Vil man stå på moralsk sikker grund skal man ikke henvende sig til en jurist

Man skal ikke lede ret længe i hverken opslagsværker eller på det store, vide internet, før det begynder at vrimle frem med ordsprog om advokater og juristers forkvaklede moral og mildest talt kreative forhold til alt fra sandhed til andre menneskers penge. »En advokats hovedkvalitet er den samme som en digters: at lyve,« skulle Ludvig Holberg efter sigende have sagt. »Advokater er de eneste, som ikke straffes for foragt for loven,« tilføjede Jeremy Bentham. »Jeg har aldrig været forelsket, jeg har altid været advokat,« sagde Ayn Rand, og selv Djævlen har, selvfølgelig fristes man til at sige, sagt noget spydigt om advokater. Et gammelt dansk ordsprog lyder: »Dyden i midten, sagde Djævlen og satte sig mellem to advokater«. 

Det skorter altså ikke på folkedybets vished om advokaters anløbne moral. Den skruppelløse sagfører uden etiske holdepunkter at navigere efter er vel nærmest en af vores mest udbredte kulturhistoriske klichéer. Og så har vi ikke engang nævnt Matadors Jørgen Varnæs, den retskafne bankdirektør Hans Christians dovne, letlevende, formueformøblende bror, men ja, manden er advokat, selvfølgelig er han det. For slet ikke at tale om værnemageren sagfører Skjold-Hansen, der udlejer sit garageanlæg til de tyske beseættelsestropper og tjener gode penge på det. 

Alligevel er det fortsat altid advokater, der tys til, når der skal foretages vurderinger af skandalesager, der rækker langt udover spørgsmålet om, hvorvidt der i en given sag er foregået ulovligheder. Et par eksempler: I hvilket omfang og præcist hvordan har Fagbevægelsens Hovedorganisations formand Lizette Risgaard opført sig grænseoverskridende? FH sætter gang i en advokatundersøgelse! Præcis hvordan har Naser Khader opført sig seksuelt grænseoverskridende over for en række kvinder igennem sit årtier lange arbejdsliv? Det Konservative Folkeparti sætter gang i en advokatundersøgelse! Hvordan og hvorfor har der været en usund mobbe- og voldskultur på Herlufsholm Kostskole igennem årtier? Herlufsholm sætter gang i en advokatundersøgelse! 

Det er, som om ethvert moralsk problem eller dilemma ikke kan diskuteres, uden at der kommer et stort advokatfirma ind over til at skrive en glittet rapport. Til adskillige tusind kroner i timen, naturligvis. Det virker til, at advokater har opnået en næsten mytisk status som moralske overdommere. Som en bekendt, der er advokat, bemærkede over for mig om advokatundersøgelsernes fremvækst i de senere år: Uanset deres juridiske værdi er de blot »endnu en pengemaskine for advokater i vores hyperkomplekse, Djøfiserede, moderne compliance-helvedesramte samfund.« 

Sagt lidt bramfrit er en advokatundersøgelse ikke mere værd, end det stykke papir, den er skrevet på. Man kunne i princippet få hvem som helst til at foretage en undersøgelse af, lad os bare sige, mobningen på Herlufsholm Kostskole. Nogle, der har forstand på mobning og pædagogik, for eksempel. En advokatundersøgelse har ikke større gyldighed end enhver anden undersøgelse, man beder nogen lave. Den er et partsindlæg, der intet har med lov og ret at gøre. Lovene i dette land udformes og vedtages immervæk ikke af advokater, men af regeringen og Folketinget, og kan betragtes som det bedste bud på, hvad vi som samfund mener er rigtigt og forkert. Det er ikke advokater, der bestemmer den slags, men lovgiverne – der er valgt af folket. 

Spørgsmålet er altså: Hvordan blev vores samfund dog så hyperkomplekst, Djøfiseret, moderne og compliance-helvedesramt? 

I virkeligheden er det måske et problem, der er svært at komme uden om. De lovkyndiges fremtrædende rolle i nutidens samfund er måske en helt uundgåelig bivirkning ved selve moderniteten. Det moderne samfund er et komplekst og bureaukratisk samfund, reguleret ned i mindre og mindre detaljer af love og regler. Sådan noget er et slaraffenland for advokater. Bagsiden er så, at hovedfokus bliver legalitet frem for etik. Om noget er lovligt snarere end om noget er moralsk forsvarligt. Som filosoffen Hannah Arendt (kontroversielt i nogles øjne) bemærkede, var nogle af de mest intense diskussioner i Det Tredje Rige de diskussioner, som forskellige jurister i den tyske statsadministration havde med hinanden for at gøre den såkaldte løsning af jødespørgsmålet til en legal løsning.  

Wannsee-konferencen, hvor den ”endelige løsning”, i form af systematisk udryddelse af folk med jødisk afstamning, blev besluttet, vrimlede med jurister. Det er påfaldende, bemærker Arendt i bogen Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet, i hvor høj grad diskussionerne om jødespørgsmålet var juridiske og ikke ideologiske i Det Tredje Rige. Underforstået: vil man stå på moralsk sikker grund, er det nok ikke en jurist, man som den første skal henvende sig til. Juraen kan som udgangspunkt ikke skelne mellem rigtigt og forkert. Holocaust var, ifølge de daværende (meget, meget problematiske) love, fuldt ud lovligt. Loven kender som udgangspunkt ingen moral. Moralen ligger et andet sted. 

Ifølge Bettina Lemann Kristiansen, juraprofessor ved Aarhus Universitet med speciale i retssociologi, er det compliance-helvedesramte samfund kulminationen på det, Jürgen Habermas kalder retliggørelse. 

»Det er en proces, der startede i 1500-tallet, hvor juraen breder sig til flere og flere områder af tilværelsen. Det gør samfundet nemmere at forvalte, men der er en bagside. Dels sker der det, Habermas kalder kolonisering af livsverdenen. Det enkelte menneskes liv bliver hegnet snævrere og snævrere ind af love og regler. Det skaber umyndiggørelse og apati. Desuden er der en risiko for, at man omklassificerer problemer fra at være sociale til at være juridiske. Det ser vi, når der bliver brugt advokatundersøgelser i sager, der snarere handler om etik og moral.« 

»Endnu en pengemaskine for advokater i vores hyperkomplekse, Djøfiserede, moderne compliance-helvedesramte samfund.« 

Advokatundersøgelser bliver altså brugt som en flugtvej for organisationer, der er ude af stand til at håndtere deres egne problemer, og sjældent som en metode til at få gennemført reelle ændringer. Lidt som når en chef, der udmærket ved, hvilke medarbejdere, vedkommende ønsker at fyre, beder McKinsey komme og foretage en analyse, der viser, at netop disse medarbejdere skal fyres. Det virker til, at inden der kan træffes en ledelsesmæssig beslutning, skal der bestilles en advokatundersøgelse. 

Problemet er, som Bettina Lemann Kristiansen påpeger, at moralske overvejelser bliver gjort til formelle diskussioner af juridisk art. På den måde omlokaliserer man diskussionen og fjerner de ofte sunde og nødvendige moralske overvejelser fra den. Men man kan ikke erstatte moralske samtaler med jura. Der er forskel på juridisk ulovligt og dermed strafbart, og forkert og dårlig opførsel. Det er ikke ulovligt at være et røvhul. 

Egentlig burde sagen være klar: er der sket ulovligheder? Så er det en sag for retssystemet, hvor der skal indgives anmeldelser og parterne kan hyre advokater. Er der sket noget, der er i strid med en virksomheds eller organisations interne regler? Så kan man som virksomhed egentlig bare foretage de skridt, der er basis for i de regler. For eksempel fyre folk eller suspendere dem. Det er i sagens natur ikke et spørgsmål om retssikkerhed, selvom det ofte påstås af krænker-apologeter rundtomkring. 

At den tiltagende brug af advokatundersøgelser mudrer både etikken og juraen til i en uhensigtsmæssig halv-juridisk suppe, er forhenværende TV-2-vært Jes Dorph Pedersens #metoo-sag et godt eksempel på. Inden han blev fyret, fik stationen foretaget en advokatundersøgelse, så man havde et, troede (eller håbede?) man, solidt juridisk grundlag at fyre manden på. I stedet er der nu sket det, at Jes Dorph har stævnet advokaten bag undersøgelsen for et millionbeløb for bagvaskelse. Havde TV-2 haft nogle ordentlige interne regler, og var det kommet til ledelsens kendskab, at Jes Dorph Pedersen havde brudt dem, kunne man bare selv have håndteret sagen. At der blev foretaget en advokatundersøgelse hjalp tydeligvis ikke nogen – udover det hyrede advokatkontors bundlinje. Lige indtil tingene begyndte at give bagslag, selvfølgelig. 

Ifølge juraprofessor Bettina Lemann Kristsensen er retliggørelsesprocessen, hvor juraen trænger sig ind på flere og flere områder af livet, resultatet af en uheldig vekselvirkning. På den ene side er det belejligt for den moderne stat, at alting bliver underlagt love og regler, fordi det gør samfundet mere håndterbart. På den anden side er der et pres nedefra, fra borgerne, for at få rettigheder knæsat i lovgivningen (tænk igen på alle de overraskende mange mennesker, der tror, #metoo skaber problemer for retssikkerheden, også når den på ingen måde gør det). Resultat: Flere og flere, mere og mere komplekse regelsæt og dermed en større og større rolle for jurister at spille. Som er hele livet, på arbejde og privat, noget man kan og skal bede en advokat om en vurdering af. 

Drømmen om det effektive samfund præget af ligebehandling medførte dermed nogle uhensigtsmæssige bivirkninger. Det er ikke bare nogle dumme og onde bureaukrater inde i statens centrale administrationskamre, der har skabt det her regelvælde. Det er os alle sammen. Vi tænker i rettigheder – det er en del af det moderne liv. Men det er ikke altid rettigheder, der er det mest relevante at tænke i. Det er, som om forventningen er, at der da må være en regel et eller andet sted, som man kan holde de, der gør sig skyldige i amoralske handlinger, op på. Men uanset hvor meget systemet er lykkedes med at kolonisere livsverdenen, er der stadig områder af livet, hvor man ikke kan få hjælp af en jurist. Hvor man bare må tænke sig om, danne sig selv moralsk. 

Der er stadig områder af livet, hvor man ikke kan få hjælp af en jurist. Hvor man bare må tænke sig om, danne sig selv moralsk. 

For Bettina Lemann Kristiansen betyder det, at der er en mere substantiel diskussion af juraens natur, der trænger til at blive taget. Hvis ikke man kan undgå, at juraen trænger sig ind på flere og flere områder af menneskelivet, kan man måske forsøge at gøre juraen mere hensigtsmæssig for samfundslivet. En god jurist er også en god etiker, forklarer hun. 

»Hvis man ser jura som ren metode og formalisme, er jeg enig i, at det er farligt. Så kan det ende helt galt – som det er sket historisk. Men det bliver hurtigt en reduktionistisk opfattelse af jura. For mig har den også et substantielt indhold, det er et fag med et etisk fundament. Man laver aldrig love på blank mark. Opgaven for en god jurist er at gøre sig det etiske fundament klart.« 

En god jurist vandrer ikke blindt rundt i en relativistisk værdiørken. Som den norske jurist Hans Petter Graver har vist i værket Judges Against Justice, er historien fuld af eksempler på dommere, der nægtede at følge deres lands love, fordi lovene var amoralske og i strid med basale menneskerettigheder. Der var dommere under nazitiden, der nægtede at dømme efter nazisternes love. Det samme var tilfældet under Sydafrikas apartheidstyre. 

Det var det, Arendt kritiserede det israelske retssystem (og den israelske regering) for i årene efter Anden Verdenskrig. I forhippelsen på at retsforfølge krigsforbrydere som Adolf Eichmann glemte man, at juraen netop ikke må blive et middel til at forfølge særlige politiske mål. Arendt kritiserede Israel for at opføre netop sådan en skueproces, der kendetegnede autoritære regimer som Det Tredje Rige. For Bettina Lemann Kristiansen bør det være en påmindelse til de juridiske fakulteter på universiteterne i dag: 

»Det centrale er, at vi uddanner jurister til at kunne andet og mere end at være gode metodikere. Der ser jeg nogle bekymrende tendenser i disse år, hvor jurastudiet bliver drejet væk fra de almene, teoretiske fag, henimod metode og praktiske færdigheder. Man uddanner i bredden, ikke i dybden. Det er en farlig tendens. Især i en tid, hvor retsstaten er under pres, også i lande her i Europa.« 

Juraens kolossale rolle i det moderne samfund er uomgængelig, den bliver nok ikke rullet tilbage lige foreløbig. Det behøver ikke være et problem, hvis blot juristerne holder fast i at danne sig selv moralsk og ikke forfalde til tom formalisme. Og måske heller ikke påtager sig vellønnede tjanser, som virksomheder og organisationer ønsker at hyre dem til, blot fordi ordet advokat klinger af ordentlighed. I en retssag er der en klar arbejdsdeling. Advokaterne foretager alverdens badutspring for at vinde på vegne af deres klienter, mens dommeren og juryen foretager domfældelsen og strafudmålingen. Men uden for retslokalerne bliver advokater rask væk brugt, som var de dommere. Men, som min hemmelige advokat-bekendte også forklarede, advokater vil altid være advokater: 

»Uanset hvor meget advokatsamfundet – og kammeradvokaten – måtte bedyre det modsatte, så er det yderst sjældent, at en advokatundersøgelse kommer med andet resultat end det, som passer i opdragsgiverens kommunikationsstrategi. Så i den forstand er der tale om blåstempling i stil med konsulentrapporter generelt.«