»Selv den mest bestialske morder har ret til et ordentligt forsvar«

Hvis man følger bare en smule med i den offentlige debat, får man ofte det indtryk, at demokratiet er under pres fra alle sider. 

Alt fra et magtfuldkomment embedsværk, de sociale mediers ekkokamre, misinformation, lovgivningsarbejdets opskruede tempo, utæmmet globalisering og andet godt fra amatørpolitologiens rodekasse bliver med jævne mellemrum fremhævet som presserende problemer, der skal håndteres, hvis ikke det gode danske demokrati skal kæntre.

Men måske er truslen langt mere lavpraktisk og konkret? Måske gemmer den sig lige foran næserne på os, i form af politikere og topembedsfolk, der fuldt lovligt kan gå direkte fra deres tillidshverv og over i public affairs-branchen? 

I hvert fald har EU-kommissionen i sin seneste retsstatsrapport, der hvert år gør status over demokratiets tilstand i medlemsstaterne, påpeget, at problemet for demokratiet i Danmark nok snarere skyldes vores joviale mikrokosmos af magtfulde mennesker, der kender hinanden på kryds og tværs, end alt muligt andet. Som kommissionen konstaterer om Danmark: »Svingdørsfænomenet og lobbyaktiviteter bliver stadig ikke reguleret.« 

»Jo, der er en elite. Men sådan er det jo. Alle kan ikke være med til alt altid.« 

Problemet er, at politikere og højtstående embedsfolk uhindret kan gå igennem svingdøren og blive lobbyister. Hvilket sker i stort omfang i Danmark i dag. Det er ikke et problem, at tidligere politikere får et nyt job. Problemet er, at de har det med at få job som lobbyister, hvorefter de bruger deres netværk på Christiansborg til at påvirke den politiske proces på vegne af eksempelvis store multinationale virksomheder.

Modsat andre lande har Danmark ingen regulering af lobbyisme og ingen cool down-periode, efter man har været ansat i det offentlige eller været folkevalgt. 

På sin vis er den særligt danske model, hvor politikere kan mødes med hvem de vil, hvornår de vil, og så ofte de vil, et udtryk for, at der er kort mellem borger og politikere. Hvilket kan udlægges som et demokratisk sundhedstegn. På den anden side åbner den manglende regulering en ladeport for professionel lobbyisme, hvor tunge økonomiske interesser kan udøve et massivt pres på lovgivningsprocessen. Ifølge EU-kommissionen er det i bekymrende grad det sidste, der sker. 

Den politiske interessevaretagelse har i Danmark, ligesom i resten af Skandinavien, i de sidste årtier undergået en professionalisering, hvor specialiserede bureauer i stigende grad tager sig af lobbyindsatsen. Det har forskerne Anne Binderkrantz, Øyvind Ihlen og Perola Øberg beskrevet i kapitlet Lobbying in Scandinavia fra bogen Power, Communication and Politics in the Nordic Countries, der udkom tidligere i år. 

Public affairs-bureauerne er virksomheder, ofte med kontorer i Indre by i København, gerne tæt på Christiansborg, som tjener penge på at fremme virksomheder og organisationers interesser i lovgivningsprocessen. Her er det nyttigt at have ansatte, der kender lovgivningsprocessen – og de siddende politikere og embedsfolk – indgående. 

En gennemgang af et par danske public affairs-bureauers medarbejderlister viser i hvert fald, at de er om sig, når det kommer til at opbygge det, man kunne kalde politisk social kapital. De ansætter i vidt omfang tidligere folketingspolitikere, tidligere ministre, nuværende indflydelsesrige medlemmer af de politiske partier, indflydelsesrige lokalpolitikere, tidligere politiske rådgivere, tidligere højtstående sekretariatsansatte fra partierne. Med andre ord; folk, der har så tætte bånd til politikerne på Christiansborg som overhovedet muligt. 

Eksempelvis har bureauet Grace PA, der har kontor på Amagertorv i København, få hundrede meter fra Christiansborg, ansat rådmand på Frederiksberg for Det Konservative Folkeparti Nikolaj Bøgh, tidligere medlem af Europaparlamentet for DF Anders Vistisen, tidligere borgmester for Fredericia (han gik af efter anklager om korruption, bl.a. i forbindelse med købet af en byggegrund) Jakob Bjerregaard, samt Lars Løkke Rasmussens søn Bergur Løkke Rasmussen. Et andet af de store danske PA-bureauer (som nu har afdelinger i det meste af Europa), Rud Pedersen, blev startet og drives af Morten Rud Pedersen, der før var rådgiver for Mogens Lykketoft.  

I dag har firmaet den tidligere svenske finansminister Anders Borg på lønningslisten, tidligere direktør for Dansk Erhverv Jens Klarskov, den forhenværende danske forsvarschef Bjørn Bisserup, forhenværende direktør for Region Sjælland Jens Andersen, tidligere rådgiver for fiskeri- og ligestillingsminister Mogens Jensen og derefter PR-chef for Japan Tobacco Scandinavia Morten Flindt, samt tidligere landbrugsminister i Sverige Ann-Christin Nykvist. Tidligere har forhenværende socialdemokratisk boligminister Carsten Hansen, samt nuværende folketingsmedlem og klimaordfører for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg været ansatte i bureauet, der har kontor på adressen Ved Stranden 16, lige over for Christiansborg. Ifølge de offentligt tilgængelige regnskaber, er Rud Pedersen gået fra en bruttofortjeneste på 25 millioner kroner i 2016 til en bruttofortjeneste på 45 millioner i 2020. Grace PA er gået fra en bruttofortjeneste på 8 millioner i 2017 til en bruttofortjeneste på 18 millioner i 2020. 

Virkeligheden er den, at i Danmark har lobbyismen langt mere frit løb end i EU. 

Spørgsmålet er, hvorfor alt det her egentlig er et problem for demokratiet? Hvad er det EU-kommissionen er så bekymret over, udover de mulige interessekonflikter? Interessekonflikter opstår vel alle mulige steder, konstant? Behøver vi at være så bekymrede? 

Spørger man Wiebke Marie Junk, adjunkt på Institut for Statskundskab på Københavns universitet, hvor hun forsker i lobbyisme og public affairs-bureauers indflydelse på demokratiet i både Danmark og Europa, er public affairs-bureauerne og deres voksende betydning for lovgivningsprocessen et udtryk for en uhensigtsmæssig kapitalisering af det politiske. Problemet er, at interessevaretagelse (som alle dage har været en del af demokratiet) pludselig bliver et spørgsmål om økonomi: 

»Min frygt er, at den her professionalisering kan medføre en skævhed, hvor dem, der har flest penge, også får størst indflydelse. Public affairs-bureauerne sælger blandt andet et netværk af stærke personlige kontakter, som er dyrt at opbygge. I en tid, hvor politikerne har så travlt og skal overskue så store mængder information, kan jeg frygte, at de interessenter, der tropper op med en masse glittede pjecer og en meget skarpt vinklet strategi, bliver hørt, mens mindre aktører med færre ressourcer bliver overset.« 

Kort sagt: er du Gazprom og har uanede gasmilliarder at bruge på at overbevise det danske Folketing om, at en ny gasledning fra Rusland til Europa, der skal igennem dansk farvand, er en god idé, har du i dag en større fordel end, lad os sige, Bornholms Kommune, der ikke synes, at en gasledning i Østersøen i nærheden af Bornholm er særlig fedt. Gazprom hyrede forresten Rud Pedersen som sit public affairs-bureau i Danmark i 2016. 

»Sådan er det jo« 

En af dem, der kender public affairs-branchen indefra, er Nikolaj Bøgh, der som nævnt både er lobbyist i bureauet Grace PA og konservativ rådmand i Frederiksberg kommune. Han mener, at kritikken af lobbyisme i Danmark er en smule sær. For ham at se er lobbyisme en naturlig del af demokratiet. Alle har ret til at få deres interesser repræsenteret i det politiske system, mener han. Og public affairs-bureauerne sælger blot en ydelse, lidt som hvis et firma outsourcer deres kundeservice eller andet til en underleverandør.

Når EU-Kommissionen kritiserer lobbyisme i Danmark, er det ifølge Bøgh dybest set, fordi de ikke forstår, hvordan demokratiet fungerer hertillands. Politisk interessevaretagelse sker på et utal af måder, og public affairs-bureauer som hans eget er blot en lille del af kredsløbet. 

»Man har en tendens til at stirre sig blind på bureau-lobbyisme. Men sagen er jo, at der er masser af interessenter, der lobbyer hele tiden. Vi er vant til at tænke på Amnesty International, Greenpeace, Red Barnet osv. som de gode, men de har også interesser, og de skærer også argumenterne til over for politikerne. Og de her organisationer har i høj grad en interesse i at bevare muligheden for at få snablen ned i de offentlige kasser, og dermed har de også en interesse i at bedrive lobbyisme.« 

Interessevaretagelse bliver pludselig et spørgsmål om økonomi 

I virkeligheden er lobbyisme altså et udtryk for, at vi har et demokrati, hvor politikerne er lydhøre over for inputs fra samfundet. Det mener i hvert fald Katrine Ellersgaard Nielsen, branchedirektør i Dansk Industri Rådgiverne, som organiserer PA-bureauerne i Danmark, herunder Grace PA. Ligesom Nikolaj Bøgh mener hun, måske ikke så overraskende, at billedet af lobbyisme som noget lidt fordækt noget, er forfejlet. 

»Sandheden er, at politikere har brug for inputs fra samfundet. Politikere har i dag virkelig travlt og skal træffe mange og ofte teknisk meget komplicerede beslutninger. Hvis ikke der fandtes lobbyister, der filtrerede de inputs, politikere får, ville de famle i en stor rodebunke af informationer.« 

Men med professionaliseringen af interessevaretagelsen bliver de små spillere, der ikke har råd til at hyre et public affairs-bureau, vel presset mere og mere ud af lovgivningsprocessen? 

»Mit indtryk er helt klart, at politikere udmærket kan finde ud af at prioritere deres bagland, og at de samtidig kan forholde sig kritisk til de betalte lobbyister, de holder møder med,« siger Katrine Ellersgaard Nielsen. 

Hvis man har penge, har man nemmere ved tingene, men det gælder jo i alle livets forhold, lyder logikken. Med en let omformulering af daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestagers ord, da hun i forbindelse med nedskæringen af dagpengene fra fire til to år blev spurgt, hvad hun ville sige til de tusinder, der nu ville falde ud af systemet: »sådan er det jo«. Har du penge, kan du få bedre lobbyister. 

»Det er klart, at de mest velforberedte og grundige har en fordel. Og det handler i nogen grad om penge. Hvis du kan hyre nogen til at tygge materiale igennem for dig, har du en fordel. Men det er ikke anderledes end på andre områder. Hvis du kan hyre en stjerneadvokat, har du bedre chance for at få et godt forsvar, end hvis du får beskikket en baggårdsjurist. Sådan er det jo. Det kan jeg ikke rigtig se, hvordan man kan ændre på,« siger Nikolaj Bøgh. 

Hvad angår kritikken af den manglende regulering og svingdørskulturen, kan Bøgh heller ikke rigtig se problemet. Han forklarer, at man på Grace har en række etiske standarder, der blandt andet indebærer, at man ikke lyver, at man aldrig repræsenterer modsatrettede interesser på samme tid, samt at man altid er åben om, hvem man repræsenterer. For hans eget vedkommende holder han sig væk fra sager, der har eller kunne have med Frederiksberg Kommunes interesser at gøre. Desuden er det at ansætte tidligere, nuværende eller kommende politikere faktisk en del af strategien for et bureau som Grace PA – simpelthen fordi det øger kvaliteten af det arbejde, man kan lave, når de ansatte har et indgående kendskab til de politiske processer. 

»Vi bruger det ret aktivt hos os på Grace, vi var vel nogle af de første, der virkelig gjorde noget ud af det her med at hyre politikere. Frem mod seneste valg havde vi også navne som Alex Vanopslagh og Morten Dahlin ansatte hos os. Jeg ser det som en stor fordel i vores arbejde.« 

Kan du slet ikke være bekymret over, at almindelige borgere, der måske bor i provinsen, kan kigge ind på København og se de samme ansigter være folketingsmedlemmer, ministre eller højtstående embedsfolk og kort efter lobbyister, eller omvendt. Kan du forstå, at folk så oplever, at der er en elite bestående af de samme mennesker, som er fjernt fra dem, der styrer landet? 

»Så længe man er åben om, hvem man er, og hvilke interesser man repræsenterer, kan jeg ikke se problemet. Jo, der er en elite. Men sådan er det jo. Alle kan ikke være med til alt altid. Det hjælper ikke i sig selv at kende en politiker. Hvis man tror det, undervurderer man politikerne. De danner ikke deres holdning efter, hvem de er venner med. Det er argumenternes styrke og kvaliteten af ens dokumentation, som afgør om man får indflydelse. Det er ikke old boys network. Selvfølgelig er det nemmere for mig at ringe til folk, jeg kender. Men de gider ikke høre på mig, hvis ikke jeg har en god sag. I sidste ende ville det skade dem som politikere, hvis de indtager et uholdbart standpunkt. Så ender de i Ekstra Bladet eller et andet sted, de ikke ønsker at være.« 

En lidt for jovial kultur 

Wiebke Marie Junk fra KU påpeger, at den danske selvforståelse om, at vi har et stærkt demokrati, hvor både politikere og embedsfolk følger høje etiske standarder, kan gøre os blinde over for de subtile måder, magt fungerer på.

Problemet er, at vælgerne ikke kan vide, hvorvidt lobbyister får en fordel ud af at kende de siddende politikere, for der mangler transparens på området i Danmark. I hvert fald sammenlignet med EU, som ellers ofte bliver udskammet som et uigennemskueligt bureaukratisk monstrum, hvor lobbyismen har frit løb. Men virkeligheden er den, at i Danmark har lobbyismen langt mere frit løb end i EU. 

Uanset hvor høje tanker man har om politikernes evne til at prioritere deres bagland og de mindrebemidlede interessenter, så skaber det uregulerede public affairs-marked et røgslør, hvor indflydelse og påvirkning sker i det skjulte. 

»Jeg kunne godt håbe på en større transparens, hvor politikere eksempelvis fører registre over, hvem de mødes med. Det er lidt bemærkelsesværdigt, at der er strammere krav til transparens på EU-plan end på nationalt plan. Det lader til at skyldes, at folk generelt er meget skeptiske over for alt, hvad der foregår i EU. Men vi har altså nogle blinde vinkler på nationalt plan her i Danmark,« siger Wiebke Marie Junk. 

Hvad er det for nogle blinde vinkler? 

»Danmark er et lille land, hvor befolkningen har stor tillid til hinanden og til vores institutioner. Det har mange fordele, men det risikerer også at medføre, at vi ikke er så opmærksomme på de skjulte magtforhold, der er på spil, når store virksomheder søger indflydelse hos politikerne. De magtfulde netværk er også meget små her i landet, og det kan måske gøre, at man har en lidt for jovial kultur. Kombineret med de manglende krav om transparens om, hvem man som politiker mødes med, kan det betyde, at nogle får plejet deres interesser på en måde, der ikke er gennemskuelige for den brede befolkning.« 

Det er ikke et problem, at tidligere politikere får et nyt job. Problemet er, at de har det med at få job som lobbyister 

På sin vis er diskussionen om lobbyisme i Danmark et udtryk for divergerende forståelser af magt. For nogle er magten uformel, udspiller sig skjult, subtilt, igennem relationer, på måder det er svært at indfange med ord. Andre ser det slet ikke sådan. For dem er magten formel, konkret; noget, der er fastsat i loven. Politikere har magt, lobbyister har ikke magt (men til gengæld tid, penge og kommunikationsstrategier). Det er et spørgsmål om retsstaten, nærmest. Det, der er lovligt, er i orden. Som Nikolaj Bøgh formulerer det: 

»Der er ikke nogen virksomheder, jeg ikke vil repræsentere, så længe de overholder dansk lovgivning. Jeg mener, at alle har ret til at blive hørt i den politiske proces. Man kan jo igen sammenholde det med advokatbranchen: selv den mest bestialske morder har ret til et ordentligt forsvar.«