Pandaleasing er ikke sort-hvid

Lugten fra elefanthuset sidder stadig i næseborene. Blandingen af lort og hø, stald og manege, på én gang overvældende og tryg. Den smukke gamle rødstensbygning, opført i 1917 som et enormt kirkeskib med små kapeller langs siderne, lå med sine teglklædte tagtoppe som et lille bjergmassiv i havens hjerte. Jeg husker fra klapvognens frøperspektiv den forreste elefantgård, hvor den store han stod og rokkede med lænke om foden og stødtand med sølvbeslag, og jeg husker det enorme dinosauromrids, der en gang i midten af 90'erne blev malet med hvidt på facaden bag den anden og større gård – hvor hunner og unger gik rundt blandt afbarkede stammer – for at vise størrelsesforholdet mellem fortidens og nutidens kæmper. I 2008 flyttede elefanterne ind i den britiske mesterarkitekt Norman Fosters state of the art-anlæg, og det gamle hus fik lov at sygne hen som en slidt ronkedor, inden bygningen i 2017 blev revet ned for at give plads til havens – og byens – næste store attraktion: det nye pandaanlæg.

Hele mit liv har jeg haft årskort til Københavns Zoologiske Have. Derfor bliver den 4. april også en markant dag for mig. Den dag ankommer nemlig to pandaer fra Chengdu i det syd