden for os og giver os vores vacciner.

Jojo, fristes man til at sige, med så bredt et begreb som udgangspunkt kan man tale om alle politiske spørgsmål mellem himmel og jord.

Altingets politiske redaktør Esben Schjørring mente, at vi måske ikke lever i en så forskellig tid nu sammenlignet med 1990erne. I en eller anden forstand er det centrale politiske udsagn i dag stadig det samme, nye, som sociologen Ulrik Beck formulerede i 1980erne. I overgangen fra ”Det første moderne” til ”Det andet moderne” skiftede det grundlæggende politiske udsagn fra at være: Jeg er sulten, til: Jeg er ængstelig. »Det er stadig det spørgsmål, de politiske partier i dag skal svare på,« sagde Schjørring.

Jyllands Postens chefredaktør Marchen Neel Gjeertsen supplerede med en advarsel til sin sidemand Kaare Dybvad Bek: Lad nu være med at bruge krisen politisk. Folk kan godt regne det ud og de bliver irriterede over det.

I næste debat kom debattør, forfatter og folkeskolelærer Geeti Amiri med endnu en formaning: Inden man kommer for godt i gang med at nedkalde kriser over alskens af samfundets velfærdsinstitutioner, såsom folkeskolen, skulle man (det vil sige alle borgere, også folkeskolens lærere) starte med at spørge: Hvad kan jeg selv gøre for at forbedre tingenes tilstand?

Amanda Irina Larsen, formand for Dansk Metal ungdom, spurgte: Hvordan skal vi realisere den grønne omstilling, hvis ikke der er nogen faglærte til at rejse vindmøllerne?

Rune Baastrup, direktør i Teknologirådet (hvad end det så er), supplerede med eftermiddagens ubetinget bedste bud i disciplinen 100 meter pølsesnak. »Det er nu, vi virkelig kan mærke kriserne i maven,« sagde han, »vi skal væk fra et tag selv bords-demokrati og hen mod nogle mere forpligtende fællesskaber.«

Jojo, fristes man til at sige, med så bredt et begreb som udgangspunkt kan man tale om alle politiske spørgsmål mellem himmel og jord. Det er det, der gør krise til et helt fantastisk begreb for konsulenter. Det er også det, der gør krise til et helt forfærdeligt begreb for os andre. Martin Aagerup og resten af flokken var efterhånden kommet igennem de kølige glas hvidvin. En stille vind iblandet et strejf af kloaklugt strøg ind under baldakinen og fik den til at blafre over vores hoveder. Ansatte i Altingets eventafdeling begyndte så småt at samle tomme kopper og glas sammen.