Ånden i maskinen

Legende børn på Enghave Plads, Peter Hansen, 1907

Feature

01.06.23

Velfærdsstaten har en åndelig og moralsk kerne med rødder i den lutherske kristendom. Men i takt med at den bureaukratiske kompleksitet er blevet øget, er omsorgens moralske base blevet mindre synlig. Problemet er, at den udvikling gradvist har fået befolkningens oplevelse af at tilhøre et værdibåret fællesskab til at svinde ind. Spørgsmålet er, om systemet kan bære, at borgerne i mindre grad kan mærke, hvorfor det findes?

Alexander Rich Henningsen

Henrik Stangerups roman Manden, der ville være skyldig handler om forfatteren Torben, der i en whiskybrandert slår sin hustru ihjel. Efterfølgende bliver han hverken dømt eller sat i fængsel, men derimod behandlet som et offer af velfærdsstatens pædagoger og bevidsthedssociologer. Han er uligevægtig, mener de offentligt ansatte. Han kan ikke stilles til ansvar for sin handling, det var omstændighederne, der fik ham til at gøre det. Alle mennesker er inderst inde gode, også Torben.

I Stangerups skrækudgave fra 1972 af en almægtig, blød velfærdsstat, må ondskaben ikke findes. Alt skal være opbyggeligt. Mennesker bor i superblokke, kunsten er blevet samfundstilvendt og nyttig. Hvis man vil have børn, skal man erhverve sig et mor-far-kort. Det går ikke, at ustabile mennesker får børn. Alle træer er gået ud på grund af kemiske dampe og vejsalt. Søerne i København er omdannet til parkeringspladser. Det er der gode, fornuftige grunde til. Engang var Torben forfatter til eksistentielle romaner, siden gik det ned ad bakke, og han måtte sø