Når Kina fortæller historien om Kina

I år er det 40 år siden Kinas Store Proletariske Kulturrevolution officielt blev afsluttet. Det er 40 år siden Mao døde. Og det er 35 år siden det kinesiske styre proklamerede, at Maos lederskab bestod af 70 gode idéer og 30 procent dårlige. Sammenhængen er ikke tilfældig. Det var nemlig snarere Maos revolution end det var folkets. Det vidste folket bare ikke. Siden 1976 har man historisk og kulturelt mildt sagt haft svært ved at forholde sig til de hændelser (som tæller en væsentlig del af de 30 dårlige procent), der fandt sted i Kulturrevolutionens ti år. Man har faktisk ret aktivt forsøgt at glemme det. Det er blandt andet sket ved statsligt at være meget offensivt til stede på de kinesiske museer i et forsøg på at glorificere Kinas revolutionære historie. En historie, som man er ganske stolte af, men som Kulturrevolutionen ikke rigtig passer ind i. Og hvad gør man så med den? Man skriver den selvfølgelig bare ud af historien.

Det er nemt nok at tage til et land, måske endda bare tage fra byen til landet, blive intimideret, blive opmærksom på nogle problematikker, tage hjem igen, påpege disse problematikker, forsøge at gøre sig klog på dem. For