En grøn Rosa Luxemburg?

»Der går en ung pige under Brandenburger Tor. Hendes øjne er så sorte som al den ondskab, hun i sin første barndom var vidne til.« Ordene er fra det mindedigt, Emil Bønnelycke skrev om Rosa Luxemburg, efter nyhederne om mordet på hende og partifællen Karl Liebknecht begyndte at hjemsøge et forfærdet Europa. Siden den skæbnesvangre dag i Berlin 15. januar 1919 er Luxemburg blevet et ikon. 

Enten som en revolutionær martyr, lovprist af digtere for at gå i døden for sin sag, eller som et skræmmebillede på den militante kommunist, der nærede mistillid til alle ikkevoldelige reformforsøg. Kampen om Luxemburgs eftermæle har været og er fortsat stor.  

Ikke engang den kolde fængselscelle kan frarøve hende en utopisk forestillingsevne. 

Posthumt udkom hendes breve i to bind, og som Hannah Arendt skriver i et essay fra 1966, var den inderlige humanisme og æ