Tryghed og stabilitet er vigtigt for dem, der nyder godt af status quo
Det netop overståede folketingsvalg har dybest set handlet om, hvem der kunne fremstå mest midtsøgende. Hvem der havde svarene på velfærdsstatens store udfordringer. Hvem der vil føre den bedste politik for hele Danmark. Det er i hvert fald det, de store, seriøse magtpartier har fokuseret på. Det er det, der har virket for valgets store vinder, Socialdemokratiet. Trygt igennem usikre tider. Den slags.
Men hvad betyder ”midtsøgende” egentlig? Bedømt på de politiske udspil fra de store magtbærende partier i løbet af valgkampen betyder midtsøgende i virkeligheden ældretækkende. Valgkampen har dybest set handlet om at kapre de gamle, store årganges stemmer. Ved valget var over halvdelen af de stemmeberettigede over 50. To tredjedele var over 40.
Det er sådan noget, der gør, at diskussionen om, hvorvidt Moderaterne ville afskaffe folkepensionen, blev et af slutspillets centrale omdrejningspunkter. Det er sådan noget, der gør, at sundhedsvæsenet blev et altoverskyggende tema, fremfor klimakrisen, selvom man med god ret kan spørge, om krisen i sundhedsvæsenet egentlig kan måle sig med klima- og naturkrisen, sådan for alvor. Det er sådan noget, der gør, at manglen på SoSu-as