V for sejr

Rasmus Paludan snurrer rundt om sig selv, spiler øjnene op, kører en hånd i cirkler på sin mave. Han har med spring, fagter og grimasser efterhånden mimet sig igennem alle ni vers af børnesangen Lille Hoa:

»Det syntes han var vældig flot, for han var en ægte hottentot.«

Hver gang, et vers er forbi, og han er ved at gå i stå, klapper vi, min ven Anthon og jeg, råber, og brøler af grin, og så fortsætter han. Han er en entertainer, det kan jeg se, for jeg er selv en entertainer, og jeg ved, hvordan det føles, når man mærker publikums reaktion: Man har intet andet valg end at fortsætte.

Da sangen endelig er forbi, og han kan stå og puste lidt ud, går jeg hen og siger det til ham: at han er entertainer, og jeg forstår ham. Fuld af foragt ser han på mig. Hvor vover jeg at bilde mig ind, at jeg forstår ham - ham - Rasmus Paludan, lederen, føreren, stifteren!

Men også det må jeg le ad - for det er netop essensen af det hele. Den måde, han ser på mig på. For er der nogen, Rasmus Paludan foragter mere end muslimer, så er det medlemmerne af Stram Kurs. Det er, hvad jeg kan konkludere, efter jeg selv meldte mig ind i partiet og tilbragte en hel dag som menigt medlem til den stærkt omtalte rigskongres på Christiansborg. Nu er vi endt til afterparty i et dunkelt festlokale på Vesterbro. Vanvittigt? Oh yes. Men også rørende. Her får du hele historien.

Mit nye vi

Klokken er lidt i ti lørdag d. 23. november 2019. Jeg går ved Krigsmuseet og stresser over at finde den bagindgang, som vi grundet en demonstration mod Rigskongressen er blevet henvist til. Kulden har indtaget landet - det er lige så den skærer i huden. Jeg har sovet ad helvede til, mareridt om afsløringer har endnu en gang fyldt mine drømme. Da jeg til sidst ved en ottetiden valgte at stå op, kunne jeg se, at der klokken 5:46 var der løbet en mail ind fra partiet: Man oplyste de tilmeldte medlemmer om, at »flere kriminelle samfundstabere har meddelt på Facebook, at de vil søge at forhindre vores medlemmers indgang til Christiansborg via den normale besøgsindgang i Rigsdagsgården.« Medlemmer skal i stedet »nærme sig Christiansborg fra vandet ved Den Sorte Diamant (Det Kongelige Bibliotek) på Christians Brygge og derefter gå ind via Proviantgården.«

Der lå tillige en invitation til denne demonstration, sendt til mig fra en fremmed over Messenger med en masse emojis og en besked om at nu skulle der kæmpes. Fandeme, om de dumme skiderikker fra Stram Kurs skulle have lov at sætte deres antidemokratiske ben på vores alle sammens hellige Christiansborg. Her kunne jeg ikke lade være med at blive en lille smule glad over, at partiet var blevet advaret, og at de, der måtte møde op til demonstration i kulden skulle få lov at få den samme lange næse som alle andre, der prøver at gøre sig synlige foran Magtens Højborg.

Men apropos demonstration - lad mig kort sige noget om mine forberedelser til dette kamikaze-projekt.

Det begyndte for nogle måneder siden, da min insider, som af hensyn til sin sikkerhed er tvunget til at være anonym, sendte mig et screenshot af den invitation til Stram Kurs’ Rigskongres, han lige havde modtaget i sin indbakke. Han var ellers blevet ekskluderet fra partiet, og det var derfor, han videresendte til mig. Han vidste, at jeg altid er frisk på at høre nyt om vanviddet inden for murene i Cirkus Rasmus - og vanvittigt var det jo, at han nu, efter at være blevet ekskluderet, alligevel blev inviteret med til Rigskongressen. Jeg, der netop havde læst Mads Brüggers reportage Klovnekrigen, bragt i magasinet Virus i 1999, så det imidlertid også som den mulighed, jeg havde håbet på ville vise sig, for at jeg kunne gøre Mads Brügger kunsten efter.

Hvor vover jeg at bilde mig ind, at jeg forstår ham - ham - Rasmus Paludan, lederen, føreren, stifteren!

I Klovnekrigen tager den unge reporter sammen med sin kollega til klovnekongres i Svendborg under dække af at være klovn in spe - fuldkomment med klovnenavn og klovnekostume - og gennemlever således klovnekongressen undercover som føl for de ældre og mere erfarne klovne. Stram Kurs’ Rigskongres, som på det tidspunkt stod til at skulle afvikles i Salen på Milling Hotel Park i Middelfart, var en oplagt mulighed for at prøve det, som jeg syntes var sådan en tiltalende måde at tilgå reportage-formatet på: At iklæde mig en falsk identitet, en karakter - at kombinere mine evner for skuespil og skrift!

Jeg gik ind på Yahoo.com og oprettede en mailadresse og gik i Føtex og købte et taletidskort til min telefon. Dermed min nye identitet. Herefter gik jeg ind på Stram Kurs’ hjemmeside og meldte mig ind under navnet Jacob Mortensen og fik en veninde til at overføre de 200 kroner, det koster for et års medlemsskab. Point of no return. Efter lidt mailen frem og tilbage, lykkedes det mig endda at få vristet et medlemsnummer ud af partikontoret - de var ikke glade for at svare på mails, og når det skete, var det gerne med et enkelt ord. F.eks. da jeg fortalte dem, at jeg havde betalt kontingent og gerne ville tilmelde mig Rigskongressen: »Super« svarede de, og jeg måtte således fortsætte med at rykke for kvittering for tilmeldingen til arrangementet.

Min insider oplyste mig om, at der havde været interne stridigheder i partitoppen - det var lige omkring her, næstformanden trak sig og gik i programmet Stram Diskurs på Radio24Syv og forklarede det med, at partiet var et cirkus - min insider mente, at det derfor nok havde været Paludan selv, der havde måttet stå for kommunikationen i de mails. Det var her, jeg første gang følte, hvordan jeg som medlem først og fremmest var en, der skulle kende min plads.

Anden gang var da Rigskongressen blev udsat. Dagen forinden, arrangementet skulle løbe af stablen i Middelfart, klippede jeg mit hår og skrabede mit skæg - ingen (eksempelvis spidskandidat Uwe Max Jensen, som tidligere har skrevet om mig på sin blog) måtte kunne genkende mig andetsteds fra. Jeg bestilte togbilletter frem og tilbage og fandt noget tøj, jeg tænkte kunne passe for en rigtig SK’er at gå klædt i. Jeg mærkede forventningen boble i maven - kun tilfældigt kom jeg forbi partiets facebookside, hvor det åbenbart var blevet offentliggjort, at Rigskongressen var blevet udsat grundet bekymringer fra Fyns Politis side vedrørende sikkerhed. Igen følte jeg mig skidt på. Tænk, hvis jeg ikke havde tjekket deres Facebook. Så havde jeg stået som den eneste i Middelfart dagen efter - måske var jeg endda blevet overfaldet?

I de følgende uger begyndte jeg at få kolde fødder. Jeg kunne blive helt syg ved tanken om at skulle befinde mig så mange timer i rollen som Jacob Mortensen, som Rigskongressen varede. Så mange timer, hvor jeg skulle sidde og flyde over af nationalistiske kommentarer om svinekød og tørklæder. Den forlængede ventetid gav mig plads til at blive nervøs for, om jeg overhovedet var opgaven voksen.

Gudskelov har jeg været forudseende med hensyn til cigaretterne og taget en pakke med som en del af min forklædning.

Imidlertid skulle det vise sig også at være for det gode, at Rigskongressen var blevet udsat. En dag kom jeg nemlig gående på Nørrebrogade, hvor jeg tilfældigvis rendte på en af partiets demonstrationer, der blev afholdt op ad det små-fancy-pantsy kebabsted Beity på hjørnet af Blågårdsgade:

En lille skrattende bluetooth-højttaler spillede racistiske sange, mens det sædvanlige opbud af mennesker, der lader sig provokere, stod og råbte ad Paludan og hans to meddemonstranter. Disse stod med deres videokameraer på stativer og dokumenterede begivenheden for partiets følgere, som øjensynligt fulgte med derhjemme på skærmen, mens en krans af betjente og rødt-hvidt afspærringsbånd skærmede de demonstrerende fra eventuelle angribere. En stor sort BMW firehjulstrækker holdt i tomgang, med snuden trykket op mod afspærringsbåndet, parat til at sætte efter, hvis nogen skulle give sig selv grund til at stikke af.

Da gik det op for mig, at mine forberedelser slet ikke havde været gode nok. Jeg så på dem - medlemmerne af Stram Kurs - og jeg så, at det tøj, jeg havde fundet til Jacob Mortensen derhjemme, slet ikke var håbløst nok. Jeg så, at jeg skulle ligne en, der for alt i verden ikke vil ses på. En, der har givet op. Det var det, mit tøj skulle vise. Da jeg kom hjem, gik jeg i skabet og fandt en udslidt, mørkeblå cardigan med fedtpletter på, som jeg huskede netop at have gemt til et eventuelt udklædningsformål. Og i sækken med tøj, der skulle til genbrug, fandt jeg de gamle sorte jeans, som engang for femten år siden havde været en del af min arbejdsuniform på DTC Centerbistroen i Vejle.

Da jeg fik det tøj på, forsvandt jeg. Ikke den fjerneste anelse havde man om den krop, der befandt sig inden i tøjet. Om det menneske. Så anonym var den forklædning, så selvudslettende dårligt sad det tøj. Jeg skrabede mit skæg igen. Jeg skulle være helt glat. Jeg fandt mine gamle firkantede sorte briller og tog dem på. Jeg kiggede mig i spejlet, spidsede lidt omkring munden. Satte tommelfingrene i buksernes bæltestropper, lod mine hænder hænge der, som jeg havde set en af demonstranterne gøre. Jeg skød maven lidt frem, spændte op i skuldrene. I spejlet havde jeg kunnet iagttage min transformation, men nu hvor den var fuldbragt, var det alligevel chokerende. Det menneske, jeg så derinde, var ikke Jacob Skyggebjerg. Det var Jacob Mortensen. Jeg sendte et billede til min insider. OMG, du ligner fuldstændig en af dem, svarede han.

Gennem Bibliotekshaven ser jeg dem: En forsamling på en fyrre-halvtreds storrygende frysende mennesker i den gråhvide novembermorgen. Det må være dem. Jeg skrår ind over for at komme hen til dem. Det er dem, som jeg nu er en del af. Mit nye vi. Medlemmerne af det parti, jeg for nylig har meldt mig ind i. Stram Kurs.

Er vi virkelig velkomne her?

Gudskelov har jeg været forudseende med hensyn til cigaretterne og taget en pakke med som en del af min forklædning. Når stort set alle andre ryger, bliver jeg nødt til også at ryge. Jeg stiller mig i udkanten af flokken, glider pænt i et med den krop, massen er.

Men folk taler sammen. De kender hinanden. De taler om kulden, og at nu må vi da snart blive lukket ind. De taler om demonstrationen, som angiveligt må være godt i gang omme på den anden side af Christiansborg lige nu. De taler om fotografen, som klatrer op på den lille mur ved Bibliotekshaven med sit megaobjektiv, og tager billeder af folk. Ja, få nu det hele med, lyder det. Nu bliver vi berømte, lyder det.

To kvinder, der lader til at have fulgtes, taler med en mand om at deres arbejdsplads satme ikke skal finde ud af at, at de er her i dag. Det er satme ikke godt med den fotograf. En bleg mand med langt sort hår taler med en kvinde om at han godt nok var noget træt af det, da det oprindelige arrangement blev aflyst. Jamen, om hun er klar over, hvor lang tid, det tager for ham at komme til at se sådan her ud? Han breder armene ud til siden, så hun kan se hans jakkesæt. »Jeg har det jo ikke så godt for tiden,« siger han.

En lille rund mand med sammenknebne øjne i et helt rødt ansigt går foroverbøjet rundt og prøver at finde nogen, han kan snakke med. Det er som om, der ikke rigtig er nogen, der magter ham. Et par ord, kan man veksle med ham, fordi han er en af vores, men så heller ikke mere. Vi får jo ikke løn for det. Manden virker utroligt begejstret for at være her, eller også kender han bare ikke andre ansigtsudtryk end smilet. Da han kommer tættere på, forstår jeg, det er kasketten, han er ude efter - det blev offentliggjort som noget stort på et tidspunkt, at den famøse Stram Kurs-kasket, som lederen er kendt for at gå rundt med, vil kunne erhverves til Rigskongressen.

Man vil kunne komme tættere på afgudsbilledet Paludan. »Ved du om det er en-size?« spørger den lille runde mand, og misser med de sammenknebne øjne. Han ser ikke engang ud til at opdage, hvem han taler til - har bare registreret at der er en skygge af et menneske i nærheden, og så håber han, det svarer. Gud ved, om han overhovedet ved, hvad partiet står for - er det mon ikke for ham på samme måde som med hans anonyme samtalepartner - bare det at være med i et eller andet fællesskab, det handler om for ham? At have et eller andet sted, hvor han er velkommen?

Det trækker ud. Klokken passerer ti. Så er det det, folk taler om. Nogle har stået og frosset siden klokken 9. Som ordren lød i indbydelsen. Nye cigaretter bliver hele tiden tændt. Jeg orker ikke mere. Den jeg har mellem fingrene er kun filter nu, sortsvedet af gløden, der for længst har ædt alt det, den kunne æde. Jeg tænker, det nok kan være en endnu bedre forklædning end en tændt cigaret. Ved siden af mig står en mand og suger i et lignende skod.

Det her har ingen af os prøvet før. Magtens Centrum. Nej, så fint her er. Er vi virkelig velkomne her?

Hjertet springer op i halsen på mig, da Uwe Max pludselig buldrer gennem mængden. Som en rugbyspiller styrer han imod mig. Angst. Han har tænkt sig at vælte mig omkuld. I håret har en lille farverig indretning, der får mig til at tænke på den blå vandballon, han havde på pikken under en aktion i Viborg. Men nej - han har ikke genkendt mig - han drejer lige inden han rammer mig, stiller sig i kø ved døren. Endelig lader det til at være tid til at vi kan komme ind.

Vi vader op igennem Proviantgården. Vi kigger os omkring som var vi på museum. Det her har ingen af os prøvet før. Magtens Centrum. Nej, så fint her er. Er vi virkelig velkomne her?

En knejt, som jeg må slå til at være femten-seksten år, kommer joggende baglæns forbi mig med tomlerne nede i de knyttede hænder. Det røde hår redt ned foran øjnene, Adidas-bukser og kort vinterjakke. Han kigger undrende på os, tænksom over, hvad der mon kommer til at ske. Skæg? Eller ballade? Hvad er vi overhovedet for nogen?

Som den knejt, han er, bider han i lynlåsen på sin jakke. Snurrer rundt om sig selv og jogger videre.

Hvem er det, der ligefrem tager sine børn med til Rigskongressen? Er han Uwe Max’ søn - de siger jo at han har en? Jeg kommer automatisk til at kigge efter den læderfodbold, som min logik siger, drengen går og dribler med. Hvor er den?

»Er det dig ne’ fra Nø’købbing?« Jeg stivner. Der bliver talt til mig. Til venstre for mig har sneget sig en lille dame frem - kort, lyst hår, vel engang i midten af fyrrerne. Og hvordan taler Jacob Mortensen så overhovedet? Hvordan reagerer han, når et fremmed menneske pludselig henvender sig til ham? Jeg har hele tiden tænkt, han var en mand, der var bange for verden. Altid klar til at forsvare sig - deraf også de spidsede læber med de nedadvendte mundvige - altid parat til at sige HVA’ VIL DO!

Men til denne lille dame, som er en del af familien skal jeg jo ikke sige HVA’ VIL DO! Heldigvis er min forberedelse til rollen god nok til at der alligevel kommer en for Jacob Mortensen naturlig reaktion på hendes henvendelse. Med tung jysk dialekt giver jeg hende et sammenbidt nej, og lukker af for hvad hun videre siger.

Angsten melder sig igen, da jeg ser dem: Landstingssalens store hvide rum er fyldt med borde, hvor mine partifæller allerede sidder, inddelt efter kredse, markeret med håndskrevne papirsskilte. Her sidder Esbjerg og her sidder Slagelse. Men hvor i alverden skal Jacob Mortensen sidde? Jeg hører ikke til nogen steder her.

Efter den lange ventetid i morgenkulden skal det blive godt med noget kaffe. I den oprindelige indbydelse til arrangementet i Middelfart var der et punkt, der hed Dørene åbnes: Morgenkaffe m/brød, marmelade og pålæg. Modsat frokost og aftenbuffet, skulle man ikke selv betale for dette. Men det punkt er blevet sløjfet her på Christiansborg. Folk går overraskede rundt og kigger efter kaffen. Spørger hinanden, hvor den er. De kan næsten ikke tro det. En morgen uden kaffe?! Andre griner: Æj, ham Rasmus! Ikke en gang en slurk vand kan man få. Det er direkte ind i Landstingssalen og få sig sat, så vi kan komme i gang. Vi har en lang dag foran os.

Angsten melder sig igen, da jeg ser dem: Landstingssalens store hvide rum er fyldt med borde, hvor mine partifæller allerede sidder, inddelt efter kredse, markeret med håndskrevne papirsskilte. Her sidder Esbjerg og her sidder Slagelse. Men hvor i alverden skal Jacob Mortensen sidde? Jeg hører ikke til nogen steder her. Alle bordene synes mig at være lukkede fællesskaber. Det vil aldrig kunne blive naturligt, at jeg sætter mig ned her ved denne amerikanerfede skaldede mand. Eller ved denne kvinde, hvis øjne er sunket ind i et mørke, der æder deres farve. Hos denne olding, der lægger nakken tilbage og ser op på mig med den samme undren i det leverplettede ansigt, som knejten fra før?

Jeg finder et bord nede i hjørnet bagerst i salen, hvor kun to mænd i sort tøj har taget plads. Her er der ikke noget skilt. Jeg tænker allerede, mit projekt er gået i vasken. Jeg sidder jo udenfor fællesskabet - i dette limboland mellem pressen, der sidder og trykker sig langs bagvæggen, og medlemmerne i salen. En journalist fra TV2 viser barnetegninger til en af mine partifæller på sin iPad. Journalisten, der smiler og taler med øm stemme om tegningernes ophavsmand. SK’eren, der ser ud som om han er ved at eksplodere i fortvivlelse ved synet. Dette møde burde foreviges i et maleri og hænges op på Christiansborg. Hele rigskongressen burde foreviges i malerier og bruges til at udsmykke Landstingssalen.

EUROPAS MINDSTE ORDBOG

Paludan går til talerstolen og byder velkommen. Han fortæller, at Stram Kurs prøver på at være ledestjerne for resten af befolkningen, og at der er »rigtig rigtig rigtig rigtig mange mennesker,« der ønsker at dræbe ham - primært medlemmer af den danske presse, Radikale Venstre, Enhedslisten og Konservative - samt en masse muslimer. Han fortæller at vi er forsinkede, fordi folk ikke er kommet til tiden. Men han er »sikker på, vi nok skal få en rigtig hyggelig dag.« Danskerne er jo »rigtig rigtig gode til at hygge,« og han er sikker på, at de danskere, der er mødt frem her i dag, nok skal få det til at lykkes.

Han præsenterer repræsentantskabet, som sidder på række under storskærmen: tissebækunsteren Uwe Max Jensen, Anita Johansen, som vel bedst kan beskrives som den præsentable kvinde i Stram Kurs - partiets babe, om man vil - og »den endnu ikke tilstedeværende John Andersen, som kommer meget snart.« Og der - yderst til højre, ved siden af ungdomsformand Jon Bock - sidder jo den lille purk, som joggede afsted op langs flokken, da vi gik gennem Proviantgårdens gange! Så er han åbenbart en del af partiets top. Han kigger spændt ud over salen.

Hvad skal man svare, når et menneske stikker dets hjemmestrikkede verdenssyn i hånden på en, uden man har bedt om det?

Paludan forklarer om retten til at tale. Vi har alle ved indgangen fået udleveret et armbånd - og hvis man har et blåt armbånd, så har man adgang til talerstolen, men har man et grønt armbånd, så har man »kun adgang til sin plads.«

Efter knap syv minutters tale, erklærer formanden den første af rigtig rigtig rigtig rigtig mange fem minutters pauser. Han sætter sig og hvisker med Uwe Max og Anita Johansen. Øjensynligt handler det om slagets gang og de første tanker om, hvordan kongressen kommer til at forløbe, men da partiets livestream-kamerafører begynder at dokumentere denne fortrolige hvisken, trækker han de to repræsentantskabsmedlemmer med sig ud i et tilstødende lokale. Tilbage sidder knejten alene til udstilling på scenen. Han vinker til kameraet.

En høj mand i hvid ternet skjorte med sorte arbejdsbukser og sorte seler udnytter pausen til at gå omkring og dele en skrivelse ud. EUROPAS MINDSTE ORDBOG (Udgivet af [navn fjernet] 10.11.2019), lyder overskriften. Manden forklarer med et grin de to mænd ved mit bord, at det er hans forsøg på at beskrive forskellen på en religion og en sekt. Han har selv været med i scientology, siger han. Nu er han her.

De to mænd svarer ikke - hvad skal man svare, når et menneske stikker dets hjemmestrikkede verdenssyn i hånden på en, uden man har bedt om det? Det her er måske de to mænds første møde med deres nye parti, det første, der sker på rigskongressen. Normalt ville man nok sige nej tak, og vende sig bort, men herinde er vi jo alle familie. Som lederen lige har fortalt os, er vi jo rigtig rigtig gode til at hygge. De tager imod mandens skrivelse.

Selvom EUROPAS MINDSTE ORDBOG ikke er en officiel skrivelse fra Stram Kurs, synes jeg alligevel, den hører med til Stram Kurs-oplevelsen. Alle herinde har fået den. Og som det jo er med skrift, er den et kig ind i hovedet på forfatteren, og dermed et kig ind i hovedet på en af mine partikammerater. Det er altså værd at beskæftige sig med dens ordlyd i denne reportage. Faktisk mener jeg, den ville være værd at bringe i sin helhed, fordi den - som vi skal sande efterhånden som dagen skrider frem - i sit øjensynlige forsøg på at pege på islam som en kult eller sekt baseret på mobning af andre, ufrivilligt kommer til at pege direkte på Stram Kurs selv.

I EUROPAS MINDSTE ORDBOG lyder det blandt andet: “Kultmedlemmerne mener de er så rigtige på den at de inddeler verden i os og dem. Alle der ikke er kernemedlemmer skal holdes nede da de mener at andre ikke er noget værd. (...) Princippet med mobning er, at der er en antisocial leder (ulven), som bestemmer hvem der skal mobbes og hvordan. Der bruges ofte vendinger som “eksperter mener...”, “alle mener...” og lignende, for at forsøge at nedgøre andre og fortælle at den mening som den/de mobbede har, er ugyldig. Fårene gør som han siger, fordi de ved at hvis de ikke adlyder så er de næste i rækken som får hele gruppens negative opmærksomhed, og det er ikke særlig morsomt. (...) både ulven og fårene er kujoner der foretrækker at arbejde i flok for ikke at give offeret en chance. (...) Antisociale personer (også kaldet asociale) – lederen - bekæmper alle andre og specielt dem der er smarte. Antisociale er bange for at blive gennemskuet og miste magten over fårene, hvis det bliver afsløret hvad han laver. (...) Man kan kalde lederen en sindssyg person, da hans hensigter, gerninger og frygt ikke er baseret på virkeligheden, men noget der kun eksisterer i hans egen fantasi.”

»Du må godt vente her,« siger Paludan til kameraføreren, da han kommer ind igen. »Tak,« siger kameraføreren, og flytter sig ikke ud af stedet, før lederen er tilbage. Uwe Max tænder sin mikrofon og giver ordet til Paludan, der går på talerstolen og siger et par ord om fotografering. Og så er der pause igen.

»Jeg har røntgensyn«

Så skal der vælges rigsledelse. Det har været muligt for medlemmer, ved at gå sammen minimum 200 næser, at foreslå opstillere, men da der ikke er blevet foreslået nogen, har den nuværende rigsledelse selv udpeget alle kandidater:

Paludan selv, der forklarer sin politiske bevæggrund med en analogi: Situationen med indvandring »svarer til at jeg inviterer nogle hjemløse ind at bo i min lejlighed (...) og jeg må tage til takke med at sove i skunken i køkkenet.«

Og Uwe Max, der næppe heller kræver nogen egentlig introduktion.

Og Henrik Hartung, der forklarer at det, han mestendels kan bidrage med, er at opstøve information om de venstreorienterede, der giver problemer.

Jeg begynder at føle mig syg.

Og så er John Andersen endelig in the house, klædt fra top til tå i denim - han præsenterer sig selv som skraldemand og fra Københavnsområdet. Har altid stemt Fremskridtspartiet og »bakket Mogens Glistrup 100% op« - men da det var slut med liste Z, var der ikke andre steder at gå hen for John end Dansk Folkeparti - noget, som han er skuffet over, særligt efter de gode resultater ved forrige valg, som han føler, ikke rigtig rykkede ved noget. Han meldte sig ud af DF, og i kølvandet på det »dukkede Nye Borgerlige op, og Stram Kurs kom lige efter« - og efter at have overværet nogle af Stram Kurs’ demonstrationer, faldt valget som John Andersens næste politiske ståsted på det parti.

Han opfordrer folk til at komme til ham, hvis de godt kunne tænke sig at prøve at deltage i partiets demonstrationer: »Står vi ti, så er det altid lettere for nummer elleve, og står vi elleve, så er det altid lettere for nummer tolv - hvorimod står vi tre eller fire, så kan man godt være sådan lidt: ahr, jeg bliver udenfor i dag.«

[[{"fid":"6039","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"","field_file_image_title_text[und][0][value]":""},"type":"media","link_text":null,"attributes":{"height":505,"width":578,"class":"media-element file-default"}}]]

Der er det ved John Andersen, at han forekommer at være så skideflink. Jeg kan ikke lade være med at holde af ham. Bundreel. En ganske almindelig udmagret mand, der bare gerne vil balladen med uintegrerede indvandrere til livs, så han kan være i fred. Han er tør - Stram Kurs’ Kristian Thulesen Dahl - på den måde den brovtende overvægtige Rasmus Paludans modsætning. Han vil ikke høre tale om så meget som at reagere på salens voldsomme applaus: Da John træder ned og modtager et større bifald end formanden gjorde, tager Paludan ordet og fortæller - og det glædes han over - at det jo også er hans evner til at udpege ledere, der klappes ad.

Anita Johansen har skrevet en tale til præsentation af sig selv. Hun sætter brillerne på næsen, vender blikket ned, og læser: »Jeg går til bekendelse. Ja - jeg stemmer Stram Kurs. Ja - jeg er medlem af Stram Kurs. Ja - jeg stillede op som folketingskandidat for Stram Kurs. (...) Jeg har røntgensyn, der ser igennem den herskende konsensus og den elitære ordensmagt. (...) Snart er det kun akademikere og familiedynastier, der styrer vores land.« Herfra fortsætter hun med en længere svada om sine valg med hensyn til hvad for noget kød, hun spiser og så videre og videre og videre ud i alle de kendte afkroge af den snak, der handler om at islam er uforeneligt med danske værdier og så videre og videre og videre og det er for dårligt, man ikke må have en holdning til islam uden at skulle lægges for had og kaldes racist.

Hvem er de mennesker, der falder for koranafbrændingerne og de statsfinansierede tilsvininger?

Kort sagt en gentagelse af, hvad John Andersen sagde - som var en gentagelse af hvad Uwe Max sagde, som var en gentagelse af hvad Rasmus Paludan sagde. Det er den samme repetetive kværn, der bare kører derudaf og ælter stemningen i salen om til en uspiselig grå grød, hvor al næring er kvast. Jeg begynder at føle mig syg.

Mens Anita på scenen kører løs i sin monotone oplæsning af den jeg ved ikke hvor mange a4-ark lange tale, sniger jeg mig til et blik rundt på mine partikammerater. De små og store kroppe. Sammensunkne ved bordene - hører de overhovedet efter? Hvem er de mennesker, der falder for koranafbrændingerne og de statsfinansierede tilsvininger? Når man går frem og tilslutter sig noget så ekstremt, så har man accepteret sin omverdens fordømmelse og gjort det her til sit fællesskab. Langt de fleste ligner nogen, der har det svært, på den ene eller anden måde. Der er ingen deciderede vindere her. I alle grupper, i alle folkeskoleklasser, på alle arbejdspladser og så videre, er der altid en eller to, som bare ikke fungerer med resten. En eller to, som er vanvittigt socialt akavede. Outsidere. Tabere.

Når jeg kigger rundt i Landstingssalen, forekommer det mig, at det er alle disse enkeltstående outsidere, der har forladt deres respektive fællesskaber, og fundet sammen i et nyt. Det er folk, der aldrig har været smarte. Folk, der aldrig har været kløgtige. Folk, der aldrig har oplevet andet end nederlag. Intet under, at man kan sælge et fællesskab til dem under sloganet V for sejr.

»Så en dag var frikadellerne lavet af oksekød,« tordner Anita og har igen min opmærksomhed. Hun slutter sin tale og modtager en venlig irettesættelse fra Paludan om, at man af hensyn til tiden må begrænse sig på mikrofonen.

Knejten får lov at komme op og bidrage: »Jeg synes, vi har et rigtig godt samarbejde, og der er egentlig ikke nogen i Stram Kurs jeg har et had til.«

80 % af de tilstedeværende forlader salen for at gå op på tagterrassen og ryge. Så kan jeg jo ikke blive siddende. Det er deroppe, det sker. Det er nu, jeg har mulighed for at blande mig med de andre.

Hele pakken af kandidater vælges på en gang - ved klapsalve. Herefter gør Paludan igen opmærksom på at der ikke er problemer med samarbejdet i partitoppen. En tidligere folketingskandidat har åbenbart været ude og påstå, at Paludan lever af interne stridigheder i partiet. En halv time tog det at få valgt partiets rigsledelse - og så kunne vi vist alle sammen godt trænge til en pause mere. 80% af de tilstedeværende forlader salen for at gå op på tagterrassen og ryge. Så kan jeg jo ikke blive siddende. Det er deroppe, det sker. Det er nu, jeg har mulighed for at blande mig med de andre.

Rygepause

Luften er tyk af røg. Under tagterrassens halvtag stimler en flok SK’ere sammen i jakkesæt og sweatshirts med knitrende cigaretter presset godt ind imellem fingrene. Jeg stiller mig ved dem, men der bliver ikke rigtig talt sammen. Det er en anden form for kommunikation, der foregår her. Noget med at kigge på hinanden, som om man venter på at den anden skal sige noget, og så sker det ikke, fordi den anden gør det samme. Der bliver sukket og stønnet. Lidt derfra står en mand og taler - højlydt - han underholder. Jeg går derhen.

Jeg får lyst til at kalde ham Bingo. Han er fra Esbjerg, han fortæller for en lille kreds af SK’ere, der har samlet sig om ham, hvordan det sociale boligkvarter, han bor i i den vestjyske hovedstad, er delt på midten: »På den her si’e,« siger han, og skærer en streg i luften foran sig - »der bor de - og på den her si’e - der bor vi! Så’rn er’t! Jamen sår’n er’t krafte’me!« SK’erne i kredsen omkring ham nikker og smiler. Her er blandt andet den blege mand med det lange sorte hår, der stod nede ved indgangen og sagde, han ikke havde det så godt for tiden.

For Bingo handler demonstrationerne om skæg og ballade - endelig sker der noget. Det er fuldstændig ligesom dengang i skolegården.

Bingo fortsætter. Han er tydeligvis glad for at få lov at være den, der står i midten og underholder de andre. Han har Stram Kurs-kasketten på. Han har for en stund fået lov at indtage Rasmus’ plads i fællesskabet: »Jeg synes bare vi skal holde demonstration hele ti’en! Politiet, de skal bare vi’e det et kvarter i forvejen, så skal de stå der - det siger loven!« Han griner. De andre smiler og nikker. Bingo fortæller at de bare skal komme med - der er ikke noget at være bange for. Han synes, de skulle holde demonstrationer over hele landet på en gang - bare for at stresse politiet. Han griner igen.

For Bingo handler demonstrationerne om skæg og ballade - endelig sker der noget. Det er fuldstændig ligesom dengang i skolegården - det her, det forstår man fandeme da hvad er! I mit hoved spiller den nordjyske undergrunds-klovnerapgruppe Dum Logiks politiske dada-rap, I ske med Lene E: »Politik, politik - kommuuun’! - politik, politik - konservastiv kondooom!« Cirka sådan antager jeg, Bingos forhold til politik ser ud.

Da der ikke er nogen i kredsen, der tager ordet, starter han forfra: Naahr-men han synes fandeme da bare, vi skulle holde demonstrationer hele tiden. Han skråler: »Politiet, de skal bare vi’e det fem minutter i forvejen!«

Nye smøger bliver tændt over hele tagterrassen. Jeg trækker indenfor for at komme ud af kulden. Mens de andre får røget færdig, tænker jeg, vi lige kan vende tilbage til det her med at skriften altid vil være et kig ind i hovedet på forfatteren. For man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvad han egentlig er for en størrelse, denne vores leder, som alle de andre synes at se så voldsomt op til. I interviews er han ikke glad for at give ud af sig selv og sin baggrund, og det lidt, det er blevet til, kan i bund og grund koges ned til udsagnet »jeg er en hård mand«.

Men der findes faktisk skriftlige kilder, der afslører noget om privatpersonen Paludan. Fra juni 2005 til april 2008 skrev han på hjemmesiden paludan.nu en blog, som nu er lukket og slettet, men kan hives frem via Internet Archives digitale arkiv Wayback Machine. Som via tolkning af bibelskrifter, kan vi disciple nærme os guden gennem læsning af hans blog. Det er helt i hans ånd.

Et abstrakt tænkende menneske

Den gamle blog på Paludan.nu kan bedst beskrives som en online dagbog, i hvilken den civile Paludan dengang nedfældede stort og småt, han gik og foretog sig, ofte reflekteret gennem den bestandige slåen fast over for sig selv, at han er ting som »et abstrakt tænkende menneske« og »retfærdighedens soldat«, mens andre er »undermennesker«.

Han skriver små anmeldelser af de film, han har set under Copenhagen International Film Festival 2005, han fortæller minutiøst om sine oplevelser i lufthavnen i forbindelse med flyrejser, han fortæller om en forkølelse, han fortæller om hvordan han ved sin egen lille internetdomstol finder Flemming “Don Ø” Østergaard skyldig i hærværk på det danske sprog efter han på et skilt har delt et sammensat ord i to, han fortæller om frustrationerne over at vennen Chris ikke kan forstå at der er forskel på Østerbro og Østerport, han fortæller om sin adgang til internet, og problemerne, der opstår, når denne adgang forsvinder, han fortæller hvordan han blander sig i en sag om striptease på Silkeborg Gymnasium, han fortæller hvor mange julekort, han har sendt ud, han fortæller hvordan vinden har slået en pizza ud af hånden på ham på Østerbrogade, og så videre, og så videre. Et tilbagevendende emne er hans oplevelser med et udueligt politikorps.

Det interessante ved denne det civile menneskes dagbog er, at man her møder en Paludan, det faktisk er muligt at have sympati for. Han er endnu ikke begyndt at betragte sig selv som »en hård mand« - snarere træder et billede af et menneske frem, som bare gerne vil holdes af for den, han er. Som oprigtigt interesserer sig for samfund og kultur - her citeres Oscar Wilde, Anaïs Nin, Martin Luther King og Emily Dickinson - men som ikke har nogen andre steder at henvende sin interesse og tanker om verden end på den private hjemmeside på internettet.

Han retter blikket mod sit mål. Tankerne mod sit mål. Han gør sig hård.

Af en kilde, der gik i klasse med ham på gymnasiet er han for Berlingske blevet beskrevet som »en aparte person, der var intelligent, men aldrig formåede at blive en del af fællesskabet«. Men på internettet kan man ikke bede ham holde kæft. Man kan ikke slukke for hans mikrofon. Man kan ikke vende ryggen til ham og gå - jo, man kan forlade hans blog og ikke læse videre, men det efterlader ham ikke alene, talende til sig selv - han kan fortsat kommunikere sig selv til et teoretisk publikum.

»Nu er jeg klar til at fortsætte, hvor jeg slap i går. Jeg var hjemme kl. 18.15 i dag og faldt med det samme i søvn på sengen og vågnede 20.05. Godt jeg havde nogle mikroovnsretter liggende i køleskabet.«

Stemmen på bloggen er en stemme, der omtaler begreber som internet, chat, datingsider og internetadgang som noget, der fylder i hans liv. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Paludan i internettet ved dets komme i sin tid, har været en af dem, der her fandt en vej ud af ensomheden.

»Det er jo ret nemt at bruge sit rigtige navn på Internettet, når blot man kan stå ved, hvad man skriver og gør,« konkluderer han i en post om, hvorfor han har valgt ikke længere at anvende et online nick. Jeg husker, hvordan vi i min egen folkeskole blev advaret mod det risikable i at ty til de online fællesskaber, hvor man kunne være lige den person, man ville - nok kunne man finde frelse i den virtuelle verden, men man risikerede at blive ude af stand til at fungere socialt i den virkelige.

I et indlæg beskriver han overfladisk den mobning, han blev udsat for i gymnasiet. Det er de sene teenageår, der er tale om, en tid, hvor det voksne menneskes første formning sker, idet det bævrende kryber ud af sin puppe og for evigt bortkaster barndommens ham. Mennesket er modellervoks i fællesskabets hænder. Når man læser på bloggen, og ser på billeder af ham fra dengang, viser der sig uundgåeligt et billede af den klassiske outsider, typen vi alle har kendt på et tidspunkt, og hvis sociale vel ingen desværre vil tage ansvar for - han findes i alle fællesskaber:

På fora på nettet finder man rigeligt med eksempler på Paludans sociale inkompetence.

Pigerne - åh, pigerne, der står i en lille flok sammen med et par af drengene. De smarte. De snakker om ham. Fuck, han er så ulækker! Jeg fatter ikke hvordan han kan holde sig selv ud! Eew! Jeg blev sat i gruppe med ham den anden dag - ad, ad, ad, ad! Og så kommer han sjoskende, Paludan, med sine runde læber og sit pjuskede hår, sin s-formede krop, og de er jo hans klassekammerater, så de synes jo, de er nødt til at hilse på ham: Hvad så, Rasmus!

Men Paludan ved udmærket godt at de står og snakker om ham, han ved udmærket godt hvad det er, de står og siger, så han svarer ikke. De skal fandeme ikke tro at han har brug for dem! Nervøsiteten, der bobler i hans mave idet han nærmer sig dem og går forbi dem, er noget, han har vænnet sig til at ignorere og bare lade synke ind. Han retter blikket mod sit mål. Tankerne mod sit mål. Han gør sig hård.

Der skal komme en dag. Der skal komme en dag, hvor han har loven på sin side, og hvor de alle sammen skal indse, at det var dem - lallende gymnasieelever med deres barnlige fester - det var dem, der tog fejl!

»Vi kan da ikke alle være intellektuelle esser.«

På fora på nettet finder man rigeligt med eksempler på Paludans sociale inkompetence. Eksempler, der altid synes at grunde i, at han ganske enkelt ikke evner at indgå i det forlig, som er den sociale relation, men tværtimod altid søger at komme ind i den ad konfliktens vej - han kender ganske enkelt ingen anden social forbindelse end konflikten, diskussionen, skænderiet - det er derfor, han har haft brug for at kende loven, så han kunne have retten på sin side. »Jeg værdsætter sandheden så højt, fordi sandheden altid har været på min side,« som han skriver i velkomsten på sin blog, hvor det også fremgår at han besluttede sig for juraen i en alder af 12. Han kan derfor være uberørt af at folk ikke vil have noget med ham at gøre - for det er stadig dem, der tager fejl, og ham, der har ret.

I indlægget Kaspar Mørk Nielsen fremlægger han en korrespondance, han har haft med en bruger på en datingside - en korrespondance, som han, angiveligt i bedste mening, indleder med en korrigering af stavningen i et af modpartens dagbogsindlæg på datingsiden:

»Hejsa

I dit dagbogsindlæg 30.5.2007 kl. 13.17 står:

“Bliver simpelthen nød til at lade være med at spise knækbrød i sengen.”

Der skal dog rettelig stå:

Bliver simpelthen nødt til at lade være med at spise knækbrød i sengen.</u>«

Det er bloggens stemme, som vor tids Paludan er en mutation af.

Denne henvendelse, som umiddelbart kan virke som en hån af modtageren, og da også bliver opfattet sådan, skal vi siden erfare, er i virkeligheden Paludans forsøg på at åbne en reel - og om muligt amourøst frugtbar - kommunikation: En Paludan-icebreaker.

Korrespondancen foregår nogle uger efter det er kommet frem i Politiken, at Paludan driver hjemmesiden kriminelle.dk, på hvilken han offentliggør billeder af folk, der gør sig skyldige i mikroskopiske lovovertrædelser i trafikken. Det er med et citat fra et af Paludans egne dagbogsindlæg om dette, modparten svarer på dennes icebreaker:

»…mit liv bestemmer jeg selv over, dit liv ligeså! Det er det sidste led, i den sætning, som er problematisk.

Folket har besluttet, at fodgængere ikke må bestemme over andre trafikanters liv. Derfor skal de stå for rødt.

Tjek lige din egen moralske lyskurve! Pedantiske taber…«

Og her er det, mennesket Paludan træder frem for os i fuld flor. Han har jo bare villet åbne en samtale med en kæk henvendelse af den art, han nu evner at bidrage med. Han føler sig trådt på:

»Er det sådan du reagerer, når folk venligt gør dig opmærksom på, at du har skrevet forkert dansk?«

Og herfra kører krigen ellers - modparten kæmper for at få Paludan til at forstå at han er socialt handikappet - og Paludan kæmper for at få modparten til at forstå, at han er intellektuelt underlegen.

»Men hvorfor så gøre det til det? Hvorfor påpege noget så ligegyldigt? Du lader da til at være intelligent nok til at se hvor provokerende en effekt det ville have…,« skriver modparten.

[[{"fid":"6040","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"","field_file_image_title_text[und][0][value]":""},"type":"media","link_text":null,"attributes":{"height":629,"width":578,"class":"media-element file-default"}}]]

Men nej. Jeg kommer til at tænke på en anden højrefløjspersona, Bo Warming, kendt som Danmarks mest ekstreme mand, som jeg selv boede til leje hos i nogle måneder i 2012, og derfor havde en slags personligt forhold til. Bo Warming lød dette øgenavn, Danmarks mest ekstreme mand, blandt andet fordi han insisterede på sin lovmæssige ret til i hjemmet at eksperimentere med sin afføring, gå nøgen omkring, og aldrig anvende hverken bad eller toilet. Hans hus på Bjelkes Allé var tapet sammen med gaffatape og blev af ham selv beskrevet som en turistattraktion.

Der kunne skrives meget mere om Bo Warming, men det relevante her er en oplevelse, jeg havde en eftermiddag, hvor han havde inviteret mig på en øl i sin stue, hvor væggene bogstaveligt talt var malet med skidt. Denne eftermiddag ville han tale om en date, han var ved at arrangere. Han havde medlemskab af adskillige datingsites, havde jeg erfaret ved øjesyn en dag, jeg skulle introduceres til det 600 sider lange dokument, han havde på computeren i sit soveværelse - en bog, sagde han, med citater fra ting, han havde læst, som han en dag ville publicere.

Det skete desværre ikke inden hans død senere samme år. Denne eftermiddag spurgte han mig nu, hvordan det kunne være at de kvinder, han fik arrangeret dates med, altid skyndte sig væk, inden de overhovedet var kommet indenfor, når de kom til adressen. Jeg forklarede ham at det måske kunne gøre en forskel hvis han tog et bad og tog noget tøj på - men ikke tale om - han var i sin gode ret til at leve som han havde lyst til at leve inden for sit eget hjems fire vægge. Så måtte de tage ham eller lade være.

Jeg gik ind på Yahoo.com og oprettede en mailadresse og gik i Føtex og købte et taletidskort til min telefon. Dermed min nye identitet. Herefter gik jeg ind på Stram Kurs’ hjemmeside og meldte mig ind under navnet Jacob Mortensen og fik en veninde til at overføre de 200 kroner det koster for et års medlemsskab. Point of no return.

Men Bo Warming var ikke bare berygtet for sin insisteren på sin lovmæssige ret til ikke at indordne sig. Lige så berømmet var han for sin diskussionslyst - som udartede sig i regulær sabotage af diskussionsfora på nettet, hvor han dukkede op i debatter vedørende hvad som helst, og altid formåede at komme med udtalelser, som de andre debattører fandt så upassende, at de så sig nødsaget til at gå i rette med ham - hvorved den pågældende debat gik i hårdknude. Han var en troll, uden egentlig at ville være det. Igen en stærk lighed med Paludan - både med den Paludan, vi kan læse på bloggen - og med den Paludan, vi alle sammen kender, som dog nu holder sit fokus på et enkelt emne.

Det er bloggens stemme, som vor tids Paludan er en mutation af. Den Paludan, vi kender i dag, er en skygge af den diskussionslystne jurastuderende, som på grund af sin sociale akavethed ufrivilligt atter og atter skubbede alle mennesker fra sig.

En karikatur, som ikke er andet end de brovtende infantile provokationer, hans demonstrationer består af. Den Paludan, som står tilbage i dag, er den, der af det fællesskab, hvis orden og regler, han skattede så inderligt højt, udelukkede Paludan - det, som han selv formulerer som »en hård mand.«

»Grunden til, at jeg offentliggør det er – ligesom de øvrige indlæg i min dagbog – at læseren kan danne sig et billede af, hvilken person jeg er.«

I april 2008 holder han op med at skrive på bloggen, og dukker så op igen i 2014 på Youtube på kanalen Frihedens Stemme, en forløber for Stram Kurs. Herimellem er der sket et eller andet. Det er herimellem, han har givet op. På et tidspunkt herimellem får Oscar Wilde og Martin Luther King og alle de andre sparket, og i stedet inviterer han den hob af skraldemænd og førtidspensionister, som han nu omgiver sig med, indenfor.

Manden, der tidligere har brugt rettelser af grammatikken i folks dagbogsindlæg på datingsider som icebreaker, samler et fællesskab af folk omkring sig, som for størstedelens vedkommende ikke engang kan stave til Danmark. Vi har alle sammen brug for et fællesskab, og her fandt han sit.

For fanden, hvor må han have været alene. Jeg tror ikke, nogen kan forestille sig den ensomhed, han må have følt. Den isolation. Lige udenfor, hele tiden, lige der, ved siden af, i stand til at røre - og hver gang han så har rakt ud - afvisningens forfærdelige dødsdom. Han har brændt nallerne.

Det er netop derfor, man heller ikke kan lade være med at unde ham det - denne tilbedelse.

Partilederens beretning om året, der gak

Paludan opsummerer partiets fremgang - fra sidste års rigskongres, som knap nok fandt sted, idet man dengang havde så få medlemmer - hen over demonstrationen på Nørrebro i april 2019, som udløste en strøm af vælgererklæringer og gjorde partiet opstillingsberettiget til Folketinget (og berettiget til 2 millioner kroner om året i statslig partistøtte). Han beskriver vold kontra demokrati. Vi i salen lytter opmærksomt til vor store leder - akademikeren! Han harcelerer over, at der ikke blev arrangeret muslimsk demonstration, dengang han angiveligt fik hældt eddike i hovedet.

Han fortæller os, hvordan pressen består af venstreorienterede og -ekstremister, som ønsker det danske samfund nedbrudt, så de kan bygge den perfekte kommunistiske stat op. Danskerne er en minoritet i verden, og muslimerne er »en meget stor gruppe.« »Det er os, som er de få - og det er dem, som er de mange,« fortæller han. Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen ønsker at så mange danskere som muligt skal dø. Han forestiller sig, at i en muslimsk underkastet dansk fremtid, vil journalister som Marie Nørgaard fra Ekstra Bladet være beskæftiget med at udføre eksperimenter på danske børn. Det er opfyldelsen af den virkelighed, vi i Stram Kurs kæmper imod.

Han fortæller om valget. Han har fået adskillige henvendelser om, at der har været svindel med stemmesedlerne, at det er derfor, partiet ikke blev valgt ind. Valgtilforordnede, der i s-toget morer sig over at de har kunnet sortere stemmerne på Stram Kurs fra. »Det er ikke konspirationsteoretisk at tro, der har været valgsvindel. Hvis man tror, det er det, så er man ikke klar over, hvilket had Pernille Skipper, Morten Østergaard og Uffe Elbæk har over for os,« siger han, »de tre personer hilste aldrig på mig under hele valgkampen.«

Ligheden med en sektleder, der står og hælder private vrangforestillinger og paranoia i hovedet på tilhængere, der ikke har lov til at stille sig kritisk, er slående. Faktisk må man sige, det synes at være det, der foregår. En sektleder in spe. Det er særligt for sekten, at det er den store leders verdensbillede, som nødvendigvis uforbeholdent må adopteres af sektens medlemmer, for at de kan få lov at være med. Stiller man sig uenig med lederen er det ud - med hvad det nu indebærer af dæmonisering blandt resten af fællesskabets medlemmer. Og hvad har man så? Så har man intet. Også dette er der talrige eksempler på i historien om Stram Kurs.

Rasmus Paludan forbyder sine medlemmer at lade sig interviewe af pressen. Han fratager dem altså retten til at tale, om det så bare er om sig selv - retten til at have en mening, om det så bare er om sin egen situation - det er svært at komme i tanker om en værre grad af umenneskeliggørelse. Som medlem af Stram Kurs findes du ikke længere. Du er ikke andet end dit latterlige medlemsnummer. Mere fornedrende kunne det kun være, hvis han direkte begyndte at spærre dem inde.

Er der nogen, Rasmus Paludan foragter mere end muslimer, så er det medlemmerne af Stram Kurs.

Tonni fra Brønderslev får ordet. Med forsigtig røst beretter han, hvordan 300 flygtninges ankomst til Dronninglund har afstedkommet et svind i hver af byens butikker på 150.000 kroner om året. Han fortæller, at det handler om at stå sammen. Han forstår godt, at man kan være bange. Han har også været bange. Men når vi er der for hinanden og bakker op om sagen, så er der ingen grund til at være bange.

Arne på 77 kommer op. Også han har forberedt et skriv, han vil læse op, men det kludrer for ham, så i stedet kommer der lidt løse brokker: Han sammenligner det arbejde, som Stram Kurs har i vente, med »at starte Aalborg Portland cementfabrik op fra grunden.« Han fortæller om sit første møde med Paludan, hvor han delte flyers ud, der viste »en lille sort mand i faldskærm på vej ud over Øresund.« Stor applaus og latter fra alle i salen. Og så sammenligner han Rasmus med Mogens Glistrup - »han minder jo meget om ham,« siger han, og går i stå i en længere række af øh og hm. Og herfra kører han ellers afsted med forskellige brudstykker af anekdoter om Rasmus og partiets grundlæggende linie om misharmonien mellem muslimsk og dansk kultur. Og det bliver ved. Og hvad fanden skal man så mene om de muslimer, som er så flinke, så flinke, nej vel, hmm … Arne ved det ikke.

Var det det her, Rasmus og Uwe Max og alle de andre havde i tankerne, da de arrangerede rigskongressen? Var det hensigten, at dagen skulle danne ramme om et forum, hvor de menige medlemmer hver især kunne lufte deres tilfældige strøtanker om, hvorfor lige de er endt i partiet? Hvad løber der gennem hovedet på advokaten og kunstneren, mens Arne vrøvler? Kværnen. Man falder hen. Man vågner, når der klappes - man klapper med, og falder så hen igen. Man ved ikke engang, hvad man klapper ad. Hjernen begynder at lege med det, synet tager ind: Anagrammer af bogstaverne i Stram Kurs-skiltet bag talerstolen - Ramts Skur - kom ind, du sjæleven og varm dig her hos Rasmus i hans skur, her får du ly for regn og vind.

Så er hun der! Kvinden fra Nø’købbing - hun rejser sig og vinker med hvid behandsket hånd, og kalder: wu-huu, mens John Andersen prøver at forklare en anden menig, hvorfor han ikke kan komme op og tale.

Kvinden har åbenbart været henne ved John i sidste pause og bede om taletid - hun har grønt armbånd på - og har bedt om tyve minutter. »Du må komme med noget på skrift, hvis det er så langt,« siger John Andersen. »Nej, men jeg har det hele i ho’et,« kvidrer kvinden på tyk falstersk dialekt. Det lyder jo som satire. »Jæ’ ka’ godt gøre det på femten minutter. Det er ikke politisk, det er pædago’isk, det er den grønne retning, det er helhe’sorienteret!«

En ser ud, som om han har stoppet skumgummipuder ind under blusen for at klæde sig ud som fed - en anden har et overbid, der strækker sig hen over hele munden og giver ham et permanent fjoget grin. En tredje ligner fuldstændig nåsåeren Benny fra The Julekalender.

Pause igen. Fem minutter senere præsenterer Paludan to ændringer i vedtægterne, som vedtages ved klap. Og så er der pause igen igen. Stadig ingen kaffe. Da vi atter sætter os, fortæller lederen, hvad der skal ske det næste år - blandt andet skal den nyerhvervede ejendom i Rødkærsbro ved Viborg danne rammen om uddannelse af partiets medlemmer, så de kan få værktøjer, der kan gøre dem bedre rustet til kampen. Igen kommer jeg til at tænke på sekten. Indespærring. Og så er der pause igen - frokostpause!

Frokost serveres til de stolte danere i Snapstinget

Jeg har set dem ved bordene i Landstingssalen, og jeg har set dem på rygeterrassen. Men det er først, da jeg står ved køleskabet på vej ind i Snapstinget, jeg egentlig ser dem: De stolte danere. Der står de i kø ved buffeten i deres alt for store jakkesæt og klodsede Stram Kurs snapback-kasketter. En ser ud, som om han har stoppet skumgummipuder ind under blusen for at klæde sig ud som fed - en anden har et overbid, der strækker sig hen over hele munden og giver ham et permanent fjoget grin. En tredje ligner fuldstændig nåsåeren Benny fra The Julekalender.

Jeg ser, hvordan de gør plads for hinanden. Nå, hov, stod du der. Ja, kom ind og få et stykke steg. Ja, jeg er da ret sikker på at det er svin. Hahaha. Skælvende kroppe, forsigtige bevægelser. Mennesker.

Det besynderlige er, at en mand, hvis hele selvbillede er baseret på overbevisningen om sin egen intellektuelle overlegenhed kan holde ud kun at være omgivet af disse svæklinge.

»Nupper du lige en cola til mig?« Jeg vender mig rundt - der står en midaldrende mand med hvidt strithår, rødt ansigt furet af bekymringer. Hans forsigtige rystende smil. Han regner med mig. Han stoler på mig. En ven. Ja, siger jeg, og tager en cola fra skabet og giver ham. Og så er han inde.

Det, jeg ser, er at jeg aldrig kan blive en af dem. Jeg har ikke det, der skal til. Jeg bærer ikke på den samme smerte. Bekymringen. Al forklædning i verden vil ikke kunne give mig den. Jeg har et glimt i øjet, som kan kaldes livsgnist, og det glimt er slukket hos alle her. Noget har dræbt det. Det er det mørke, der hviler over dem. Det er det mørke, der gør det så udmattende at sidde med dem oppe i Landstingssalen. At luften er tyk af den smerte, som er det, de har til fælles. Det er den, deres fællesskab er. Da jeg først har set det, kan jeg ikke ikke-se det.

Hvad er jeg dog for et sygt, sygt, samvittighedsløst forkælet møgsvin at tiltvinge mig adgang til deres lille paradis for at udstille det?

Et andet højreekstremistisk fællesskab, som er vokset frem i Danmark og resten af Europa i disse år, er bevægelsen Generation Identitær. Lig Stram Kurs’ demonstrationer arbejder de identitære metapolitisk med demonstrationer, der søger at påvirke borgernes mening for derigennem at kunne sætte politisk aftryk. I bogen Identitær - en rejse ind i Europas nye højre, beskrives det, hvordan mange af de identitære kommer fra områder, der traditionelt har været befolket af arbejderklasse, men som nu må deles med tilkommere fra fremmede kulturer.

»De moderne venstreorienterede er ikke længere venstreorienterede, men derimod benzinen på den moderne kapitalismes motor, og de er ligeglade med almindelige menneskers almindelige bekymringer. De er blevet det nye bourgeoisi, og synes almindelige mennesker er dumme,« udtaler en Lorenzo fra Italien i bogen, »Mange italienere synes, at fascismen var udmærket. Det var som at have en stærk, myndig og krævende far. Men det fritager folk fra at tænke.«

Når man læser på bloggen, og ser på billeder af ham fra dengang, viser der sig uundgåeligt et billede af den klassiske outsider, typen vi alle har kendt på et tidspunkt, og hvis sociale vel ingen desværre vil tage ansvar for.

»Hvis jeg ikke var med i den identitære bevægelse, ved jeg ikke, hvor jeg ville være nu,« fortæller Galant fra Frankrig. »Når jeg tænker tilbage på den tid, sætter jeg virkelig pris på, at jeg er blevet en del af fællesskabet.«

Og det er jo netop det, de er, disse mennesker, der hænger over deres tallerkener rundt ved bordene her i Snapstinget - de er på bunden, eller tæt på bunden, de er de svage og dårligt stillede, som det altid går ud over, når magten omrokerer i goderne og stamper underklassen fast. Samfundstaberne. Det er ned til dem, de bliver hældt, de nye danskere, som er lige så elendige som de er, så kan de alle sammen ligge der på bunden og slås mod hinanden om det lidt, der er.

Og så kommer Paludan, juristen, absolut overklasse, med sine letfordøjelige budskaber om, at muhamedanerne er fjenden, der står bag al dårligdom, og vil ødelægge det Danmark, de kender. Der kan de gå hen med deres frustrationer. Gennem ham kan de dyrke deres nederlag sammen. Ikke mere L for nederlag - nu hedder det V for sejr!

Alt det, finanskrisen ryddede. Alt det, finanskrisen stadigvæk rydder. Ingen tvivl, om at et fællesskab som Stram Kurs er et symptom på at samfundets bund har fået nok - disse mennesker er den væske, som er løbet fra sprækken, da bunden af samfundet flækkede. Det er en underklasse, som er vokset, i takt med at samfundsfællesskabet snørrede til. De er de upriviligerede, som må slås om krummerne med de andre upriviligerede. Det er mennesker, som har mistet. Som frygter at miste. De har set jobsene blive taget fra dem. De har set velfærden blive taget fra dem. Det er det segment, advokat Rasmus Paludan henvender sig til med sin politik, som vil at staten skal indskrænkes til et minimum.

Det er frustrationer, der afføder ekstremisme. At blive ignoreret. Se på incel-bevægelsen: det ekstreme kvindehad ledsages ofte af højreekstreme holdninger. Se på de islamistisk radikaliserede: fejlslagen integration - de ekstreme er altid mennesker, der på den ene eller anden vis er blevet holdt uden for det store fællesskab. Som er blevet gjort til undermennesker.

Det besynderlige er ikke, som folk ellers har hængt sig i, at Paludan, som tidligere har sagsøgt folk for overtrædelse af paragraf 266b nu ønsker den afskaffet - det er ikke besynderligt at folk ændrer holdning politisk. Det besynderlige er, at en mand, hvis hele selvbillede er baseret på overbevisningen om sin egen intellektuelle overlegenhed kan holde ud kun at være omgivet af disse svæklinge. Man ser det på ham, når de menige SK’ere går til talerstolen med et spørgsmål eller et forslag, hvor deres nærhed alene vækker afsky i ham. Hvordan han ser ud til nærmest ikke at kunne rumme deres ord. De skal kende deres plads.

Min insider fortæller: »Rasmus har en indvirkning på folk, hvor man ikke tør at sige noget af frygt for at blive stemplet som dum. Han er intimiderende og formår at stille spørgsmål på en måde, hvor man godt kan høre, at der i Rasmus’ verden kun findes ét rigtigt svar. Og hans øjne bliver mere og mere himmelvendte for hvert sekund der ventes på dette svar. I starten af et bekendtskab er han lyttende og rosende, når man kommer med forslag til ændringer, eller hvordan han skal agere som partileder. Men efterhånden falmer det, og man bliver til skidt i hans øjne.«

Men lad os i den forbindelse vende tilbage til Paludan.nu - bloggen - for her ser vi nemlig ikke bare et socialt udskud, men også et menneske, der qua sin »principfasthed« og sit overlegne intellekt, næsten ser sig dømt til at være de (andre) svages beskytter. Det er den Rasmus, der i dag omtaler sig selv om »Sjælefredens Kilde«, »Danernes Lys«, et cetera - selvbilledet fra dengang består, omend han gennem sit selvbillede som overmenneske også nødvendigvis må have til opgave evigt at skulle bære over med disse undermennesker, som det er hans lod i livet at skulle være en art beskyttende fader for.

Manden, der tidligere har brugt rettelser af grammatikken i folks dagbogsindlæg på datingsider som icebreaker, samler et fællesskab af folk omkring sig, som for størstedelens vedkommende ikke engang kan stave til Danmark.

I et opslag fra januar 2008 deler han under overskriften Opmuntrende post en besked, han har modtaget på Facebook vedrørende sin opfordring til boykot af gruppen Stop Pretty Boys:

»Godt der findes folk som dig der kan forsvare dem alle andre træder på.«

Eller her, i Pizzaen borte med blæsten fra 2008:

»Politifolk og rige mennesker straffes ikke. Vi andre straffes.«

Tilhørsforholdet er klart: Rasmus Paludans vi er ikke de riges - Rasmus Paludans vi er de mennesker, der bliver trådt på. De mennesker, der ikke kan forsvare sig selv. De mennesker, som straffen går ud over, selvom straffen retfærdigvis burde ramme andetsteds. Det er også denne Paludan, vor tids Paludan, Danernes Lys er en mutation af. Men for Danernes Lys er behovet for at være de svages beskytter trådt i baggrunden til fordel for behovet for at være deres gud.

Der synes nemlig at gå en lige linie fra den gamle blog på paludan.nu over Frihedens Stemme og til Stram Kurs. Der synes nemlig stadig at være tale om et projekt, som først og fremmest handler om Rasmus Paludans behov for at blive set og hørt. At have ret. Ikke blive sagt imod. Således et i høj grad personligt socialt projekt: »Man skal ikke regne med, at det kommer til at handle særlig meget om andre end ham, hvis man er sammen med ham,« som partivennen Uwe Max på et tidspunkt udtaler til Berlingske. »En stor opmærksomhedssøgende baby« - som han blev kaldt af en ung pige ved en af sine ghettodemonstrationer.

Det er det, det handler om - han har brug for dem, som de har brug for ham. Og han må være som en gud for dem - uangribelig - så alt, hvad han siger, kan være deres hellige lovord, mens alt andet blot er løgnepresse og landsforræderi og slammennesker.

Rasmus ligner en, der har lyst til at kvæle hende.

Og således er medlemmerne, der i modsætning til hos Generation Identitær - som bryster sig af en månedlang, finkæmmende optagelsesproces - kan vade direkte ind på nettet og melde sig ind med et navn, der ikke engang findes, i sidste ende ikke mere for Paludan end et tal. Som Tjitjikovs døde sjæle i Gogols roman af samme navn.

Voksenmobning og dronning Margrethe

Tilbage i Landstingssalen får kvinden fra Nø’købbing lov at komme til orde. Hun vil gerne tale om nærvær. Det er menneskenes brug af mobiltelefoner, hun vil problematisere. Hun demonstrerer ved at gå lidt frem foran panelet, mens hun kigger i sin håndflade. Men så kommer hun væk fra mikrofonen, og vi kan ikke høre, hvad hun siger!

Rasmus ligner en, der har lyst til at kvæle hende.

Hun taler om diskosprolapser. Hun taler om, at alle liv er noget værd. Hun taler om, at den blå og den grønne er nødt til at følges ad. Hun taler om Dronning Margrethe, at vi alle sammen arbejder for Dronning Margrethe. »Kig på hærmyrerne,« siger hun på falstersk, »de kommer hjem og betjener dronningen i dyrenes natur. Sådan er det også med Dronning Margrethe, hende må vi ikke svigte.« Kvinden taler om, at hun får at vide, at hun har vrangforestillinger. Hun taler om medikamenter - »briller,« siger hun, »de afgiver plastik.«

Til sidst afbryder John.

Et eller andet sted ville jeg ønske, at jeg var ham ne’ fra Nø’købbing, som hun spurgte mig om, da vi ankom. Jeg ville ønske, at jeg kunne være der til at bakke hende op. Denne enlige godhjertede kvinde, som muligvis endda er nogens mor. Handler det her for hende overhovedet om kultur, danskhed, islam? Er hun klar over, hvad det er for en klub, hun har meldt sig ind i? Eller har hun bare øjnet en mulighed for at være med fra starten i noget, hvor hun ville kunne få en fremtrædende post? Hvor hun ville kunne få lov at blive hørt?

Herfra får det efterhånden lov at stikke af. Medlemmer med grønne og blå armbånd vandrer til og fra talestolen, boltrer sig i taletid. Politikområderne blandes sammen, repræsentantskabet prøver at holde orden, dirigere folk. Der er kun ro på dem, når de bliver sat til at læse teksttunge slides på storskærmen. Det er lidt ligesom at lytte til Nattevagten på 24Syv.

Alt det, finanskrisen ryddede. Alt det, finanskrisen stadigvæk rydder. Ingen tvivl, om at et fællesskab som Stram Kurs er et symptom på at samfundets bund har fået nok - disse mennesker er den væske, som er løbet fra sprækken, da bunden af samfundet flækkede.

En André foreslår, at man i omtalen af indvandreres afkom i stedet for afkom, kalder det for børn, da det andet kan lyde hårdt i andres ører. Rasmus vender øjne. Ordet ændres til efterkommere. Ophavsmanden til EUROPAS MINDSTE ORDBOG vil tale om voksenmobning. Han bliver fejet væk af Rasmus, og fryser i en undskyldende gestus, indtil Uwe Max har garanteret, at i hvert fald han nok skal læse hans »skriftlige forslag«. Man må give Uwe Max, at han med sine pædagogiske evner er et stærkt kort for partiet til et arrangement som dette, hvor der er mange krudtugler at holde styr på. Næste menige taler vil vide, om en dansk mand må gifte sig med en russisk kvinde. Paludan svarer, at det stod i den slide, vi alle sammen læste på storskærmen før. Nø’købbing vil op igen. Nu har hun en løsningsmodel, der skal præsenteres. Det bliver et nej. Pause igen.

Efter pausen starter vi med en anmærkning fra huset - det er forbudt at ryge på toilettet.

Der bliver foreslået et nej til nedrivning af »gode og sunde boliger, bare fordi beboerne ikke er rigtig kloge.« Det bliver taget til efterretning. EUROPAS MINDSTE ORDBOG vil foreslå et forbud mod indbygget levetid i produkter - printere, biler, ting bliver designet til at gå i stykker. Rasmus vender øjne, men det bliver taget til efterretning. Tonni kommer med et indspark til den - vi kan ikke kontrollere kvaliteten af importerede varer - kan vi producere dem alle sammen selv?

Arnes parafrase om Aalborg Portland cementfabrik begynder at give mening.

Nø’købbing: »Vi skal lytte til WHO, det er meget giftige stoffer, kineserne de har fået malerhjerne på grund af 5g, men malerhjerne, det er ikke negativt, det kan vi også få af sprøjtemi’ler …« Uwe Max afbryder: Vi lytter til WHO. Pause igen. Paludan viser et billede af en mand, han mødte på Hjallerup Marked, som har fået tatoveret partiets slogan på røven. Nø’købbing bliver nægtet ordet. Pause igen. Reaktioner rundt omkring - kan det virkelig passe, der er pause igen? Ja, det kan det.

Vi har alle sammen brug for fællesskab for at overleve, en eller anden form for fællesskab. Stram Kurs er disse menneskers forsøg på at overleve.

Det er klart, han må vende øjne, advokaten, af disse mennesker, som befinder sig så uendelig langt under hans niveau. Det er jo det, han har dem for, lemminger, som kan bekræfte ham i hans forestillinger om hans egen storhed. De vrangforestillinger, han har bygget op omkring sig for at beskytte sig mod en verden, der ikke ville have ham. Det er kun menneskeligt. Paludan er, som de fejlintegrerede indvandrere, islamister, højrefløjsterrorister og alle disse stakkels medlemmer af partiet Stram Kurs, et symptom på, at vores fællesskab er faldet fra hinanden. I vores samfund er der ikke plads til fællesskabet. Der er ikke plads til nærvær, som kvinden fra Nø’købbing prøvede at komme ind på. Det er én stor krig. Alle mod alle.

Forslag om at overtage opgaven med at sende folk ud af landet fra staten, og klare det selv. Godkendelse af alle statsborgerskaber skal vedtages ved folkeafstemninger med ¾ flertal. Det skal være udvisningsgrund at gå over for rødt. Vi skal ændre grundlovens paragraf 57 (immunitet for Folketingets medlemmer), så man kan stille de politikere personligt til ansvar, der har været skyld i den fejlslagne integration. Knejten: Skal kvinder have værnepligt? John Andersen: Vil Stram Kurs stå for at der skal være ordnede forhold for sexarbejdere? Nø’købbing sidder med hånden oppe, men man ignorerer hende. Kan man afsætte en aften på DR til at handle om islam og hvad det står for - hvorfor skal det alt sammen handle om indre mission og scientology? Kan vi eventuelt hverve hjemløse ved at give dem gratis medlemskab? Kunne man smide en masse løbesedler, som relaterer sig til “hotte emner” i postkasser hos gamle og fattige? Afskaf den røde retning, som lærere og journalister uddannes i!!!

Os og dem. Når vi ser Stram Kurs, skal vi se det, de faktisk er: Et symptom på, at vores fællesskab har fejlet. Vi skal se dem som de udstødte, de er. Som har samlet sig der, hvor de nu var velkomne. Vi kommer ingen vegne, før vi tager dem ind. På samme måde som vi ingen vegne kommer, før vi tager alle mulige andre udstødte ind. Fællesskabet må være altomfavnende, gennem udstødelse og forhåning kommer kun frustrationer, og gennem frustrationer kommer vold. Al konflikt er en sygdom i fællesskabet.

Således også den konflikt, Stram Kurs skaber ved deres demonstrationer. Det er forræderi mod fællesskabet. Landsforræderi. De her mennesker er her nu en gang, de er blevet født, de har ikke bedt om at blive født, men de er blevet det. Det gælder for alle mennesker. SK’er eller muslim. Hjemløs, skizofren, overvægtig, svagtseende, småtbegavet eller slet og ret socialt akavet. Stram Kurs er hvad der sker, når vi som fællesskab bliver så ringe at vi mener, vi har nok i os selv.

De er fattige mennesker. De er stakkels mennesker. De er mennesker, der bare gerne vil være i fred. Der bare gerne vil være trygge. De magter ikke mere. Jo, det er kommet frem, at man også har tiltrukket tidligere nazister, som har reddet sig i land hos Stram Kurs, efter Danskernes Parti gik under - men er de ikke også bare stakler? Vil de ikke i bund og grund også bare gerne have fred i deres hoveder? Tryghed? Lykke? Vil de ikke også i bund og grund bare kunne gå og i haven og sludre med katten - som kvinden fra Nø’købbing?

Herfra kører krigen - modparten kæmper for at få Paludan til at forstå at han er socialt handikappet - og Paludan kæmper for at få modparten til at forstå, at han er intellektuelt underlegen.

Jeg elsker dem. Mit nye vi. Åh, Bingo, som sjosker frem og tilbage oppe foran scenen med sin alt for store, klodsede krop. Åh, Jon Bock, som sidder der så smal som et strå og stritter og prøver at holde sig vågen, ikke et ord har han mæglet gennem hele denne lange dag. Hvor må han dog have ondt i ryggen! Åh, EUROPAS MINDSTE ORDBORG med sin voksenmobning - åh, Anita med sine oksekødsfrikadeller - åh, knejten, der har siddet derude i siden hele vejen igennem og kigget så barnligt nysgerrigt, oprigtigt - den eneste, som ikke på noget tidspunkt har set ud, som om han sov!

Det er ikke for Rasmus Paludans politiske gennemslagskraft, man skal tage ham alvorligt - det er for denne horde af stakler, som underkaster sig ham. Et fællesskab for alle de forhadte. Alle de, som ikke har været velkomne. Det er derfor, de forguder Paludan - for det er ham, der har skabt dette fællesskab. Vi har alle sammen brug for fællesskab for at overleve, en eller anden form for fællesskab. Stram Kurs er disse menneskers forsøg på at overleve.

Men med Rasmus i spidsen vil Stram Kurs altid være en sekt, og aldrig kunne blive et parti. Ikke så meget fordi han er uspiselig for sin omverden, men fordi det for ham ikke handler om partiet og dets sag, men om ham og hans publikum. Måske John Andersen, skraldemanden, som faktisk er i øjenhøjde med fællesskabet, kunne føre det videre. Måske den sydjyske kredsleder, Lars Martin Erichsen, som i kommentarsporet på videoen af rigskongressen på Youtube hyldes sådan for sin veltalenhed - hvis han ellers kan få lov at glemme sin fortid i det nynazistiske Danskernes Parti. Måske Jon Bock, hvis han nogensinde bliver sluppet fri af den snor, som Rasmus har ham i. Men det er nok utopisk. Paludan ville aldrig være villig til at give det videre, han har bygget op. Jeg ved fra min insider, at der tidligere har været optræk i dele af partitoppen til at afsætte Rasmus og i stedet indsætte Søren Grinderslev som formand. Men så gik Grinderslev pludselig i flyverskjul og trak sig fra sine tillidsposter i partiet.

Måske det en dag skal lykkes. Indtil da er de alle gidsler i Cirkus Rasmus.

En zionistisk bonde på skakbrættet

I Klovnekrigen har Mads Brügger på et tidspunkt forberedt en joker, som han vil smide i spil: En hel masse vodka, som han vil give til klovnene, for at se, hvad der sker. Sådan en joker har jeg også. Det er min ven, Anthon, som til dagligt bor ude på Psykiatrisk Center Amager, og en stor del af tiden er beskæftiget med at konspirere omkring jødernes rolle i verdenssamfundets gang. At jøderne styrer verden, og vi alle er underkastet dem. Paludan er han også meget interesseret i - »han er en zionistisk bonde på skakbrættet,« som han siger, da vi drikker os mod til i vinterbryg på Enghave Plads, »den eneste grund til, han får lov at få eksponering, er fordi det passer ind i deres dagsorden.« Ham tager jeg med til Stram Kurs afterparty.

Gennem ham kan de dyrke deres nederlag sammen. Ikke mere L for nederlag - nu hedder det V for sejr!

Manden med det store overbid står udenfor og tager imod. Jeg siger, vi har taget Vinterøl med, og viser pakken med julebryg. Not funny. Paludan himself kommer ud og spørger til vores politiske overbevisning. Den 17-årige ungdomsformand Jon Bock vimser omkring ham som en puddelhund. »Kom Jon,« siger Paludan med den samme tone som man taler til en puddelhund med. Lyden af det skal jeg aldrig glemme. Kom Jon. Kom Jon. Kom Jon. Kom Jon.

Jo, SK’erne, som vi ryger med i baggården, vil da godt medgive, at jøderne er værre end muslimerne - men det er for sent at gøre noget ved jøderne - muslimerne kan man endnu nå at sætte foden for døren. Ja, jo, det kan vi vel alle sammen blive enige om. Anthon lader til at være glad for at have fundet nogen, der gider snakke religion med ham. De hygger sig. Jeg hygger mig. Fællesskabet. Vi er jo alle sammen ved at blive fulde. Gu vil jeg ej skrive en artikel om det her!

Så er det, Paludan danser, og jeg går hen til ham og siger, jeg forstår ham, og han ser på mig fuld af foragt: Hvor vover jeg at bilde mig ind, at jeg forstår ham - ham - Rasmus Paludan, lederen, føreren, stifteren! Anthon trækker mig væk fra ham: »Jeg tror, vi skal trække os. Inden du blower dit cover.«

Vil du vide mere? Kom bag om artiklen med ATLAS Podcast, når Jacob Skyggebjerg udfolder sine forberedelser til rigskongressen.

Hør også Jacob Skyggebjerg læse sin artikel højt her.