Ekstatisk og ulykkelig på samme tid

»Det der var ligesom at blive suget ind i et ormehul og blive spyttet ud igen nogle timer efter,« siger min ven til mig, mens vi går hen imod metroen sammen med 17.000 andre mennesker. Jeg svarer bare, at jeg ikke rigtigt kan mærke mine ben. Jeg kan næsten ikke huske eller samle mig om, hvad det er, jeg lige har oplevet. I et øjeblik tænker jeg på, at jeg skulle have samlet noget af konfettien op fra gulvet og taget det med. Tanken forsvinder igen, og så tænker jeg på, at jeg er tørstig. Lidt senere tænker jeg på, om det er det, ekstase gør: suger alting ud af dem, den rammer.

Inden for de seneste par år tror jeg, jeg har forstået, hvorfor nogle mennesker elsker at se og tale om sport. Jeg troede engang, de sport-interesseredes hjerner var helt anderledes end min, og at de simpelthen så på det, alene fordi spillet og dets regler var enormt spændende for dem. Jeg troede bare, det var fascinerende for dem at diskutere og i alle detaljer beskrive en bold, der bevægede sig frem og tilbage på en bane, eller hvor længe nogle personer cyklede nogle meget lange distancer. Jeg havde aldrig kigget længe nok på sport til at opdage, at fordi der er mennesker på banen eller på cyklerne