Mellem to kongeriger

Begravelsen

Smerte er ikke anderledes end så meget andet. Den hører til – eller den hører ikke til. Den hører til i vægtlokalerne, på fødselsgangene, i hjertesorgerne. I de saltede sår, de af bordben forslåede tæer, hos tandlægen. Den hører ikke til i venskaberne, ved bryllupperne, på fødselsdagen. Den hører ikke til hos min far. Hos min far er den et uvelkomment knæk i filmen. Det sagde han i hvert fald udenfor kirken. »Ja, der knækkede filmen sgu« og et fast håndtryk. 48 gange. Ét for hver af de øvrige pårørende. Få minutter inden havde han stået ved alteret i kirken, en ret linje i jakkesæt og slips, indtil sorgen ramte ham i maven. Han krøllede sammen på midten, lød som et dyr. Min far græd, og jeg græd ikke for min farmor, men for min far og det som forstyrrede hans figur og trak hans flotte facade sammen i en grimasse. Der knækkede filmen sgu.

Kappen

Smerten er ikke en del af den film, vi spiller. Den hører til andetsteds, og forlader den sit domæne bliver den til knæk i filmen, fedtpletter på linsen. »Dirt is essentially disorder« skrev antropologen Mary Douglas i Purtiy & Danger, »dirt [is a] matter out of place.« På min far var sorgen snavs, fordi den der var fremmed: den havde ikke været der før, hørte ikke til, knækkede den film vi spillede, i hvilken jeg græd, og han trøstede. Af samme grund var smerten en plet på den kappe, min mormor syede til mig nogle år senere. »Alt det her er dit, Mathilde,« sagde hun og strøg mig over mine næseryg og hele vejen ned til mine tæer og syede dermed en kappe, der markerede mine grænser. Alt under kappen var mit. Fra top til tå, skind til ben var der kun, hvad jeg valgte. Derfra og til kunne verden bare komme an, for den kunne slet ikke komme til.

Rummet

»Det er jo integritet, min pige,« sagde min mor nogle år senere og refererede til et rum inde i mig, hvor jeg ikke kunne klemmes af mig selv eller andre. Her kunne jeg ikke slå mig selv i hovedet eller skyde skuldrene op om ørene, men folde mig ud og indtage al den plads, der var mig givet. Fra top til tå, skind til ben var jeg hverken for svag, for tyk eller for grim, ikke for meget eller lidt af noget som helst, og hvis jeg tænkte, at jeg var, hvis jeg troede, at min svaghed, mit maveskind, mine lår eller min rygrad skvulpede ud over alle kanter, som en blæksprutte, der skulle have været en ung kvinde, så skulle jeg bare huske, at de kanter ikke var sat af mit skelet eller andres meninger, men af et rum inde i mig, der kunne udvides, så der var plads til og brug for det hele.

Film

Således klædt på med kinematografiens første princip, min mormors kappe og min mors etik, var jeg klar til at møde verden og gjorde det primært på nogle røde løbebaner.

Det gør jeg stadigvæk, det er bare lidt mærkeligere, for jeg ligger på en strandstol i et stenhus i Kroatien og har ikke haft granulat under fødderne i fem år.

I filmen Veronikas to liv fra 1991 møder to kvinder deres dobbeltgænger, hinanden eller sig selv. Møderne er rørende sløjfer for filmens seere, men for de to kvinder er de smertepunkter, knæk i de film, der er deres liv. Jeg er bange for, at hvis jeg træder ind på en atletikbane, så vil kappen falde og snavs finder vej ind, filmen vil knække og rummet i mig kollapse.

Sporten

Smerten, som figur, hører hjemme i sportens film, såfremt den indgår under nogle snævre rammer. Det må gerne gøre ondt i vægtlokalet, men kun i kødet, aldrig i knoglen. Det må gerne gøre ondt i brystet, men kun i lungen, aldrig i hjertet. Det må gerne gøre ondt i livet og i lysten og i smilet, men ikke i viljen, aldrig i viljen, så rynker vi på næsen; det er noget skidt. Det vidste jeg godt, men jeg vidste det bedre, da jeg genoptrænede efter en operation. Jo længere det tog, desto mere jeg bed tænderne sammen og cyklede en tur til og en tur til og en tur til, desto flottere blev det, desto flere stjerner fik filmen.

Du vil det virkelig, hva’?

Et smerteligt spørgsmål, for det var jeg ikke sikker på, at jeg ville, og det var jo noget skidt. Hvor var min mormors kappe?

Vedholdenhed

Vedholdenhedens smerte, kroppen, der knirker under viljen, er den velkendte smertefigur, som sporten byder velkommen. Man pynter sig med den, sælger sko med den. No pain, no gain og jeg er da klog nok til at finde fejlen i det ræsonnement, men jeg kan jo godt lide, når det gør ondt, messede jeg til mig selv mellem intervallerne, indtil jeg lå på ryggen og prøvede at huske, hvornår det sidst også havde gjort godt.

Der ligger jeg endnu, selvom det er lidt mærkeligere, for jeg ligger på en strand i Kroatien, ligger og ligger, løber ikke længere, ligger og kysses, ligger, løber ikke længere og mellem kyssene, ribbenene og kravebenet gør det så ondt, og jeg føler mig så beskidt.

To kongeriger

Jeg går ud i vandet, men skidtet hænger ved. Jeg svømmer længere og længere, men kommer lige langt.

»Everyone who is born holds dual citizenship, in the kingdom of the well and in the kingdom of the sick« skrev filosoffen Susan Sontag I Illness as a Metaphor, mens hun modtog kemoterapi for brystkræft. »Although we all prefer to use only the good passport, sooner or later each of us is obliged, at least for a spell, to identify ourselves as citizens of that other place.«

Jeg har ikke modtaget kemoterapi, men jeg har rejst for meget mellem de to kongeriger til at betvivle mit dobbelte statsborgerskab. That other place, som Sontag skriver om, visker filosofkollegaen Donna Haraway ud i A Cyborg Manifesto. That other place er intet andet end this very place, skriver Haraway. Livet foregår ikke på en eller anden side af nogen grænse, men i et og samme grænseland, og først når vi »anerkender, at vi er fuldt implicerede i verden, kan vi frigøres fra behovet for at rodfæste os selv i en renhed«, som essayisten Eula Biss i On Immunity alligevel skriver er en myte.

Livet findes ikke udenfor verden. At der overhovedet skulle være en grænse, et ude og et inde, er en magtfuld og skadelig fiktion, der forbinder vilje med velfærd og svaghed med sårbarhed.

Sorgen var ikke noget baseballbat i min fars mave, kappen min mormor syede var ikke af uld, men af tankespind, rummet min mor går rundt i findes ikke. Sorgløsheden, renheden, immuniteten er mytisk, et fantasifoster, men den virkede håndgribelig. Jeg kunne bruge den, som en lakmustest for min eksistens. The Question Is Not Can You? It’s Will You.

Den frie vilje

The Question Is Not Can You? It’s Will You. Skrevet hen over et billede af den olympiske sprinter Allyson Felix, hang teksten i en træningshal i Randers og lyste. Omringet af grå maskiner og elastikbånd i blokfarver, gjorde den det klart, at det, der var på spil, var mig. Jeg – et sted i rummet, under kappen – var på spil. Om jeg kunne adskille mig fra begrænsningerne, smerten, det, der havde forårsaget smerten og blive til mig, der ragede ud over smerten som et lille fyrtårn, var et hygiejnespørgsmål: havde jeg viljen til at holde kappen fri for fysikkens bespænd og rummet rent for dem, der mente, at nu gik den ikke længere? Det var mig, der spurgte, men det gjorde den fransk-marokkanske forfatter Leïla Slimani også. The Scent of Flowers at Night er Slimanis forsvar for den frie vilje og den menneskelige integritet. Hun skriver, ud fra den kvindeundertrykkelse hun oplevede på første og anden hånd i sit marokkanske hjemland og sin fars beretninger om et længere fængselsophold, at der »i hver af os findes en afgrund af frihed, som ingen kan profanere, og som det er op til den enkelte at vinde eller tabe.« Friheden kan ikke profaneres, rummet ikke betrædes, kappen gør mig immun over for de begrænsninger, der følger med en kropslighed, der nødvendigvis er en dødelighed, og som Donna Haraway lidt mere sympatisk kalder for en menneskelighed.

Centret

Livet er mange ting, skriver Haraway, men enkelt er det ikke. Dikotomien, som Slimani og sportsplakaten, rummet og kappen, advokerer for, er forfejlet. Livet findes ikke udenfor verden. At der overhovedet skulle være en grænse, et ude og et inde, er en magtfuld og skadelig fiktion, der forbinder vilje med velfærd og svaghed med sårbarhed.

Det er ment optimistisk, men Haraways grænseland er ikke nogen utopi for mig. Det er en dystopi, hvorfra W. B. Yeats skriver: »Things fall apart; the centre cannot hold.« Det er her grænserne flytter sig, så op bliver til ned, vil til kan, jeg bliver til hælen og hælen til smerten og smerten til viljen, things fall apart, the centre cannot hold, og centret det er mig.

Indvending

Måske sidder læseren og undrer sig og har lyst til at indvende, at det altså ikke er en idehistorisk revolution, men en banal erfaring, at livet ikke er en skarpt skåret affære mellem ret og vrang, vil og vil ikke, men noget rod. Måske tænker læseren på Joan Didions essay Self-respect, der gjorde det klart, at der ikke findes hverken trylleformularer, rum eller kapper, der kan holde os fri for de begrænsninger, som hører til livet. Til gengæld findes selvrespekten. Med den i baghånden kan vi lade os begrænse uden at slå os selv i hovedet, skyde skuldrene op om ørene og forveksle smerten med snavs, fysikkens bespænd med skamfulde fejl.

I 2019 blev jeg opereret i begge hæle. I 2024 skal jeg opereres i ryggen. Jeg betvivler ikke mit dobbelte statsborgerskab. Jeg er bare bange for, hvad der bliver af mig, hvis jeg indrømmer det. Jeg er bange for, at indrømmelsen lader teltpælene gro til i det forkerte kongerige, så jeg aldrig får granulat under fødderne igen.           

Viljens begrænsning og dannelse

Og det er selvfølgelig viljens begrænsning – den kan ikke sige både og. Den kan ikke finde rundt i det Harawayske grænseland. Den kan ikke, som selvrespekten, give mulighed for at danne grobund i og dermed tillid til tilværelsen. Det er dannelsen, skriver Suzanne Brøgger i essayet Dannelse – den ny utopi, der giver tillid til tilværelsen – selv når dens grænser rykker sig, og man slår sig på dem, eller de helt forsvinder, så man får både højdesyge og livslede. Med selvrespekt kan man stå og vaje i spændingsfeltet mellem muligheder og begrænsninger uden at knække over på midten, for med selvrespekt er J-E-G ikke fordelt på blod, sved og tårer, men på dem, der duppede ens pande tør, satte plaster på og serverede spaghetti, så man kunne fortsætte dagen efter, og så i øvrigt på en selv, der, til trods for, at det ikke var entydigt, fortsatte helt til grænsen og blev på stående på den, vajende, i ét stykke.

Med selvrespekt er smerte ikke anderledes end så meget andet, men den hører aldrig ikke til. Der er ikke nogle knæk i filmene, ikke nogle rum eller kapper der skal holdes rene. Kun kongeriger, der skal indtages.