Den misforståede pessimist
Han var den lille jøde, der skrev Biblen. Han var den dovne skiderik, der levede i et jakkesæt. Han var et menneske, der forsøgte at blive som havet, for at undgå at blive søsyg, og som pænt pudsede sine sko, for at holde stilen i en mere og mere stilløs verden.
Alt sammen ifølge ham selv.
For alle os andre var han den gyldne stemme, der igennem seks årtier messede om Gud, kvinder, døden og kærligheden, om længsler, had, fortvivlelse, hengivenhed og brudte løfter. Det var ham, der gennemblødte os melankolsk fortvivlede og gjorde os selskab i vores ellers gudsforladte ensomheds mørke. Og det var ham, der allerede i 1992 profetisk savnede Muren, analsex og crack, fordi fremtiden ville blive meget, meget værre.
Han vidste formentlig ikke selv, hvor meget ret, han ville få i den profeti, og blev i øvrigt af mange affejet som sortseer. Men som han notererede: »Mange anser mig for at være pessimist. Det er en misforståelse. En pessimist er overbevist om, at det vil blive regnvejr i morgen – jeg er allerede gennemblødt.« På udstillingen Leonard Cohen – A crack in Everything er forsiden af New York Times fra 16. november 2016 iscenesat på Kunstforeningen Gl. S