Han kunne køre opad, nedad, enkeltstart, i sidevind og sprinte

»At blive nummer to efter Merckx, er lige så godt som at vinde,« sagde den italienske cykelrytter Felice Gimondi, der var en af mange talentfulde cykelryttere i slut-tresserne og start-halvfjerdserne, der måtte nøjes med en birolle i Merckx’ store dramaer.

Selvom det i dag er 37 år siden, at den nu udnævnte baron Edouard Louis Joseph Merckx, trillede cyklen i garagen efter en karriere, der indebar fem Tour de France sejre, fem Giro d´Italia sejre og 3 VM-titler, bare for at nævne en flig af hans kilometer lange CV, står resultaterne stadig, som det alle nye talenter og stjerner bliver målt op imod.

Gennembruddet på den store scene kom i 1966, da Merckx vandt forårsklassikeren Milano-San Remo. Som der var tradition for blandt belgiske ryttere var han i sine første år udpræget klassikerrytter. Skiftet fra Peugeot-BP til italienske Faema i 1969 blev dog startskuddet til Merckx’ karriere som konge og kannibal af såvel endagsløb som etapeløb. Cykelholdene Faema og Molteni var bygget op omkring den sejrslystne belgier, og han var den ubestridte leder på holdet, der var fyldt af stærke hjælperyttere.
Modsat mange af nyere tids etapeløbsryttere som Indurain, Pant