En af os
Hvad er det med cykelsporten og journalisterne? Hvorfor kalder de på hinanden som to ulykkeligt forelskede? Hvordan blev en sport, der startede et sted mellem opmærksomhedsøkonomisk gimmick, raritetskabinet, stærkmandskonkurrence og korporligt arbejderklasseteater en Rorscharchtest, hvor bladsmørere og kunstnere ser selve livet træde frem?
Det er, som om menneskeheden her deler sig i to. Dem, der allerede er med, og dem, der aldrig kommer ind. Dem, for hvem cykelsporten er en sandhed, og dem, for hvem den er irrelevant og løgn.
Ved indgangsportalen til sit essay fra slut-40’erne om cykelsportens helt store italienske skikkelser og rivaler – Gino Bartali og Fausto Coppi – spørger den italienske forfatter (og soldat og filmmand og rejsende i alt fra fascisme over kommunisme til katolicisme) Curzio Malaparte sig selv, hvad mon cyklen ville betyde, hvis den var en hieroglyf indgraveret i en egyptisk obelisk: »Ville den symbolisere bevægelse eller hvile? Den flygtige tid eller evigheden?«
Enten eller.
Cykelsporten vakler med andre ord mellem to absolutter, der udelukker hinanden, og er fundamentalt tvetydig. På én gang mand og maskine. På én gang udmøntningen
