Identitetsfiskestangen

Det er befriende og helt nødvendigt, at feltet af skønlitterære debutanter i Danmark i de senere år er blevet mere mangfoldigt. Det er næsten sensationelt i en tid, hvor den sociale mobilitet i det danske samfund har været generelt stagnerende, at dette netop ikke gælder på et traditionelt ellers så eksklusivt og om sig selv lukket felt som det litterære. 

Det er faktisk blevet nemmere for folk, der ikke er født ind i kultureliten, at blive skønlitterære forfattere. Det er blevet nemmere for folk med minoritetsbaggrund. Det er blevet nemmere for kvinder. Det er en succeshistorie uden lige, må man bare konstatere (selvom arbejdet selvfølgelig aldrig slutter, for så snart man bilder sig ind, at det slutter, gør man sig skyldig i selvgod privilegieblindhed). Man kan ikke andet end glæde sig over, at de kulturvogtere, der unægtelig stadig afgør, hvilken kunst der skal møde offentligheden, og hvilken der ikke skal, er blevet sig deres ansvar mere bevidst.

Eller er de?

Hvis man kigger på Gyldendal, landets ældste og ifølge nogle også det fornemste forlag, kan det ved første øjekast se ud, som om chef for den skønlitterære afdeling Simon Pasternak virkelig har taget mangfoldighedsmantraet til sig. Forlaget udgiver en bred vifte af bøger af folk med vidt forskellige baggrunde, langt mere end man gjorde for blot fem eller ti år siden. Det ved jeg, fordi forlaget med Pasternak i spidsen ikke tøver med at gøre opmærksom på det.

Så hvad er problemet? Problemet er, at hvis litteratur først og fremmest bliver set som et produkt af forfatterens identitet – og det er dét, Gyldendal med Simon Pasternak i spidsen gør i deres omtaler, pressemeddelelser, Facebookopslag og andet udeomsmateriale – så reducerer man forfatterne til deres identitet og anerkender dem ikke som kunstnere i egen ret. Så bliver bogen interessant, fordi den handler om at være mor, at være brun, at være homo, at være far, at være et eller andet unikt, der rummer en unik personlig historie, der kan skabe nærhed mellem forfatteren og læserne (der skal købe bogen), og kun derfor. Det er en stærkt reduktiv måde at udgive bøger på. Det er næsten umuligt at læse en pressemeddelelse fra Gyldendal om en ny bog uden en personlig vinkel. Uden at vi skal ind under huden på forfatteren og høre om det personlige traume, fiktionen har sine rødder i. Uden at vi skal have at vide, at dette er en vigtig bog. Om bogen er æstetisk interessant eller kunstnerisk nyskabende på anden vis, lader til at være underordnet.

Som kulturjournalist Lucia Odoom konstaterede på Facebook på udgivelsesdagen for Haidar Ansaris Institutionaliseret og det medfølgende interview til Politiken, hvori Simon Pasternak forklarer bogens vigtighed på trods af dens hårde og rå indhold om livet i det, Pasternak kalder den »kuldslåede boble kriminalitet er«:

»Forlagene vil gerne have mere diversitet men det føles meget som en specifik rolle der uddeles fordi den virkelig sælger,« skriver Odoom.

I samme tråd skriver forfatter Lea Marie Løppenthin, at det »siger alt om forlagets selvudråbte progressivitet at en bog som denne skal ledsages af et formidlende interview fra chefredaktøren.«

Ud med snøren

Hvis vi forestiller os at Danmarks befolkning var fiskene i en sø, så må Simon Pasternak være menneskefiskeren, der står på bredden med sin kæmpestore identitetsfiskestang, som han med jævne mellemrum svinger med det formål at få nogle spændende identiteter på krogen, som han kan udgive og sende på markedet. Han haler dem i land, én efter én, de mange spændende identiteter, og uanset hvor meget kunstnerisk spræl, der er i dem, skal de pinedød køres igennem Pasternaks fileteringsmaskine og sendes på markedet som letfordøjelige stykker, dobbeltpaneret i politiske floskler.

Man slikker på fingeren og stikker den i vejret og fornemmer, hvilken vej vinden blæser. Blæser den mangfoldighedens vej, vinkles udgivelsesprogrammet derefter, og man må i gang med identitetsfiskestangen.

Burde man som forlag ikke være lidt mere bevidst om sit ansvar for at lade alle kunstnere, der er i ens fold, blive præsenteret som netop kunstnere og ikke andet?

Hvis Simon Pasternak virkelig mente det oprigtigt, kunne han bare gøre det. Bare udgive en mangfoldighed af stemmer og lade det være ved dét. Lade dem være kunstnere i egen ret. Lade være med at bryste sig af, hvor ”vigtige” bøger man er med til at udgive. Det ville være mere fair over for den kunstner, der så ville blive omtalt og markedsført som netop dét, frem for som en spændende identitet, der kan udgøre endnu en medalje på Pasternaks identitetsmedaljevæg.

Eller endnu bedre. Han kunne bare træde tilbage og overlade sin magtposition til én, der rent faktisk var en minoritetsperson.

Det er, som om der findes to kategorier af forfattere i Gyldendals skønlitterære portefølje. Man kunne kalde den ene salonkategorien. Her finder man gerne den lidt ældre forfatter, der fuldkommen friholdes fra al den moderne lingo om identiteter og politisk aktivisme-sprængkraft og lignende. Det er dem, der som eksempelvis Pia Tafdrup kan skrive om noget så apolitisk som de fem sanser. Smagen af jern. Synet af lys. Den slags. Hvilket er helt fint. Det er bare et problem, at det privilegie at være kunstner i egen ret kun er visse forfattere til del.

Og så er der den anden kategori. Man kunne kalde den Lad os finde den næste Yahya Hassan-kategorien. Det er her, man finder de lidt yngre forfattere og debutanterne. Alle dem, som ikke får lov bare at skrive bøger, men som må rende rundt med huller i læberne efter Simon Pasternaks kæmpestore identitetsfiskekrog. Det er dem, der ikke først og fremmest præsenteres som forfattere, men som mor/far/barn af ghettoen/underklassen/overklassen/traumatiseret. Burde man som forlag ikke være lidt mere bevidst om sit ansvar for at lade alle kunstnere, der er i ens fold, blive præsenteret som netop kunstnere og ikke andet?

Der findes stor kunst og ikke så stor kunst og alt derimellem i begge kategorier. Forskellen er, at forlaget tilsyneladende kun anser bøgerne i salonkategorien for virkelig at være det.