Mellem to kongeriger

Begravelsen

Smerte er ikke anderledes end så meget andet. Den hører til – eller den hører ikke til. Den hører til i vægtlokalerne, på fødselsgangene, i hjertesorgerne. I de saltede sår, de af bordben forslåede tæer, hos tandlægen. Den hører ikke til i venskaberne, ved bryllupperne, på fødselsdagen. Den hører ikke til hos min far. Hos min far er den et uvelkomment knæk i filmen. Det sagde han i hvert fald udenfor kirken. »Ja, der knækkede filmen sgu« og et fast håndtryk. 48 gange. Ét for hver af de øvrige pårørende. Få minutter inden havde han stået ved alteret i kirken, en ret linje i jakkesæt og slips, indtil sorgen ramte ham i maven. Han krøllede sammen på midten, lød som et dyr. Min far græd, og jeg græd ikke for min farmor, men for min far og det som forstyrrede hans figur og trak hans flotte facade sammen i en grimasse. Der knækkede filmen sgu.

Kappen

Smerten er ikke en del af den film, vi spiller. Den hører til andetsteds, og forlader den sit domæne bliver den til knæk i filmen, fedtpletter på linsen. »Dirt is essentially disorder« skrev antropologen Mary Douglas i Purtiy & Danger, »dirt [is a] m