Ambivalent katharsis
En søndag i oktober sad jeg i kirken til min nevøs barnedåb og lyttede til præstens prædiken om enken fra Nain, der har mistet sin søn. I den korte fortælling ankommer Jesus og hans disciple til Nain, da man bærer den døde gennem byens gader. Jesus går da hen til den sørgende enke og siger »Græd ikke«, hvorefter han giver sønnen livet tilbage.
I dagene forinden havde jeg levet og levede stadig i ordene og musikken fra en, der som enken, har oplevet at se sit barn dø. Nick Cave udgav den 4. oktober sit nye album Ghosteen, og som på forgængeren Skeleton Tree, er sønnen Arthurs død nærværende overalt som den begivenhed, alt i sidste ende fører tilbage til. På Ghosteen er Cave i intens dialog med sig selv, om det er muligt at forsone sig med fortiden, om det er muligt at finde fred. Selv om hans svar forbliver uafklaret, er der er en overvældende tro på, at vi kan være hinandens hænder i mørket, og som sådan er værket en æstetisk fuldbringelse af den medmenneskelige ideologi og praksis, der har været definerende for Cave efter Arthurs død.
Der er ellers gode grunde til ikke at lade tabet blive forklaringsr
