Dobbeltmoralens store mænd
Den danske ytringsfrihedsdebat blev født med Muhammedkrisen i 2004. På det tidspunkt dominerede den amerikanske politolog Francis Fukuyamas liberale end-of-history tese vestlig politik og økonomisk tænkning. 1990erne og 2000erne var præget af en uhæmmet tro på det vestlige demokratis uendelige fremskridt, og en forestilling om, at den kapitalistiske vækst ville række helt ind i himlen, hvis vi blot lod markedet være så frit som muligt. Danmark deltog i flere end-of-history korstogskrige i Mellemøsten, for Fukuyamas tese indebar jo, at alle andre skulle indrette deres samfund efter vores. Og hvis så muslimerne i Mellemøsten fortsat nægtede at omfavne vores sekulære sandheder og udvikle deres tilbagestående religiøse samfund, jamen så fortjente de at blive udsat for hån, spot og latterliggørelse. Skide være med at der også fandtes muslimer i Danmark – de fulgte jo samme tilbagestående fanatisme og nassede på systemet. Så kunne de lære det!
Som årene er gået, har det vist sig, at forestillingen om evig vestlig vækst førte til en række – ja – dumme beslutninger. Anders Fogh var som bannerfører for end-of-history logikken ikke kun præget af en tro på
