Print artikel

Når himlen brænder i Brasilien

Foto: Ueslei Marcelino/Reuters/Ritzau Scanpix
Kritik
11.01.20
Shamanen Daví Kopenawa fra yanomami-folket i Amazonas fik den franske antropolog Bruce Albert til at skrive værket ’Himlens fald’ for at fortælle de hvide - »varernes folk« - at verden går under, hvis ikke vi husker skoven og tager os af den.

I løbet af det sidste år er den økologiske katastrofe, som menneskeheden og planeten står over for, begyndt at komme på alles læber. Det har taget lang tid, men halvtreds års miljøaktivisme er begyndt at bære frugt, måske fordi det ikke længere er muligt at benægte forandringernes konsekvenser.

Et af de steder, hvor katastrofen viser sig tydeligst, er i brandene i regnskoven i Amazonas. Brandene har øget opmærksomheden på Brasilien og den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, der ikke skyr nogen midler i jagten på Brasiliens ”udvikling”.

Blandt de oprindelige folk i Amazonas er dette ikke en ny situation, men endnu et stadie i det lange og katastrofale møde med de hvide folk. Den store og mærkværdige bog La Chute du ciel, der udkom på fransk i 2010, giver et unikt indblik i, hvordan regnskovens oprindelige beboere opfatter situationen. Himlens fald, som bogens titel betyder på dansk, er mange ting. Den er en autobiografisk beskrivelse af Daví Kopenawas liv, yanomami-folkets kontakt med de hvide og muligvis også den for mig bedst kendte indføring i den filosofi, der deles af mange oprindelige folk i Sydamerika. I den engelske oversættelse, The Falling Sky, er bogen over 600 sider lang.

Bogens fremkomst er fascinerende i sig selv, da den er en samling, oversættelse og redigering af næsten 15 års interview-samtaler mellem den franske antropolog Bruce Albert og talspersonen for det oprindelige folk yanomami, Kopenawa, foretaget på den sidstes sprog. Yanomami-folket er en af de største grupper af oprindelige folk i Amazonas med 33.000 medlemmer fordelt på 640 forskellige fællesskaber, der bor i et område på størrelse med England. Den første fredelige kontakt med vores ”civilisation” begyndte i perioden mellem 1940’erne og 60’erne. De har siden i høj grad bevaret deres traditionelle levevis. 

Albert har på baggrund af sine interviews med Kopenawa samlet de mere end 2000 transskriberede sider til en bog, hvilket yderligere tog ham 10 år. Det er denne bog, der nu foreligger som et autobiografisk manifest for Daví Kopenawas tænkning, der kun kan beskrives som kosmologisk og politisk.

Bogen er skrevet i et ret specielt sprog, der skyldes, at Albert har villet bevare den poesi og de vendinger, der ligger i yanomami-sproget. Derfor er bogen oversat direkte. Bogen er yderligere vanskelig at læse, fordi Kopenawa introducerer os for det komplekse åndeunivers, som Amazonas er for ham. Samtidig er det bogens utrolige detaljerigdom, der gør den til sådan en vanvittig læseoplevelse. Det giver læseren mulighed for at se regnskoven med en shamans blik og samtidig læse en antropologi om de hvides verden fra en shamans perspektiv.

Baggrunden for bogen er en række samtaler Albert og Kopenawa har i bygden Watoriki i Amazonas i slutningen af 1980erne. Samtalerne begynder, fordi Kopenawa vil have, at Albert samler hans ord til en bog. Eller, som han udtrykker det, »tegner på skind af papir så de hvide kan lære«, da de hvides tanker er »fulde af forglemmelse«, og de kun tænker på varer og aldrig på skoven og dens ånder. Kopenawa forklarer, at det er xapiri-pë, skovens ånder, der har lært ham alt, hvad han ved. Det er deres ord, som han ønsker at viderebringe til os, de hvide, gennem denne bog. Bogen er dobbelt shamanistisk, fordi Kopenawas ord i dette tilfælde videreføres til os af Alberts hånd.

»I er så mange og vi er så få, men vi er ikke bange. Vi vil kæmpe mod maskinerne og destruktionen«

Himlens fald er også en fortælling om Kopenawas liv, og det er passende med et par korte nedslag i hans livsbane, der er vævet sammen med yanomami-folkets kollektive historie. Han er født i 1956 og voksede op i bygden Marakana med sin familie i et fællesskab på ca. 200 personer. Yanomami-folket bor generelt i store fælleshuse. Da to grupper af missionærer ankom i 1960’erne, medbragte de mæslinger og influenza, som hurtigt spredte sig blandt beboerne og mange døde af.

Senere, forældreløs og i starten af tyverne, besluttede Kopenawa sig, med sine egne ord, for at blive hvid og opsøge FUNAI (den brasilianske myndighed med ansvar for oprindelige folk) og arbejde for dem, men, som han siger, var det eneste han lykkedes med at opnå at blive syg med tuberkulose. Efter at have lært lidt portugisisk på hospitalet, blev han hyret til at agere tolk for FUNAI i forbindelse med det stort anlagte motorvejsprojekt, der i 1970’erne var militærdiktaturets version af at ”udvikle” Amazonas.

Motorvejsprojektet fejlede eklatant og blev opgivet i 1976, men Kopenawa fik på den måde kendskab til sit folks udbredelse og diversitet, eksempelvis at der findes fire forskellige sprog blandt yanomami. Samtidig fik Kopenawa kendskab til den ødelæggelse, som kontakt med »varernes folk« medførte overalt. I 1980, i en alder af 35 år, giftede han sig med sin kone, hvis far er den shaman, som herefter oplærte Kopenawa.

I slutfirserne startede en ny destruktiv periode i yanomami-området, da en guldfeber førte til en invasion af 40.000 guldgravere, der først stoppede, da yanomami-folket i 1992 fik anerkendt retten til deres område. Problemerne med ulovligt guldgraveri er kommet igen de seneste år.

Det, Kopenawa primært forsøger at kommunikere i bogen, er, at verden er et ustabilt sted for mennesker. Det er kun ved shamanernes hjælp, at den fine balance, der holder himlen på sin plads, kan opretholdes. Han forklarer, at verden vil gå under, når der på et tidspunkt er fældet så mange træer, at tørkens væsen får overtaget og forvandler alt til støv. Verden vil gå under, når guldgraverne og minefolkene har frigivet alle de metaldampe og dampenes ånder, xawara, der er begravet i jorden, og som bringer sygdom og død. Den vil gå under, når der ikke er flere shamaner til at modvirke dette ved at tilkalde de smukke ånders hjælp til at holde himlen på sin plads. Derefter vil himlen gå i brand og først falde ned over os i flager, dag vil blive til nat og himlen vil til sidst falde ned og kvase os alle sammen. Dette forstår de hvide ikke, siger Kopenawa. De bliver bare ved og ved med at grave efter guld, fælde skoven og slå yanomami-folket ihjel med deres sygdomme og geværer. Han mener, at det udspringer af den hvide civilisations umættelige appetit på ting. Derfor har han givet os det geniale og deprimerende navn »varernes folk«.

D. 20. august i år kom der under brandene i regnskoven en mere lokal nyhed fra São Paulo i Brasilien: kl. 16 om eftermiddagen blev himlen helt sort, og solen blev formørket over byen. Den vind, der normalt bærer regn med sig fra Amazonas, var blevet forvandlet til en gigantisk askesky, der nu dækkede millionbyen. 2000 km væk i den nordlige del af Brasilien stod regnskoven i brand. I nord var himlen farvet gul og orange af flammerne. Nu faldt asken over byen i syd. Var flammerne fra skoven høje nok til at sætte selve himlen i brand, som Kopenawa profeterer?

Bogen er en unik introduktion til en verden og filosofi, der er ukendt for de fleste, og som har været på den tabende side i historien alt for længe. Det er en unik bog, der har krævet en meget stor grad af gensidig dedikation for at blive til.

Men det vigtigste spørgsmål er naturligvis, hvad Kopenawas ord kan lære os. Den er en kommentar til det paradoksale i, at det naturvidenskabelige paradigme, som nu gør opmærksom på det igangværende økologiske kollaps, samtidig er det, som har muliggjort den produktionsmaksimering, der under kapitalismen har udpint verdens naturressourcer. Den er både en analyse af dette og et interessant bud på en radikal anden tænkning og et radikalt andet verdensbillede. Samtidig minder Kopenawa os om, at det ikke er bøger, men mennesker, der kan stoppe klimaforandringerne. Jeg var til et foredrag med Kopenawa sidste år på et universitet i Brasilien i en tætpakket sal. Her sagde han: »Det er dejligt at se så mange her i dag. Der er ikke mange der lytter til os, men hvad har I tænkt jer at gøre? Gør I ikke noget, fordi I er bange? I er så mange og vi er så få, men vi er ikke bange. Vi vil kæmpe mod maskinerne og destruktionen«.

Vil du vide mere? Lyt til ATLAS Podcast og hør forskerne Jens Kramshøj Flinker og Sofie Isager Ahl diskutere The Falling Sky.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.