Vi arbejder på det

»Det virker rigtig trist, når jeg ser tilbage på det,« siger Helena Marschall og griner. Hun taler om sin første skolestrejke for klimaet.

Det var i december 2018. Greta Thunberg havde netop holdt tale ved en tysk klimakonference, og Marschall fik øjnene op for hendes projekt og metoder. Det samme gjorde mange andre unge i Tyskland, og pludselig var den 15-årige Marschall, via en vens ven, endt som én af 150 medlemmer af en WhatsApp-gruppe med navnet Fridays for Future Deutschland.

»Det var en onsdag aften, og fredag samme uge holdt vi den første skolestrejke i Frankfurt.« Strejken havde 35 deltagere. »Det var bare én klasse fra en Waldorf-skole, og så mig og én anden person til demonstrationen.« En Waldorf-skole er en friskole, der, som Marschall forklarer, forbindes med børn, der »strikker deres eget tøj og laver masser af billedkunst-projekter.«

De unge klimaaktivister kendte ingen slagord, og havde ikke tænkt på at lave skilte hjemmefra. »Eller rettere, jeg tror, at jeg havde lavet et enkelt skilt, hvor der stod: Dyt hvis du synes klimakrisen er et problem. Vi fandt flere stykker pap på vores vej rundt gennem byen, og skrev på dem. Vi havde ikke engang en rute.«

De mødtes ved Frankfurts store Eurotegn-skulptur og vandrede rundt i byen på må og få i tre en halv time. »Dengang var der ingen, der vidste, hvad skolestrejker var. Der var ingen medieopmærksomhed. Alle var ligeglade. Min matematiklærer var så forvirret, fordi mine klassekammerater sagde til ham at: ’Helena skolestrejker.’ De var alle sammen forvirrede, fordi jeg ikke var der til at forklare dem, hvad det handlede om.«

»Vi var helt fortabte,« siger Marschall, hun smiler. »Vi var jo bare nogle børn, som prøvede at gøre et eller andet.« Men det var opmuntrende, at de i WhatsApp-gruppen fik hilsner og billeder fra Berlin, Kiel og andre tyske byer, hvor flere unge mødtes og strejkede. Alle var enige efter demonstrationen: »Vi sagde: Ok, hvad tid mødes vi igen i næste uge?«

Den fælles vrede

Nu, to år senere, er Marschall 18 år gammel og i den grad erfaren. Hun har organiseret konferencer og masseprotester, holdt tale for Siemens’ aktionærer i et forsøg på at påvirke virksomheden til ikke at indlede minedrift, besøgt fældningstruede naturskove og siddet med i politiske forhandlinger. Hun er netop flyttet fra Frankfurt til Lüneburg, lidt uden for Hamborg, for at studere politik og økonomi. »Her er meget mere gråt,« siger hun og griner. Hun har stadig ikke vænnet sig til det nordtyske vejr.

Marschall er en central figur i, og ofte talsperson for, Fridays for Future Deutschland (FFFD). Bevægelsen startede som græsrodsorganiserede skolestrejker for klimaet, men står nu for at arrangere demonstrationer og lave politisk indflydelsesarbejde, der alt sammen har til formål at forsøge at påvirke politikere og virksomheder til at overholde Paris-aftalens mål om at reducere CO2-udledningen så meget, at jordens temperatur ”kun” vil stige med 1,5 grader i gennemsnit. Alt over det punkt vil medføre, at temperaturen begynder at stige af sig selv, og forandringerne vil blive irreversible.

»Fuck håb, vi vil have handling.«

Inden Marschall blev en del af Fridays for Future, fyldte klimakrisen også meget i hendes liv, men mest af alt, som en kilde til angst og bekymring. »Når jeg tænker tilbage på 15-årige Helena, så lå jeg bare i min seng om natten og var virkelig bange. Jeg var virkelig, virkelig, virkelig bekymret for klimakrisen. Og jeg følte mig modløs, fordi jeg tænkte: Der findes allerede alle de her NGO’er, og der er politiske partier, som kalder sig selv grønne, og de kan ikke løse krisen. Hvordan skulle jeg så kunne gøre en forskel?«

Marschall havde deltaget i en enkelt demonstration før, en aktion mod at en skov skulle fældes for at lave en brunkulmine. »Jeg tog derhen med min bedstefar. Det føltes virkelig vigtigt, fordi jeg begyndte at se og forstå, at en masse mennesker stadig arbejder for at forandre tingenes tilstand. Og måske virkede det faktisk, for den skov skal ikke længere fældes. Det er stadig ikke helt godt, fordi der nu er planer om at grave hele vejen rundt om den, så den alligevel vil visne og dø.« siger Marschall. »Men det arbejder vi på.«

Det var især fællesskabet med andre unge, der alle delte hendes angst for en fremtid med uoprettelige konsekvenser af klimaforandringerne, der fik Marschall til at engagere sig i netop FFFD. Men også en fælles vrede og skuffelse over de voksne.

»Fortællingen har ændret sig meget de sidste par år, men i starten var det meget sådan: Det er de voksnes skyld.« Om nogen har Fridays for Future-bevægelsen lykkedes med at vise og italesætte en generationskløft, når det kommer til spørgsmålet om klimakrisen. Bevægelsen har gjort opmærksom på denne kløft, men er også, i løbet af de bare to år bevægelsen har eksisteret, i høj grad lykkedes med at overkomme den. Nu findes der mange fraktioner af For Future-bevægelsen, der også er åbne for voksne; Farmers for Future, Economists for Future og så videre. I september 2019 mobiliserede FFFD en stor demonstration under mottoet »Alles für Klima« og inviterede de voksne ind i deres klimakamp. Men bevægelsen begyndte som en klar reaktion mod de voksnes manglende vilje til at handle.

»Der er mange gode øjeblikke, men samtidig kæmper vi mod en regering, der, på trods af massiv opbakning i befolkningen til hurtig handling mod klimaforandringerne, simpelthen ikke gør det.«

»Selvfølgelig er vi for forandring, og vi arbejder for at temperaturstigningerne ikke overstiger 1,5 grad. Men det er alt sammen nogens skyld; det er regeringen, det er virksomhederne, men det er også den generation, som ikke tog sig af det her problem. Vi burde ikke behøve at stå her. Hvert eneste barn, som skolestrejker i stedet for at gå i skole, er i virkeligheden én for mange. Det burde ikke være vores job at huske politikerne på, hvad klimaforskerne siger, og hvad de selv allerede har forpligtet sig på at gøre.«

Marschall taler hurtigt og griner meget. Det er som om den akuthed, der ligger i det problem, hun beskæftiger sig med, har vandret over i hendes toneleje i form af tempo og entusiasme. Man kan godt mærke, at hun har erfaring som talsperson; hun taler i formfuldendte helsætninger, der er meget nemme at citere. Inden hun blev en del af FFFD, havde hun erfaring med at lave teater og holde taler. Og allerede under de første måneder i bevægelsen gav hun interviews og var med til italesætte det fælles projekt.

Til at begynde med handlede det om i det hele taget at skabe en ny fortælling om Tysklands forhold til klima og CO2-udledning:

»Tyskland har en lang historie med greenwashing. Men alle tænker stadig, at Tyskland er en super god, økologisk nation, fordi vi har gode togforbindelser og fordi folk bruger tupperware. Vi havde brug for at nå til et punkt, hvor vi kunne tale om, at Tyskland fejler fuldstændig. Og ikke kun når det kommer til os selv. På det europæiske niveau er Tyskland ofte med til at forhale fremskridt og beslutninger. At fortælle det her nye narrativ og gå imod samfundets fælles fortællinger var virkelig svært, fordi mange var skeptiske overfor vores budskaber. Fordi vi bare var nogle skolebørn, der talte om klimavidenskab. Fordi der ikke var andre, der gjorde det.«

Den efterfølgende fredag i december 2018 havde Marschall og Fridays for Future Frankfurt fundet ud af, at de skulle skrive en pressemeddelelse. De havde lavet en Instagramkonto. De strejkede igen, nu 80 mennesker. Ugen efter kom der 300. Så kom juleferien.

»Alle tænkte, at nå, nu er det nok slut. Det var da meget sjovt. Lad os fortsætte, som vi plejer.« Men efter ferien fortsatte strejkerne, og i januar i Berlin mobiliserede FFFD flere tusinde skoleelever. Hele bevægelsen er, siger Marschall, organiseret over WhatsApp, og den nationale koordination foregår via videoopkald hver søndag. »De opkald er meget formaliserede nu, fordi så mange mennesker er involveret i bevægelsen. Det er mere som en podcast, hvor forskellige deltagere booker taletid. Men de første uger var vi max 50 mennesker, og opkaldene varede i timevis. Folk spurgte om alt muligt, for eksempel: Hvad skal jeg gøre for at få min kommune til at indføre nye klimatiltag? Eller: Hvilke højtalere er bedst til demonstrationer?«

En del af bevægelsens store succes med massemobilisering kommer fra et fokus på at bruge sociale medier til at dele viden om, hvordan man kan praktisere aktivisme. Hvad gør man, helt konkret, og hvad virker? Hvordan laver man et banner, hvilke aviser skal man skrive til?

»Hver uge skulle vi planlægge: Hvad er vores rute, hvad er vores starttidspunkt? Så skulle vi mobilisere, for at få folk til at komme. Vi skrev kædebeskeder, for at få budskabet ud til skoler og få flere folk med. Så skulle vi finde ud af de praktiske aspekter af selve protesten: Hvem tager et banner med, hvem har styr på højtalerne, hvem står for at anmelde demonstrationen? Hvem har kontakt til myndighederne?« forklarer Marschall.

»Jeg laver ikke så meget af det arbejde længere, fordi jeg pt. laver mere national koordination og arbejder med kampagner. Men det fantastiske er, at jeg ved, hvor meget arbejde én fredag kræver. Og vi strejkede hundredvis af steder i mange uger i træk. Det var de unge mennesker, der stod for det, som skulle lære alle de her færdigheder.«

Klimaretfærdighed

Nu har strategien ændret sig. Skolestrejkerne har i sig selv mistet deres nyhedsværdi og tiltrækker sig ikke længere så meget opmærksomhed. Marschall og FFFD arbejder i stedet på forskellige kampagner, og bruger deres adgang til politikere og virksomhedsbestyrelser til at forsøge at påvirke beslutningstagere i en mere klimavenlig retning.

De seneste måneder har Marschall været engageret i at støtte tyske arbejdere i den offentlige transportsektor, som har strejket for bedre vilkår. »Vi arbejdede med fagforeningerne for at forbinde deres strejke med et politisk budskab: At vi har brug for massive investeringer i offentlig transport og infrastruktur. Bedre offentlig transport er godt for klimaet og godt for de ansatte i transportsektoren.«

Men samarbejdet er ikke altid let, fortæller hun: »Der er nogle svære ting ved at arbejde med fagforeningerne, fordi der i Tyskland er regler om, at man ikke må afholde politiske strejker. Det vil sige, at man ikke må strejke for en bedre klimapakke; man må kun strejke for ting, der påvirker en selv som arbejder. Men det smarte er så, at vi som studerende jo godt kan afholde politiske strejker, så vi kan tilføre en ny politisk dimension til de strejker som allerede foregår.«

Spørgsmålet om offentlig transport i Tyskland er ifølge Marschall et perfekt eksempel på, hvordan klimapolitik og socialpolitik ikke kan adskilles:

»I Tyskland ser vi, at CO2-udledning fra transportsektoren ikke falder. Den spiller en meget stor rolle. Vi kan ikke reducere vores udledning uden et godt offentligt transportsystem. Og vi kan på ingen måde udvide det offentlige transportsystem, hvis de mennesker der arbejder der, ikke får bedre vilkår. Vi kan allerede nu se, at det er svært for den offentlige transportsektor at tiltrække arbejdskraft, fordi forholdene er så dårlige. De kan ikke finde folk, og det fører for eksempel til, at busruter afskaffes. Så vi har brug for de gode arbejdsforhold som et udgangspunkt for at kunne træffe de rigtige beslutninger.«

Fridays for Future kæmper ikke kun for klimavenlighed men også for klimaretfærdighed, forklarer Marschall. De kæmper for en omstilling, som ikke belaster i forvejen udsatte grupper i samfundet, og som prioriterer interesser for lavtlønnede, for kvinder og for det globale syd. Samfundsmæssige kriser sætter allerede udsatte grupper under pres, og kræver ifølge FFFD, politiske løsninger, der både er klimavenlige og fair.

Den samme kamp igen og igen

Aktivisterne i Fridays for Future mødes om et problem, der er så uhyggeligt og skræmmende, at mange mennesker slet ikke har lyst til at tænke på det til hverdag. De mødes og organiserer sig i et forsøg på at undgå en fremtid med uoprettelige klimaforandringer, en fremtid med flere naturkatastrofer, med mangel på mad og ressourcer, hvor flere mennesker bliver drevet på flugt, og hvor flere dyre- og plantearter bliver udryddet. Man kan mærke på Marschall, at aktivisterne, netop på grund af deres klimaangst og problemets alvor, er glade for at have hinanden. For at have nogen at kæmpe sammen med.

Marschall fremhæver selv et bestemt punkt i FFFDs korte historie som særligt væsentligt for fællesskabet. I sommeren 2019, efter at have arbejdet i lidt over et halvt år med at koordinere skolestrejker og tale med journalister, flyttede den 16-årige Marschall fra Frankfurt til Dortmund for at organisere en konference for 1.500 klimaaktivister. Den maksimale alder for deltagere var 28 år. »Folk som arbejdede med event-planlægning til daglig fortalte os, at det ville tage seks måneder at lave sådan en konference. Men vi fandtes ikke som bevægelse seks måneder i forvejen, så vi havde bare to måneder. Men vi fik det til at ske.«

»Vi burde ikke behøve at stå her. Hvert eneste barn, som skolestrejker i stedet for at gå i skole, er i virkeligheden én for mange.«

Marschall og en gruppe andre koordinerende aktivister boede sammen i en lejlighed; folk kom og gik, nogle gange var de 10 mennesker, andre gange 30. »Det var virkelig fantastisk. Vi havde så meget medvind i offentligheden på det tidspunkt, at vi kunne ringe til alle og enhver og sige: Vi er Fridays for Future, vi planlægger en konference, kan du hjælpe os?« FFFD fik lov at låne en park, to marker og to skoler til at huse konferencen.

Det lokale brandvæsen lånte dem telte, en VVS-mand dukkede op ud af ingenting og hjalp frivilligt til, da de havde problemer med vandforsyningen. Køkkenholdet arbejdede på en basketbane. »Jeg synes stadig, at det er ret vildt, at der ikke var nogen, der døde, og at intet gik helt galt. For vi var 1.500 unge mennesker samlet i en park i fem dage. Og alle fik mad, og der var ikke noget, der gik i stykker.«

Selve konferencen – der blandt andet indebar 250 workshops – oplevede Marschall ikke så meget af. Hun havde travlt i kontrolrummet med at tale i telefon og løse problemer. Men sidenhen har mange andre unge fortalt hende, at deres aktivistiske arbejde begyndte i Dortmund i sommeren 19’: »Nogen kom op til mig i Mainz, hvor jeg sad i et panel, og sagde: ’Du planlagde den konference, ikke? Den ændrede mit liv. Efter den konference kom jeg med i bevægelsen.’ Og det var bare rigtig rart at høre, for mens det stod på, føltes det som ét stort kaos.«

Fællesskabet er ifølge Marschall ikke bare et heldigt biprodukt af aktivismen, men derimod helt essentielt for at bevægelsen kan fortsætte. »Det er rigtig meget arbejde, men jeg har også mødt mine bedste venner gennem bevægelsen. At stå sammen på gaden føles rigtig stærkt og vigtigt. Vi har fundet meget solidaritet og meget støtte i bevægelsen. Men hvis vi ikke hjælper hinanden og minder hinanden om, hvorfor vi gør det her, så tror jeg ikke, at vi ville være i stand til at gøre det særlig længe.«

»Men jeg er også blevet meget kynisk,« siger Marschall. »Der er mange gode øjeblikke, men samtidig kæmper vi mod en regering, der, på trods af massiv opbakning i befolkningen til hurtig handling mod klimaforandringerne, simpelthen ikke gør det. Så det er selvfølgelig ofte frustrerende. Jeg er langt fra altid i godt humør.«

Adspurgt om hvor denne kynisme kommer fra, svarer Marschall: »Altså, det går over min forstand nogle gange. Samme dag som vi var 1,4 millioner mennesker samlet i gaderne, underskrev regeringen deres ’klimapakke’, hvor de fastsatte en pris på 10 euro for hvert udledt kilo CO2. 10 euro er ingenting. Undersøgelser viser, at man skal op på 25-30 euro, før der er nogen som helst effekt på noget. Det føles lidt som en våd klud i ansigtet, og at kæmpe den samme kamp igen og igen er udmattende nogle gange.«

Marschall bliver ofte bedt om at indgyde håb – især af voksne som for eksempel politikere og journalister. »Jeg bliver meget ofte spurgt: ’Hvad giver dig håb?’ og ’Hvad får dig til at fortsætte?’ Og jeg taler ofte om det. Men nogle dage er det hverken håb eller empowerment, som får mig til at fortsætte. Det er bare en bevidsthed om, at jeg skal få de her ting gjort. Nogle dage har jeg bare ikke lyst længere. Nogle dage tænker jeg: Det kommer jo alligevel ikke til at virke, men så… gør jeg det bare alligevel. For der er ikke nogen anden, der gør det. Og det er vores opgave.«

Hun har dog et svar parat til journalisterne, for der er steder hun kan finde, om ikke håb, så i hvert fald inspiration og kræfter. Hendes svar handler også om fællesskab, men på et globalt plan: »Jeg svarer altid: unge mennesker og min generation, for det er virkelig dem, som får mig til at fortsætte. At se, hvad andre unge opnår over hele verden.«

I løbet af vores samtale indskyder Marschall ofte overvejelser om, hvilke privilegier hendes opvækst og baggrund har givet hende. Og hun ser, kan man tydeligt mærke, sine privilegier som en ressource, hun har et ansvar for at bruge. Hun arbejder for klimaet, fordi hun har muligheden.

»Jeg har umådeligt mange privilegier. Jeg havde mulighed for at gøre, hvad jeg har gjort, ud over at gå i skole, fordi jeg ikke behøvede at bekymre mig om, hvorvidt jeg havde mad nok. Jeg har altid haft mit eget værelse og et skrivebord at arbejde ved. Jeg havde nok penge og behøvede ikke at arbejde ved siden af mine studier. På samme tid ser vi masser af andre unge, som også siger fra, som også kæmper. Når jeg ser på de klimaaktivister, jeg kender fra Uganda eller fra Sydamerika, eller fra Fiji, som nærmest står under vand nu, unge som befinder sig på frontlinjen i de her kampe og som oplever klimaforandringernes konsekvenser som en trussel i deres eget liv, og som stadig kæmper. Det inspirerer mig.«

De unge aktivister i For Future-bevægelsen finder støtte, hjælp og inspiration hos hinanden, fordi det er nødvendigt. Mere nødvendigt, måske, end det håb, som de voksne efterlyser. »Jeg tror ikke altid, at vi har brug for håb. Altså: Fuck håb, vi vil have handling.«