I deres øjne er vi stjerner
»Stærkt arbejde, drenge. Bliv ved, bliv ved, bliv ved. Vi skal med.«
Ordren i øresneglen er ganske simpel. Vi skal med i dagens udbrud.
Det er vi ikke de eneste, der vil. Ti hold sidder alle fremme og kæmper om at være dem, der rammer dagens udbrud. Lyden af hvinende skivebremser skærer gennem luften hver gang vi nærmer os et sving. Alle venter til allersidst og bremser hårdt. Ingen trækker sig.
De belgiske betonveje er nådesløse. Vi har ingenting at brokke os over i Danmark, hvor asfalten er god, jævn og hvor kommunerne straks sender en vogn ud med asfaltarbejdere, hvis der er et lille hul i vejbanen. I Belgien er det anderledes. Store huller. Ujævne veje. Skarpe sving.
Vi er til Grand Prix Criquielion. Et professionelt belgisk endagsløb, hvor der er deltagelse af WorldTour-holdene, so