Det lovede land

På tredjedagen begyndte vores tur at skifte karakter. Inden da havde den faktisk været dejlig. Vi hang ud i caféerne ved Carmel ​Market ​​i Tel Aviv, hvor unge og smukke mennesker læste bøger og rullede joints. Vi sad på plasticstole på vores airbnb-terrasse, hvor aircondition-anlægget trak et gammelt spor af vand henover fliserne, nippede Jaffa-appelsinjuice og så ned på grupper af amerikanske og israelske turister, der blev ledt gennem den gamle bymidte.​ 

Intet i byen mindede én om krigen, undtagen IDF-hættetrøjer til salg i børnestørrelser og nogle familier, som valgte at tage deres AR-15 rifler med på indkøb. 

Der skulle være pride næste fredag, og folk fra hele verden var fløjet ind og fyldte allerede gaderne. Det meste af byen var overhængt med faner, som kombinerede davidsstjernen og regnbueflaget på forskellige kreative måder. Militæret var ved at sikre en korridor gennem byen til optoget. Dagen inden havde samme militær rykket en konvoj ind i Ramallah på den besatte Vestbred for at ødelægge et hus i en såkaldt domicide-aktion. Tre døde. Inden da havde et af deres fly affyret et missil ind i Gaza by. 

Vi lagde os på en græsplæne ved en parkeringskælder og så op på svaler og hibiscustræer. Vi diskuterede den kommende tur med en følelse af, at vi skulle lade op, så meget vi kunne. Skal vi tage myggenet med? Vi havde bevidst ikke taget campingudstyr med camouflagemønster med, da vi tænkte, at det ville sende de forkerte signaler i en konfliktzone. Vi havde prøvet at leje en scooter, men havde fået at vide, at hvis vi kørte en scooter på israelske plader ind i de palæstinensiske områder, kunne folk prøve at få os ud i et trafikuheld, mens vi kørte. Tanken om, at folk bevidst vil få én til at køre galt, var ny for mig. Tanken om en apartheidstat, som elsker pride, microdosing-fællesskaber og vegansk sushi leveret med Wolt-bud var ny for mig. 

På tredjedagen pakkede vi vores tasker og tog en bus hen til Hizma Checkpoint uden for Jerusalem og krydsede den såkaldte 1949 Armistice Line i en betontunnel over jorden. 

Her stoppede vores tur med at være en almindelig ferie, og vi fortsatte ind i de palæstinensiske territorier på Vestbredden, et rige, hvor champagne-emojis ikke betyder fest, men molotovcocktail, hvor plakatstandere bliver brugt til at annoncere martyrer og stikkere, og hvor man ikke laver køkkenhave for sjov. 

Selvom vores visa var stemplet NOT PERMITTED TO WORK var det præcis, hvad vi var kommet for at gøre. 

Emnet, jeg vil prøve at beskrive her, er så mærkeligt, blodigt, sørgeligt, fragmenteret (som en detoneret bombe), at jeg har det sådan, mens jeg sidder og skriver det her, at det ville være nærmest vulgært at arrangere det i en nydelig lille tekst. Det må komme i stykker af information og forståelse, som det gjorde for os. 

I Danmark lå konflikten (som hos de fleste andre) et sted bagerst i min bevidsthed. Skal jeg købe økologiske dadler produceret i Israel fra SuperBrugsen eller sprøjtede palæstinensiske dadler fra bazaaren i Nordvest? Skal jeg udføre endnu en omgang armchair activism og dele et opslag, når alle mine venner herinde er enige med mig? 

Da jeg for et par år siden på workaway.org opdagede grønsagsfarmen Om Sleiman, som ligger på Vestbredden og bliver kørt efter en Community Supported Agriculture (CSA)-model, var jeg lidt på vej derned. 

Så kom lockdown. Så skyllede endnu en konflikt ind over området, den voldsspiral, der vender tilbage med uforudsigelige mellemrum som et slags tilbagevendende vejrfænomen. Stories med IDF-styrker i de flygtningelejre, der for længest er blevet til slumbyer. En af tropperne, der står med foden ovenpå en gammel mand, der ligger i benlås. Unge palæstinensiske mænd, der poserer med PSL-rifler, taktisk gear og grønne bånd om hovedet. Den farve, der i islam har en særlig betydning af liv, ungdom, håb og engle. Jeg fik ondt i maven. Jeg vidste, at der ville dø mange flere af dem end af israelerne, for det gør der altid. 

En del af mig, min indre hippie, fik lyst til at sætte kornblomster og lathyrus og natlevkøj ned i geværløbene og få dem allesammen til at danse rundt i en rundkreds. Jeg ved, at det ikke er min fred at erklære, og jeg ved at freden er særligt vanskelig i den her konflikt, hvor den flere gange er blevet brugt som informationsvåben. Men jeg havde en intuitiv følelse af, at grønt og planter på en eller anden måde ville være en slags modgift til volden.  

At det, som lader til at være en religiøs og racistisk krig, i virkeligheden handler om, at landet er ved at miste sin frugtbarhed. 

At Israel for længst har integreret pesticider i krigsførelsen i deres herbicidal warfare-kampagner imod gamle palæstinensiske olivenplantager ​(crop duster-fly der flyver langs grænsen og tømmer store mængder af pesticidet glyphosat ud i vinden), og samtidig kontrollerer mængden og kvaliteten af fødevarer tilgængelig for palæstinenserne, viser, at fødevareproduktion, sundhed og ernæring er blevet til en del af krigen.​ 

I den her virkelighed har det at få gode og sunde grøntsager til at gro på den støvede jord på Vestbredden fået et andet livsvigtigt imperativ. Her er ting som regenerative køkkenhaver og månedlige grøntsagskasser med bladbeder og tomater ikke et luksus- eller statussymbol, men en del af en krigsførsel. En krig, som for palæstinenserne i højere og højere grad handler om at få en hverdag til at fungere.  

Jeg skrev til Om Sleiman, at jeg var vokset op i et landbrug og gerne ville komme og hjælpe med en ven. Jeg blev ringet op af en, der præsenterede sig som Bubu, fra et fransk nummer på Whatsapp. Han fortalte, hvilken historie vi skulle fortælle »jøderne« for at komme ind i landet. Han sagde, at vi skulle begrænse vores kommunikation til Telegram eller Signal og gøre rent på vores apps inden flyet. 

Vi har været her i en uge, og dagene er allerede begyndt at flyde sammen i arbejde, korte pauser og søvn. Vi vågner tidligt om morgenen og går ud med en kop kaffe i hånden for at inspicere bedene. 

Langs farmen løber det NATO-tråd og beton, som adskiller os fra Israel i den otte meter høje såkaldte West Bank Barrier. På den anden side af muren rejser den ultra-ortodokse bosættelse Modi'in Ilit sig op i 12 etagers højhuse og byggelarm. Nogle børn fra landsbyen har brændt en masse dæk af derovre og gjort muren sort. 

Jeg følger i hælene på Rarad med en notesblok i hånden, og skriver de ting ned, vi skal gøre. Høst artiskokker. Tjek. Genplant persille. Tjek. 

Om små tre uger skal abonnenterne have deres kasser med grøntsager, og vi er allerede en smule bagefter. Vi høster løbende for at få maksimalt output. Vi vander let tre gange om dagen i A og E, hvor vandingscomputeren er gået i stå. Den indfødte zaatar-plante er fordelt imellem afgrøderne for at tiltrække bestøvere. 

Da vi jager en gadehund ud af matriklen, opdager Jack og jeg, at vandslangen langs hegnet i A har et læk. Solens stråler ødelægger alt plastik. Vi lukker af for vandet i den sektor. 

Alle ved, at hvert år bliver tørrere end det sidste, og det er ikke længere muligt at opsamle regnvand nok. 

Når vi holder pause og snakker, kommer den nye hvalp, Assad, over og logrer. 

Vi har lovet ikke at kæle med ham eller give ham godbidder, selvom det er svært. Han skal lære at fange rotter og gø, når der kommer nogen. Han skal lære at blive en palæstinensisk hund. Det er en af reglerne her, ligesom man ikke skal efterlade mad ude til rotterne, ligesom vi ikke skal vinke tilbage IDF-soldaterne, hvis de vinker til os, det skal ikke “normaliseres”. 

Folk snakker og griner hele dagen. En af canadierne har en Bluetooth-højtaler med ud i marken og spiller Black Flag. Det må være det, der hedder et “godt arbejdsmiljø”. Vi står stille midt i arbejdet og smiler, imens Anram tager et billede af os. Jeg har forstået, at farmen og det at være her er en del af en informationskrig. At vores tilstedeværelse som hvide fungerer som en buffer for palæstinenserne. 

Når vi har fri, går vi (landmandstrætte) ned i byen og får en juice.  

Gadehunden Bella kommer ud af sin hule (et fleecetæppe inde i en rulle NATO-tråd) og følger efter os. Himlen køler af, og vi kan høre aftenbønnen. 

Vi går forbi mindetavlen, der fortæller om Bassems sidste dag på jorden. Hvordan han kørte til Ramallah for at købe en ananas til en lille pige, da der ikke var nogen tilbage i landsbyen. Og hvordan han (i tråd med det arabiske ideal) brugte formiddagen på at se til gamle mennesker i byen, og spørge dem hvordan det gik, og tjekke at de tog deres medicin. Hvordan han senere, til demonstrationen, fik et hjertestop da han blev skudt af en tåregasgranat på klos hold, da han forsøgte at råbe til soldaterne, at der var nogle geder der var i fare for at blive ramt. 

Bella sætter sig og gnaver i sin hale, imens vi drikker juice og læser. 

Jeg ved fra byen, at Bassems søster Yawaher siden også blev dræbt, og at hans bror, Ahmed, som styrer et fritidshjem, fik tæsk og knust sit ben af IDF sidste måned. Jeg mødte ham forleden med krykker og knæskinne. 

Vi stopper, da vi bliver inviteret til myntethe hos en lille familie, der sidder på plasticstole på gaden og slapper af.

Jeg prøver at holde hunden væk fra dem. Børnene er både nysgerrige og bange for den. Ham, der sidder i kørestol, spørger med hænderne, om jeg har en cigaret, og jeg rækker ham en bøjet Gauloise, min sidste. Jeg prøver ikke at kigge på hans ar. Jeg ved godt, at det er ham, der blev ramt i halsen af en af de berygtede butterfly-kugler for nogle år siden. Jeg prøver at lade være med at kigge på hans ben, som er blevet helt tynde af ikke at blive brugt. Vi nøjes med at sippe the og grine af familiens børn, som hopper ovenpå en gammel bil. 

Næste morgen kører vi på igen. Vandmelonerne er begyndt at stikke lange, grønne følere ud på stien. Vi løfter dem forsigtigt ind igen. De har fået små vandmeloner, og Naheda siger, hun synes de er søde. De ser sunde ud, det, som på gammelt bonde-dansk hedder “strunk”. 

Vi styner akacierne. Tjek. De skal give halvskygge til chilierne, ikke helskygge, og nipper nogle af aubergine-blomsterne af, så de koncentrerer deres kraft på færre frugter. 

Imens vi beskærer oliventræerne på en skrænt, finder Peter hvad der lader til at være en afsikret, udetoneret fragmentationsgranat. Vi går op og holder en pause på det. Vi bliver nødt til at identificere typen af granat, inden vi kan arbejde videre. Specielt fordi Peter pillede ved den. Vi prøver med billedsøgninger, men søgemaskinen insisterer på, at det er en shaman-tromme vi har fundet. Det er ikke en shaman-tromme, det er en håndgranat. Jack skriver til en han kender i det canadiske militær.  

Hvad ellers? 

Sidste uge slap en flok vildsvin ind på matriklen, men skaderne er heldigvis begrænsede. Hundene gjorde deres job. Problemet står nu som et punkt på whiteboardet i fællesrummet på arabisk og engelsk:  

Boar Alarm system on fence Bean cans wire 

Sammen med andre gøremål: 

HOOKS (every 3 meters) 

Yellow mulch on beds 

Green mulch on pats 

HARVEST 

green beans E 

Zucchini E/G/H 

Passionfruit  

Vi kigger på gøremålene på tavlen og snakker, imens vi får nogle kopnudler. Vi løser problemerne, efterhånden som de kommer. 

Om aftenen mødes vi i fællesrummet (der er bygget af gamle café-glasdøre) til måltider, der har noget simpelt, men nadver-agtigt over sig. Vi spiser mest farmens grøntsager og honning. Jagtedderkoppen Jackpot kommer frem fra sin hule under whiteboardet og går sin runde på væggene. Vi har lovet hinanden ikke at gøre den noget, selvom den er klam og behåret, fordi den holder rummet fri for fluer. 

Om aftenen er det bedst at krybe ind i sit telt, inden myggene bliver aktive. Vi ligger og tjekker telefoner og stener, indtil vi døser hen. Et mærkeligt formet fly ligger langt oppe i himlen og laver cirkler over området, for anden dag i træk. 

Jeg kan ikke sove den her nat og går ud til cikaderne. 

Jeg finder de fire studerende fra universitetet i Ramallah, som sidder på tæpper og spiller kort ved muldtoilettet. De er her for at skrive om community psychology.  

De spørger, om jeg vil være med til at spille Uno. Vi spiller, i lyset fra bosætternes højhuse. På et tidspunkt indrømmer de, at de er fulde. En af dem fisker en hemmelig flaske Gin og Schweppes op af dametasken og spørger, om jeg vil være med til at synde. Vi drikker og spiller kort.  

Til sidst er Naheda og jeg alene tilbage. Vi kigger op på stjernerne og satelitterne. 

Hun siger,  

»Jeg elsker havet! Det er så tæt på, men jeg har ikke været der, siden jeg var lille. Jeg har haft muligheder for at komme ind og arbejde for besætterne på Jerusalem-ID, men jeg har forklaret min familie, at jeg aldrig vil kunne gøre det. De har haft svært ved at acceptere det, men jeg ville aldrig kunne arbejde for de mennesker… Jeg er fuld.« 

Og jeg nikker, uden helt at forstå alt hvad hun siger. 

Næste dag går jeg runden sammen med Anram og Peter. Ovre fra bosættelsen kan vi høre larm fra byggepladser og børn på vej i skole. De spiller et israelsk popnummer derovre, og Albert har det allerede på hjernen. 

En hestebønne-plante har blanke, sorte bladlus over det hele. Vi hiver den op med rode og bærer den væk fra de andre. De spirebakker og potteplanter, der ikke har det godt, kommer hen på plantehospitalet. Der er edderkoppeæg og hvide pupper på dem. Men ovenpå Israels pesticid-krigsførsel er insekter gode nyheder, også de “dårlige”. Det betyder, at det, vi gør, virker. 

En grå sommerfugl lander på en af stangbønnernes lilla læbeblomster. Den er nu befrugtet. I løbet af den næste uge vil blomsterstilken udvide sig til en færdig bønne. Jeg stopper og kigger lidt på dem, selvom jeg egentligt er i gang med at spraye dem med ormevand fra en sprøjtetank. Majsene, der ikke er insektbestøvede, bestøver vi selv. Rarad går rundt i sit obligatoriske outfit af hijab, kasket og maxiflexhandsker og bruger en støvdrager til at bestøve hver enkelt aks.  

Hun laver et kast med hovedet og siger: 

»Drenge, når i er færdige, så høst chilierne. De er lidt for unge til at få børn.« 

Så det gør vi, selvom vi er udmattede. 

Vi står bøjet over jorden, og slider under solen, som folk har gjort før os i tusindvis af år. 

Når der er pause, giver jeg mig selv lidt space. 

Jeg skyller min hals og mine arme rent for okkerfarvet støv og indtørret sved i det klor-lugtende vand. Jeg kigger mig i den splint af et spejl som er limet op på væggen. Mit hår er begyndt at blive afbleget af solen. Jeg tager en skjorte på og går en tur ned ad stierne, forbi skrald og madrasser og afbrændte dæk. Jeg genkender hylstrene fra flashbang-granater, kan huske dem fra counterstrike. Gamle oliventræer, på antikke terrasser, som er ved at sætte frugt. En slags krigs-efterfest, føles det som. 

Jeg går ned til et sted, jeg har fundet, der er mit. En laset gamerstol, som står i skyggen af to gamle oliventrær. Jeg sætter mig i stolen og forsvinder ind i min telefon lidt. 

Vi har fået fri for weekenden, og rejser ud langs muren, i en Mazda 3. Vi vil gerne se Bethlehem og Jericho. 

De fleste steder, vi kommer forbi, bliver namedroppet i Bibelen og de andre skrifter. Derovre lettede Elijah til himlen i sin flammende karet (punkt på Google Maps). 

Der slavegjorde kong Salomon dæmonen Ornias og tvang ham til at skære sten til sit tempel — der hvor Al-Aqsa moskeen ligger nu. Der hvor jødisk-ortodokse ekstremister i foråret ville slagte en ged som provokation mod muslimerne, og som israelsk politi endte med at storme under ramadanen. 

De her stednavne vækker nogle af mine tidligste minder. At sidde, som barn, en hel eftermiddag, og bladre i Dorés billedbibel. De overhøjtidelige kobbersnit af faldne engle og hævn og mirakler. Den gamle og skrøbelige bog gav mig en kraftig følelse af, at i det her land, og i historierne om det, lå noget vigtigt og vedkommende for alle mennesker. Måske det er det, der hedder en religiøs følelse. Mennesker i kapper og glorier, som rejser igennem ørkenen med deres børn. 

Her sov Johannes Døberen i en grotte ved Jordanfloden og levede af græshopper og honning fra vilde bier. Det sted, hvor han mødte Jesus og døbte ham, er nu en turistattraktion med busser og bygninger. Pilgrimme fra USA på bibel-tour kommer ud af busser med hvide kjortler og iPhones for at fylde små flakoner med helligt vand. Men vandet er blevet gråt og lugter. Floden er tørret ind til en lille rende. En lokal fortæller mig, at floden ville være tørret helt ud, hvis ikke Jordan og Israel ledte deres spildevand og kloakvand ud i floden:   

»Folk burde ikke få lov at røre ved det her vand. Det er ikke særligt helligt længere.« 

Problemet er, at Jordan og Israel ikke samarbejder om vandet, men hamstrer. Floden er blevet trukket ind i krigen.  

Her nedkaldte Elijah en tørke over landet som straf for, at folk var begyndt at tilbede dæmonen Baal. 

Her blev palæstinenserne på grund af markedsvirkeligheden tvunget til at bygge West Bank Barrier for israelerne, som straf for deres angreb. 

Her opstillede Israel de første Irondome-batterier med økonomisk støtte fra USA. De opsnapper nu 90% af raketterne fra Hezbollah og Hamas, der primært affyres fra Gaza og Libanon, men også fra Vestbredden og Syrien. 

En virkelighed, hvor dæmoner kan tøjles og politiske problemer kan løses af våbensystemer med seje navne. 

Jeg har læst, at landet inden bibelsk tid var dækket af cedertræs- og pistacieskove og acacie- og egeskove. Der har været store vandfald og skyggefulde flodbredder, med lotus og papyrus og eufrat-poppel. Man ved det, fordi man har fundet forkullet træ, nede i jorden. Et lag under den mytiske tid, et lag vi slet ikke kan “huske”. 

Her døde urskoven, inden det der står i Bibelen. 

Jeg har det som om, det var den her skov Anram mente, da hun forklarede, hvorfor folk i landsbyen ikke er bange for døden: 

»I Himlen er der de mest vidunderlige ting, du kan forestille dig. Åndelige ting og fred, langt væk fra det her sted. Ingen drab. Ingen uretfærdigheder, hvide og brune, de er lige. Smuk, grøn natur, træer, floder. Jeg skal se min far der, som jeg aldrig har mødt.« 

Jeg sakser citatet ind i teksten, det passer godt ind her. Det med at hun nævner et grønt økosystem og fred som den samme ting. Det onde bliver vasket væk, af regnen og floden og spirerne, ligesom i Løvernes konge.  

Jeg skal huske at skrive om børnene, der spillede fodbold ved siden af, mens vi snakkede, hvordan deres bold hele tiden røg over til os. Og det Anram sagde om, hvordan børnene fra små forstår konflikten, uden at deres forældre behøver at sige noget. Det med, at forældrene ikke vil fortælle deres børn om konflikten, fordi de bare gerne vil have, at deres børn skal tænke på normale børneting. Det ord, som hun oversatte på sin app. Viste mig ordet: Symbiosis. Hun sagde, at det forklarede det. At det var vigtigt at det kom med. Hun kiggede på mig med det karakteristiske blik. Det blik, de allesammen har, når de snakker om konflikten. 

Jeg stopper med at skrive og kigger ud af bilvinduet. Vi krydser skiftevis ørken og de israelske bosættelser, der er sprunget op på Vestbredden i de sidste år. De ligner en slags militariseret forstad. 

På en skrænt ved highway 60 kan vi se en gruppe hyrder, som står i udslidte Adidas-sæt med deres får ved siden af motorvejen. 

I de sidste par måneder er der sket det, at de israelske bosættere er begyndt at slå hyrderne ihjel og dræbe deres får. 

Jeg ved det, fordi jeg den aften drikker myntete og ser palæstinensisk fjernsyn på en sofa sammen med Anton i Bethlehem. Det er en af de nyheder, der aldrig når den engelsksprogede flade. 

Her skete barnemordene i Bethlehem. Her skete hyrdemordene, 2000 år senere. 

Her skete Nakbaen. Anton er gammel nok til at huske det. Han sidder med pibende åndedræt og ser fjernsyn. Han er en gammel mand nu.  

Bag fjernsynet på væggen hænger billeder af Antons børn, som er sluppet væk til Libanon og Schweiz og Orange County. Det er hans stolthed, at de er sluppet væk til andre lande og har fået sønner. Han er kristen araber.  

Han siger: 

»Hvis Lovede Land? Det land som der blev dem lovet, det land sagde de nej til da de korsfæstede Jesus! Det her er Balfours lovede land, Amerikas lovede land!« 

Og hans kone undskylder, at han snakker så meget. Hun giver os en flaske vand og sender os ovenpå. Hun siger:  

»Gud velsigne jer! Gud hjælpe jer! Hallelujah!«