Brev til min mor som hun aldrig kommer til at læse

Inden for matematikken beskriver ordet asymptote en bestemt måde, hvorpå en ret linje bevæger sig langs en kurve uden nogensinde at nå den. Afstanden mellem linjen og kurven vil bevæge sig tættere og tættere på nul, men uendeligt, således at de aldrig vil røre ved hinanden. Det er ikke en sammenhæng, der har meget med det menneskelige liv at gøre, for her ender tingene bare: På et tidspunkt bliver afstanden mellem punkterne bare nul. Men noget ved litteraturen ligner denne uendelige bevægelse hen imod ideen om forløsning. Det er umuligt med sproget til fulde at gengive til et andet menneske, hvordan det er være inde sin egen bevidsthed. Hvad det vil sige at være ét specifikt menneske, mig. Men det kan nogle gange lade sig gøre at komme meget, meget tæt på. Og det er længslen efter dén fornemmelse, den uendelige, men umulige, bevægelse hen imod til fulde at forstå den anden, der får folk til at blive ved med at læse.

At læse den amerikanske digter Ocean Vuongs første roman, On Earth We’re Briefly Gorgeous, er som at huske, hvordan det var at opdage, at man elsker at læse. Og måske derfor er den så taknemmelighedsindgydende en ting: Fordi den er ét langt øj