Ayn Rand for dådyr
Cigaretrøgen hang sikkert som tunge, blå skyer under lofterne på Café Griensteidl i Wien. Klirren af kaffekopper, højlydt snak. Mellem askebægre og aviser mødtes unge og purunge forfattere i sammenslutningen Jung-Wien i årene omkring 1900. Forfattere som Arthur Schnitzler og Hugo von Hofmannsthal udgjorde gruppens kerne, Stefan Zweig hørte til i udkanten.
Med til gruppen hørte endnu en håbefuld forfatter. Siegmund Salzmann, født i Budapest i 1869, vokset op i Wien, hvor jøder netop havde fået ret til fuldt statsborgerskab. Han arbejdede for et forsikringsselskab og havde ikke fået udgivet noget, da Café Griensteidl blev revet ned i 1897. Jung-Wien flyttede mødebordet til Café Central, og her blev Siegmund Salzmann til Felix Salten, et navn, der skulle skjule hans jødiske ophav for den voksende antisemitisme i Europa. Her udviklede han et underfinansieret overforbrug, et promiskuøst kærlighedsliv og en hang til dueller. Her debuterede han som forfatter, søsatte en kortlivet avantgardekabaret og forargede som den anonyme (men offentligt kendte) ophavsmand til den børnepornografiske skandaleroman