Ånden i maskinen

Henrik Stangerups roman Manden, der ville være skyldig handler om forfatteren Torben, der i en whiskybrandert slår sin hustru ihjel. Efterfølgende bliver han hverken dømt eller sat i fængsel, men derimod behandlet som et offer af velfærdsstatens pædagoger og bevidsthedssociologer. Han er uligevægtig, mener de offentligt ansatte. Han kan ikke stilles til ansvar for sin handling, det var omstændighederne, der fik ham til at gøre det. Alle mennesker er inderst inde gode, også Torben. 

I Stangerups skrækudgave fra 1972 af en almægtig, blød velfærdsstat, må ondskaben ikke findes. Alt skal være opbyggeligt. Mennesker bor i superblokke, kunsten er blevet samfundstilvendt og nyttig. Hvis man vil have børn, skal man erhverve sig et mor-far-kort. Det går ikke, at ustabile mennesker får børn. Alle træer er gået ud på grund af kemiske dampe og vejsalt. Søerne i København er omdannet til parkeringspladser. Det er der gode, fornuftige grunde til. Engang var Torben forfatter til eksistentielle romaner, siden gik det ned ad bakke, og han måtte søge arbejde i SPRAT: Sprogrationaliseringsinstituttet. Her arbejder mennesker, der kan noget med ord, på at gøre sproget mere positivt i tonen. 

Stangerups bog handler om en velfærdsstatslig nyttetænkning, der var kammet over. Han reagerede på et samfund, hvor det enkelte menneske ifølge ham blev presset til at være en disciplineret, uselvstændig, produktiv del af samfundsmaskineriet, ikke et selvrealiserende væsen. Systemet måtte videreføres for enhver pris. Det var jo et godt system, det kunne der ikke være nogen tvivl om. Som Stangerups samtidige forfatterkollega Villy Sørensen skrev i essaysamlingen Uden mål – og med fra 1973: »Samfundet er blevet så kompliceret, at politikere og teknokrater farer omkring for at pusle om detaljerne og forbedre maskinens enkeltdele - uden at der bliver tid til det generelle overblik og til tanker om, hvad vi egentlig ønsker at bruge maskinen til.« 

Underforstået: Selvom man i efterkrigstiden havde fået stablet noget nær den perfekte socialdemokratiske vision på benene, manglede der stadig noget. At leve i en velfærdsstat var ikke nogen garanti for, at ens liv blev meningsfuldt, mente Sørensen, der måtte noget mere til. 

Det har på en måde altid været velfærdsstatens problem, at den er god til det materielle, men dårlig til det åndelige. 

 

Lasse Horne Kjældgaard er litterat og direktør i Carlsbergfonden, og i 2018 udgav han doktordisputatsen Meningen med velfærdsstaten, der skildrer de idédebatter, der omgav velfærdsstaten fra dens fødsel. Ifølge Kjældgaard havde både Stangerup og Sørensen fat i noget centralt i deres velfærdsstatskarakteristikker. Det har på en måde altid været – og er fortsat – velfærdsstatens problem, at den er god til det materielle, men dårlig til det åndelige.  

Udviklingen af velfærdsstaten var også en moderniseringsproces, og moderniseringsprocessen er, som sociologen Max Weber allerede påpegede i begyndelsen af 1900-tallet, karakteriseret ved en affortryllelse af verden. I det moderne bliver verden mindre magisk, mere maskinel og flad. Fænomener som statistik, evidens, standardisering gjorde deres indtog. Det skete også i den danske velfærdsstat. Tingene skulle rationaliseres. Ellers kunne man ikke drive den offentlige sektor på en tilpas effektiv måde. 

»Velfærdsstaten blev bygget på baggrund af en kulturdebat om, hvad vi ville med det her samfund. Men i takt med, at man i 1970erne opdagede, at det offentlige forbrug løb løbsk, kom der et helt nødvendigt økonomisk fokus i debatten. Det har så holdt ved lige siden. Og der kunne man godt ønske sig, at den økonomiske debat, der uden tvivl skal være der, blev suppleret af en debat om meningen og formålet med velfærdsstaten.« 

Ifølge Lasse Horne Kjældgaard blev der faktisk gjort ganske vedholdende forsøg på at skabe en åndelig velfærdsstat, især fra socialdemokraterne, men det fes ud i ingenting. Blandt andet efter kritik af en for instrumentalistisk tilgang til kulturen fra folk som Villy Sørensen og kritik af en almægtig, moralsk overlegen opdragerstat fra folk som Henrik Stangerup. Det var, som om det meningsfulde og det socialdemokratiske aldrig rigtig fik lov at gå hånd i hånd. 

»Man skabte en åndelig overbygning på velfærdsstaten, der var enormt ambitiøs. Men oprettelsen af kulturministeriet og kunststøtten affødte voldsomme protester, blandt andet i form af rindalismen. Mange af de involverede i ungdomsoprøret var også ganske kritiske over for, at staten skulle opdrage borgerne på den måde. Den voldsomme modstand dengang, tror jeg også var med til at få velfærdsstatens mere humanistiske dimension til at strande.« 

Spørgsmålet er dog, om den socialdemokratiske sammensvejsning af velfærdsstat og åndelighed ikke var dømt til at strande. Julius Bomholt, landets første kulturminister, og de andre mere intellektuelt sindede socialdemokrater gjorde sig måske ikke helt klart, hvor stærke historiske kræfter de var oppe imod.  

Ifølge Nina Javette Koefoed, historiker og leder af LUMEN – Center for The Study of Lutheran Theology and Confessional Societies ved Aarhus Universitet, er den danske velfærdsstat nemlig præget af et århundredgammelt mellemværende med den protestantiske kaldstanke. I 2021 udgav Koefoed og kollegaen Bo Christian Holm bogen Pligt og omsorg, der ifølge forfatterne »viser, hvordan den kristne kulturarv og luthersk teologi har præget det danske samfund på områder, vi ikke umiddelbart forstår som religiøse«. Velfærdsstaten har dybe religiøse rødder. Den bygger på en kristen næstekærlighedsetik. Udfordringen er så, forklarer Koefoed, at det religiøse ophav gradvist er blevet udgrænset. Og man kan ikke bare sætte et socialdemokratisk kulturministerium i stedet, sådan fungerer tingene ikke. 

»Velfærdsstatens rødder rækker faktisk helt tilbage til Reformationen, hvor man med Lutherdommen flyttede ansvaret for den enkeltes frelse over i kongeligt regi. Efter reformationen blev det statens ansvar, at den enkelte fik mulighed for at lære troen at kende, og dermed opnå frelse. Det startede altså med en religiøs etik, koblet op på en frelsertanke, som blev gjort statslig. Det betød, at den religiøse etik over årene, især efter demokratiets indførelse, er gledet mere og mere ud,« forklarer Nina Javette Koefoed. 

Det er snarere Luthers skyld end Mette Frederiksens. 

Hvor lidt der efterhånden er tilbage af det oprindelige åndelige grundlag, Nina Javette Koefoed beskriver, vidner den nye SMV-regerings arbejdsgrundlag om. Under overskriften En regering i arbejdstøjet skriver den i indledningen til regeringsgrundlaget: 

»Kriserne griber ind i hinanden. Og forstærker hinanden. Vi kan hurtigt miste grebet om dem og om økonomien, hvis vi træffer de forkerte beslutninger – eller undlader at træffe de rigtige beslutninger. Det vil få stor betydning for vores børn og børnebørn, hvis vi som politikere svigter vores ansvar i disse år. For selvom vi i Danmark har en solid og holdbar økonomi med høj beskæftigelse, så er vi strukturelt udfordret.« 

Når Henrik Stangerup og Villy Sørensen i 1970erne kritiserede velfærdsstaten for mangel på ånd, og når den nytiltrådte socialdemokratisk ledede SMV-regering her 50 år senere stadig ikke formår at fremlægge meget andet end planer, der skal tage hånd om de strukturelle udfordringer, er der altså dybe historiske dynamikker bag. Det kan næsten virke, som om der er noget i selve velfærdsstatens kerne, dens grundlæggende funktionsmåde, der umuliggør, at det er et åndeligt projekt.  

På den måde er det næsten lidt for nemt at kritisere nutidens politikere og embedsfolk for at repræsentere et åndløst system. I den forstand er det snarere Luthers skyld end Mette Frederiksens, at en dansk regering anno 2023 primært er optaget af, Danmark er »strukturelt udfordret«. Det var Luther, der med Reformationen igangsatte den verdsliggørelse af næstekærligheden, der præger velfærdsstaten den dag i dag. 

Der kan altid klemmes en djøffer mere ind. 

»Ved at gøre næstekærlighed til et statsligt anliggende, fjernede man også den enkeltes direkte ansvar over for næsten. Man fjernede den tætte, personlige relation i udøvelsen af omsorg og næstekærlighed. Det åbnede hurtigt for, at omsorgen for de svageste blev mere maskinel,« siger Nina Javette Koefoed. 

Meningsløs kompleksitet 

I dag er velfærdsstatens udøvelse af omsorg så ikke længere blot en maskinel størrelse, men også en særdeles kompliceret affære. Velfærdsstaten var, som Villy Sørensen skrev, allerede i 1970erne et stort og komplekst system, som statens teknokrater brugte alle deres kræfter på at holde kørende. I dag er det kun blevet værre. Samtlige regeringer i de sidste adskillige årtier har gjort det til en hovedprioritet at luge ud i bureaukratiet. Den nye SMV-regering er ingen undtagelse med sin nedsættelse af eksempelvis en sundhedsstrukturkommission, der skal gentænke sundhedsvæsenets indretning.  

For selvom man i 1970erne satte sig for at få styr på økonomien – og fik det – blev velfærdsstaten ikke mindre. Den har aldrig været større, end den er nu. Den er bare mere økonomisk bæredygtig end i 1970erne. Blandt andet fordi man formåede at løfte befolkningens produktivitet og øge mængden af år, en gennemsnitsdansker bruger på arbejdsmarkedet. Alt sammen ved at foretage massive investeringer i uddannelse og sundhed. Det har skabt en stat, der er et fintunet serviceorgan med hundredtusindvis af ansatte. Lidt som en stor virksomhed, specialiseret i administration. Og som den britiske antropolog Mark Graeber påpegede i bogen Rules, har bureaukratier til alle tider haft tendens til at vokse, ikke til at skrumpe. Uanset hvor meget man prøver, er det nærmest umuligt at rulle bureaukrati tilbage, når først det er der. Der kan altid klemmes en djøffer mere ind, når den næste arbejdsudbudsreform er gennemført. Hvorefter nye arbejdsudbudsreformer kan igangsættes. Systemet fodrer sig selv. 

»Man kunne godt ønske sig, at den økonomiske debat, der uden tvivl skal være der, blev suppleret af en debat om meningen og formålet med velfærdsstaten.« 

Det er altså udviklingen: mens velfærdstatens åndelige ophav i form af den protestantiske kaldsetik fortoner sig mere og mere i de historiske tåger, vokser bureaukratiet. Det virker næsten som et omvendt proportionalt forhold: I takt med åndelighedens forsvinden, øges den bureaukratiske kompleksitet. 

Den udvikling har forfatteren Lars Frost dedikeret en stor del af sit virke til at skildre i skønlitterær form. Som en senmoderne udgave af Henrik Stangerup skriver han i trilogien Med sværd og knipler om et samfund (og nogle indbyggere i dette samfund), der har tabt det store, forkromede formål af syne. Nu basker folk bare rundt uden mål og med. Vi møder 00ernes Lasse i romanen Smukke biler efter krigen, der er dum turist på Island, og når han ikke er på Island fører lange, højtravende samtaler om politik på københavnske værtshuse. Men hans liv fører ikke nogen vegne, det fiser ligesom ud i ingenting. Der er Erik fra romanen Ubevidst rødgang, ingeniøren i 1970erne, der skal være med til at bygge Danmark op (helt konkret, i form af broer af beton), men som flygter fra det hele til Italien. Og der er politikvinden Mathilde, der i en ikke helt fjern fremtid i romanen Skønvirke halvhjertet, meget halvhjertet endda, forsøger at opklare nogle bestialske drab på mænd. Uanset hvilket velfærdsstatsmenneske, Frost skriver om, laver vedkommende skuddermudder i tingene – både for sig selv og sine omgivelser. Det er, som om det moderne liv i Danmark hos Lars Frost er blevet en slags umulighed. 

»Da jeg skrev mine velfærdsbøger i 00erne, var det motiveret af et skift i debatten. Pludselig talte politikere kun om, at borgerne havde en opgave med at bevare velfærdsstaten. Det provokerede mig. I dag synes jeg, der er kommet større kritisk bevidsthed. Men det bliver ofte en kamp for særinteresser, det er lidt for individuelt til min smag. Hvis alle os, der ejer ladcykler, begyndte at kæmpe for afskaffelsen af kantsten, fordi vi ikke kan komme over dem – det går jo ikke. På Stangerups tid har jeg indtryk af, at forfatterne var med til at forme en debat om, hvordan samfundet skulle se ud. Forskellen er så også, at vi i dag er vidne til en afvikling, ikke en udvikling af velfærden.« 

I det moderne bliver verden mindre magisk, mere maskinel og flad. 

For Lars Frost er det lidt som at slå i en meget stor dyne at være en forfatter, der gerne vil debattere retningen for velfærdsstaten på et lidt mere generelt plan. Begynder man at pege på velfærdsstatens mere abstrakte, værdimæssige perspektiver (eller mangel på samme), er det svært at trænge igennem. Velfærdsstaten er simpelthen blevet så stor og uigennemtrængelig, ja, altomsluttende for borgere i Danmarks liv, at det er svært at få greb om. Det er, som om læserne ikke orker det. 

»Det er lidt besværligt både at skrive og at læse om noget, der er så komplekst, som velfærdsstaten er i dag. Så er det nemmere som forfatter at skrive om sit eget sjæleliv. Og læserne vil også hellere læse den slags bøger, tror jeg. Og jeg forstår da også godt, at det kan være irriterende at læse en kompliceret historie om livet i en kompliceret velfærdsstat, skrevet af nogen, der egentlig ikke har nogen forstand på tingene, som for eksempel mig selv,« forklarer Lars Frost. 

På sin vis måde er historien om velfærdsstaten altså en historie om, hvad der sker med religiøse værdier, når de bliver verdsliggjort og trukket ind i et bureaukratisk system. Værdierne er der stadig et sted, dybt inde, men i forvansket form. Systemet har ændret dem, sløret og fragmenteret dem. Det virkede ellers smart nok: Ved at få staten til at yde næstekærlighed, sikrede vi os, at alle, der har behov, får den omsorg, de har brug for, og ingen bliver ladt i stikken. Hjælpen til de svageste blev formaliseret. Der kom universelle rettigheder. Problemet er, at den udvikling gradvist har fået befolkningens oplevelse af at tilhøre et værdibåret fællesskab til at svinde ind. I dag tales der ofte om, at den stigende ulighed får det danske tillidssamfund til at forvitre, fordi der bliver længere imellem folk. Men det er en materiel forklaring. Der er naturligvis også et bud på en åndelig forklaring på den udvikling. Som Nina Javette Koefoed forklarer: 

»Hele vejen op igennem moderniteten, og især det tyvende århundrede, har vi set, at befolkningens forbindelse til kristendommen er kommet under pres. I dag lever vi i et langt mere multikulturelt og sekulært samfund. Det store spørgsmål er, hvordan vi i sådan et samfund stadig kan finde en mening med velfærdsstaten? Hvordan kan vi vedligeholde det moralske fællesskab, der er grundlaget? Det er blevet langt sværere.« 

Et sted at starte, hvis man skulle forsøge at genopdage meningen med den samfundsindretning, vi har fået skabt os, kunne være at se bagud i stedet for frem. Det er ikke givet, at velfærdsstaten er åndløs – selvom Henrik Stangerup måske mente det. I dag modellerer embedsværket fremtiden med store og komplekse økonomiske fremskrivningsmodeller for at se, om det danske nationalregnskab hænger sammen om 100 år. Men måske kigger man den helt forkerte vej, hvis målet er at fremtidssikre en velfærdsstat, alle kan se sig selv i. En stat, hvis primære formål er at yde respektfuld omsorg for sin befolkning, snarere end blot at være et selvfodrende bureaukratisk system. Måske skal vi glemme fremtiden for en stund og prøve at reflektere lidt over velfærdsstatens oprindelige rødder. 

»Som historiker synes jeg altid, man bør se tilbage og undersøge, hvor meningen kom fra før i tiden. Jeg siger ikke, at vi skal vende retur til et samfund, hvor kristendommen fylder så meget som i 1800-tallet og tidligere, hvor alle skoleelever skulle læse Luthers katekismus. Men vi kan måske lære noget af, hvordan mennesker skabte mening med tingene førhen,« siger Nina Javette Koefoed.