Maraton med de folkevalgte
Min dækning af Folketingets åbningsdebat anno 2023 starter med, at jeg vrikker om på Christiansborg Slotsplads, mens min algoritme har valgt, at jeg skal høre For evigt med Volbeat featuring Johan Olsen. Da jeg har en idé om, at der vil være rift om tilskuerpladserne til denne maratondebat, beslutter jeg mig for at gøre dét, man altid kan gøre, hvis man ikke vil presse sundhedsvæsenet yderligere: jeg går det væk.
På vej hen mod besøgsindgangen passerer jeg en demonstration, hvor en lille gruppe demonstranter har placeret en masse udtrådte sko på fortovet, som de er ved at samle ind igen i nogle gennemsigtige plastiksække. Der er ikke noget, der indikerer, hvad der bliver demonstreret imod, men jeg overhører, at de udtrådte sko skal flyttes over på et andet fortov, så de ligger mindre i vejen for de folkevalgte. Det sker helt uden brok, selvom en udtrådt sko, der ligger i vejen for en folkevalgt, jo alt andet lige ville gøre den folkevalgte mere opmærksom på demonstrationen, men når nu der hverken er bannere, skilte eller tilråb, kan det vel også være lige meget det hele.
Ved besøgsindgangen går jeg hen til en kvinde med et clipboard. Hun er meget overrasket over, at jeg er alene, det sker tydeligvis ikke hver dag, og jeg bilder mig ind, at hun sender mig et anerkendende nik for mit store engagement i folkestyret. Jeg nænner ikke at fortælle hende, at jeg er her i embeds medfør. Sikkerhedspersonalet i sikkerhedskontrollen er venligere end i lufthavnen, men jeg får at vide, at jeg ikke må have kasket på inde i Folketinget. Fair nok, tænker jeg, det er da dejligt, at nogen stadig tager demokratiet alvorligt, og snart er jeg på vej op ad de 94 trin til tilskuerpladserne, hvilket ikke er en udpræget fornøjelse med en øm ankel. Jeg ankommer til tilskuerpladserne klokken fem minutter i start, og jeg er den eneste, der er ankommet, så der er frit valg blandt de Ryan Air-agtige stole, og for at være venlig sætter jeg mig på forreste række. Når jeg selv holder foredrag, er det nemlig superakavet, når publikum skal opfordres til at rykke længere frem i salen.
Der er heller ikke mange af de folkevalgte, der er dukket op endnu. Jeg spotter Pia Olsen Dyhr i samtale med Ane Halsboe-Jørgensen. Pia Olsen Dyhr er i pink. Senere på dagen mener en kollega, at hun ligner et bandmedlem fra Cartoons. Jeg synes, at hun ligner én, der skal gå catwalk sammen med Helle Thorning for Søren Le Schmidt. Jeg sætter stor pris på folk, der gør sig umage til hverdag, da jeg ikke selv gør det, og generelt er pangfarver populære hos de kvindelige folkevalgte. Mette Frederiksen er i blå (hun var i rød til selve åbningen af Folketinget, coincidence I think not). Sophie Løhde er i gul, mens Inger Støjberg er i orange. Alle mænd ligner hinanden.
»Det er alligevel imponerende, at vi er nået 20 minutter ind i en debat, før nogen nævner ordet ’kødsovs’, der jo om noget kan bringe sindene i kog.«
Debatten starter præcis klokken 9, hvor Folketingets formand, Søren Gade, byder velkommen. Jeg kan ikke høre, hvad han siger, fordi de fleste folkevalgte ignorerer ham ved at stå og småsnakke, men det ændrer sig et par minutter senere, da politisk ordfører for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen, er den første til at indtage talerstolen. Han har brugt sommeren på at positionere sig som dygtig partisoldat, en god frontperson for Mette Frederiksens såkaldte ”upopulære holdninger”, blandt andet ved at starte debatten om, at danskerne måske i fremtiden skal til at spare op til ”velfærdsrettigheder” i alderdommen.
Det faldt rigtignok ikke i god jord hos befolkningen, der – måske med rette – er begyndt at undre sig lidt over, at de på den ene side skal arbejde noget mere i nogle flere år for at bevare vores fantastiske velfærdsmodel, men på den anden side skal betale mere for at få adgang til denne fantastiske velfærdsmodel, mens de samtidig skal forberede sig på selv at udøve mere pleje for deres ældre familiemedlemmer, fordi der ikke er nok offentligt ansatte i denne fantastiske velfærdsmodel. Mette Frederiksens nye ting med at have de ”upopulære holdninger” har også undret mig lidt. Hvorfor smider hun ikke en gulerod ind i sine opsange om, at vi ikke skal flytte til Ærø for at undslippe hamsterhjulet, eksempelvis ved at give lovning på, at hvis vi nu ikke leder så meget efter den dér work-life-balance, så vil de folkevalgte sætte alt ind på, at vores fantastiske velfærdsmodel skal blive ved med at være fantastisk?
Jeg har dog besluttet mig for at forsøge IKKE at læse de folkevalgtes udtalelser, som Fanden læser Biblen, for i stedet at forsøge at læse de folkevalgtes udtalelser mere som en revisor ville læse et stykke ny dansk lyrik, altså ved at tage alting bogstaveligt og ikke hele tiden lede efter den dybere mening, hvad der blev sagt mellem linjerne, og det får jeg lejlighed til nu, hvor Christian Rabjerg Madsen går i gang med sine 10 minutters uafbrudte taletid.
Han lægger ud med et eksempel fra den virkelige verden. Det drejer sig om personen Oliver, der havde svært ved at sidde stille i folkeskolen, men som til gengæld har hænderne skruet ordentligt på, hvilket flugter fint med regeringens nylige opprioritering af erhvervsuddannelserne. Færre skal være akademikere, flere skal være faglærte, ligesom den kvindelige snedker, der åbenbart byggede folketingets talerstol mellem 1915 og 1917, som Mette Frederiksen startede sin åbningstale med at fortælle om.
Jeg lærer ikke så meget mere om denne Oliver, for nu er Christian Rabjerg Madsen gået i gang med at fortælle om, hvor godt det går i SVM-regeringen. De er lykkedes med at have upopulære holdninger, det er derfor, de oplever vælgerflugt i øjeblikket. Der skydes med skarpt mod Liberal Alliance, der til gengæld oplever vælgertilflugt i øjeblikket, selvom partiets økonomiske politik ifølge Christian Rabjerg Madsen ville medføre 75.000 færre offentligt ansatte, og det er vel ikke gået nogens næse forbi, at vi mangler offentligt ansatte her i landet. Han når også forbi universitetsreformen, der på trods af, at en kandidatuddannelse nu skal gennemføres på ét år i stedet for to, faktisk vil styrke det faglige niveau. Der bliver også tid til den grønne omstilling. Vi hører, at den tidligere S-regering lavede 75 grønne aftaler. Der skal også gøres noget ved bureaukratiet og de mange regler.
Så får Pia Olsen Dyhr ordet. Hun stiller en bedstemor med en våd ble overfor skattelettelser. Hvorfor fyres der offentligt ansatte, når nu vi har brug for dem, vil hun gerne vide, hvilket vel er et fair nok spørgsmål, når nu Socialdemokratiet selv har brugt de sidste mange, mange år på at stille netop bedstemødre med våde bleer overfor skattelettelser. Christian Rabjerg Madsen giver Mette Frederiksen ret i hendes nye holdning om, at skattelettelser og bedstemødre med våde bleer ikke er hinandens modsætninger, og desuden er kommuneskatten blevet sat ned i Pia Olsen Dyhrs kommune. Christian Rabjerg Madsens børn har det også fremragende i deres institutioner, ligesom fødslen af hans nyeste barn også var god. Pia Olsen Dyhr mener ikke, at det flugter med hendes oplevelse af virkeligheden, men nu skal Inger Støjberg have ordet.
Mette Frederiksen er i mellemtiden begyndt at marchere rundt i salen, mens Inger Støjberg som den første bringer konceptet ’kødsovs’ på banen. Det er alligevel imponerende, at vi er nået 20 minutter ind i en debat, før nogen nævner ordet ’kødsovs’, der jo om noget kan bringe sindene i kog. Eksempelvis læste jeg for nylig en artikel i Politiken, der handlede om en anden artikel i Politiken, som egentlig mere var en samling af opskrifter på kødfri alternativer til kødsovs end en egentlig artikel, men som alligevel havde sat fut i Facebook. Først tænkte jeg, at disse opskrifter måske var krydret med en standard belærende Politiken-attitude, men i virkeligheden videregav samlingen af opskrifter bare informationen om, at oksekød belaster klimaet. Men man skal ikke fucke med den universelle menneskerettighed, der er kødsovs med kød i, og derfor ville Inger Støjberg gerne vide, hvor Socialdemokratiet pt. står i kødsovsspørgsmålet, særligt set i lyset af CO2-afgiften på landbruget? Christian Rabjerg Madsen svarer ikke som sådan på spørgsmålet, men gentager Mette Frederiksens pointe om sociale balancer på klimaområdet. At vi ikke skal hægte nogen af i den grønne omstilling.
»Jeg kan afsløre, at stemningen ikke var høj på noget tidspunkt af debatten. Faktisk så jeg ikke Lars Løkke Rasmussen kigge op fra sin mobiltelefon, medmindre han forlod Folketingssalen.«
Så får Alex Vanopslagh ordet. Jeg kan desværre ikke høre, hvad han siger, fordi han er for høj til mikrofonen. Næste levende billede er Søren Pape Poulsen. Han vil gerne vide, hvem vi arbejder for, staten eller familien? Christian Rabjerg Madsen synes, at velfærdssamfundet skal bevares. Pelle Dragsted snakker om børn med kræft og de livstruende omstændigheder for patienterne i Region Midtjylland. Christian Rabjerg Madsen bruger det magiske ord ’inflation’ som forklaring på regionernes dårlige økonomi. Martin Lidegaard synes ikke, at Aula er Danmarks største problem. Morten Messerschmidt vil snakke om Store Bededag, Christian Rabjerg Madsen skyder skylden for afskaffelsen af denne helligdag på Helle Thorning Schmidt. Alternativet er også bekymrede for velfærdsstaten, Christian Rabjerg Madsen mener, at lommepengejobs til de unge kan mindske deres mistrivsel. Pernille Vermund vil snakke om iltsvind i de danske farvande, Danmarksdemokraterne vender tilbage til kødsovs, og så er det blevet Venstres tur til at overtage talerstolen.
Deres politiske ordfører, Morten Dahlin, lægger også ud med et eksempel fra den virkelige verden, denne gang om den 13-årige Julius, der har formået at udvide sit lommepengejob som indehaver af en bod, der sælger kage, til en rigtig god forretning. Desværre står myndighederne i vejen for Julius’ ambitioner om at omsætte for en million. Derefter vælger Morten Dahlin at pege op på tilskuerrækkerne. Det viser sig, at jeg sidder ved siden af Julius, så jeg får ikke taget flere noter, da det er lidt akavet.
Belejligt nok er det også på tide at forlade tilskuerrækkerne, da jeg for at være en god samfundsborger har besluttet mig for at arbejde noget mere ved at tage to freelance-jobs på én dag. For en uge siden fik jeg fire huller i maven som følge af en kikkertoperation skænket gratis af velfærdsmodellen, ligesom jeg også har taget min andel af pladsen i den offentlige psykiatri. Jeg har en plan om at vende tilbage til tilskuerrækkerne omkring klokken 16.30, hvor den almindelige danskers arbejdsdag som regel slutter, så jeg kan lave en ’how-it-started vs. how-it’s-going’ på åbningsdebatten.
Jeg blev inspireret til dette af en ny og god dansk film, jeg for nylig så (Det Store Glitch / Paradisets Børn). Her var en del af plottet, at en gruppe aktivister (gæt selv hvilken slags) havde puttet det aktive stof fra psykedeliske svampe i Folketingets drikkevand under netop åbningsdebatten. I starten havde stemningen været meget høj og god, før det ligesom vendte, og de folkevalgte skulle bæres ud på bårer. Jeg kan afsløre, at stemningen ikke var høj på noget tidspunkt af debatten. Faktisk så jeg ikke Lars Løkke Rasmussen kigge op fra sin mobiltelefon, medmindre han forlod Folketingssalen, hvilket imponerende nok gør ham mere mobilafhængig end de gymnasieelever, jeg nogle gange holder oplæg for, I ved, dem, der mistrives på grund af deres telefoner.
Ude foran har demonstrationen flyttet sig over på det andet fortov. Man har nu fundet skilte frem, der fortæller, at der demonstreres mod mistrivsel. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad udtrådte sko har med mistrivsel at gøre, måske handler det om, at de unge skal kigge mere op fra deres telefoner og opholde sig noget mere i naturen. Man er frygteligt glad for naturen i den kommunale psykiatri, der er ikke det problem, som en god gåtur i netop naturen ikke kan løse.
Da jeg omkring klokken 16 er på vej tilbage til Christiansborg, begynder det pludselig at gøre ondt i anklen, og jeg tager derfor en redaktionel beslutning om ikke at tage de 94 trin op til tilskuerrækkerne igen. I stedet vil følge med live på DRTV, hvilket ikke er optimalt, men when it rains, it pours, som man siger. Jeg kæmper mig hjem, placerer mig i sofaen og tænder for fjernsynet, hvor jeg åbenbart lige præcis er gået glip af Alex Vanopslaghs mic-drop, hvor han siger, at han nu vil gå på apoteket (for at købe coke på recept, forstås).
I stedet har Søren Pape Poulsen indtaget talerstolen. Der er tyndet markant ud i de deltagende folkevalgte, men Mette Frederiksen er der stadig. Det bliver stadig diskuteret, om danskerne skal arbejde mere eller mindre, men nu begynder min ankel at hæve op til tredobbelt størrelse. Det begynder at dunke, og det gør rent ud sagt pisseondt, meget mere smertefuldt end de førnævnte fire gratis huller i maven. Jeg indrømmer, at jeg mister fokus, og det sidste jeg hører, er Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, der snakker om voldtægt og tæsk, fordi De Konservative vil eftergive unge kriminelles gæld.
Jeg forsøger nu at lave en Snøvsen og hinke fra stuen ud på badeværelset for at hente min af velfærdsmodellens udleverede morfin, men det gør ondt i mine fire gratis huller i maven, når jeg hinker, så til sidst giver jeg op og begynder at græde. Da min forlovede kommer hjem, får jeg både piller og is på, det hjælper gevaldigt, og jeg føler mig klar til at genbesøge åbningsdebatten, denne gang på B.T.’s liveblog, som jeg generelt holder meget af. De lever i en liveblog på B.T., og jeg nød især den fra Andreas Mogensens tale til nationen fra rummet. Her kunne man blandt andet læse, at Andreas Mogensen så frem til at lege med maden sammen med sine astronautkollegaer, ligesom han svarede på en almindelig danskers spørgsmål om, »hvordan det eksistentielt føles som menneske at være så langt ude« (i rummet, tænker jeg, der menes). »Det er et interessant spørgsmål, for vi er jo ikke så langt væk, men alligevel føles det som om, at vi er langt væk«.
Man kunne også læse, at Andreas Mogensen var glad for rap, og at DR derfor havde kvitteret med at hyre Suspekt til at performe Proletar live fra taget af DR-byen (fordi det var tættere på det ydre rum, tænker jeg). B.T. lavede deres egen lille undersøgelse af, hvorvidt deres læsere syntes, at Himmelhunden havde været et mere passende sangvalg. Man kunne svare enten ’ja’, ’nej’ eller ’jeg er rimelig ligeglad’ til undersøgelsen. Mette Frederiksen nævnte i øvrigt selv Andreas Mogensen i sin åbningstale. Han har jo frekventeret sin andel af diverse universiteter, hvilket vel bare beviser, at hvis vi fortsat vil have danskere til at slå kolbøtter i rummet, så må vi ikke udhule universiteterne helt.
På B.T.’s liveblog kan jeg læse, at der nu bliver stillet kritiske spørgsmål i folketingssalen om Zetlands overraskende stykke graverjournalistik om mulig korruption i forbindelse med en havmøllepark. Det går ud over Lars Løkke Rasmussen, men det gør ikke så meget, når han ifølge sig selv er »fucking ligeglad« med, hvem der står for denne havmøllepark.
Han er generelt skidesur i øjeblikket, i hvert fald hidsede han sig også op overfor den Berlingske-journalist, der i kølvandet på Berlingskes »insinuerende og konspiratoriske« artikler om Udenrigsministeriets omfattende kontakt med Arla op til koranlovsforslaget, forsøgte at spørge ham ind til sagen. Det mest reelle Lars Løkke Rasmussen fik sagt i dét interview var, at man jo heldigvis stadig må brænde Berlingske. Måske skulle Lars Løkke Rasmussen gøre, som de voksne plejer at prædike til de unge: vær mindre på din telefon og mere ude i den virkelige verden for at deltage i foreningslivet. Gå til spejder, for eksempel.
Den følgende morgen kan jeg læse, at Jon Stephensen gik på talerstolen som den sidste for at tale om havmiljøet. Debatten ender med at vare 16 timer og 43 minutter. Man må sige, at Pia Kjærsgaard havde ret i sine udtalelser under Folketingets officielle åbning. Her påpegede hun, at arbejdet som folketingsmedlem bestemt ikke er et 9-16-job, heller ikke under den markant længere sommerferie end den almindelige danskers tre uger.
