Kunsten udenfor protokol

»Det er selvfølgelig op til dig,« siger Toke Flyvholm til mig, som jeg pakker min taske sammen. »Men vi har det fint med at være en enhed.«

Der bliver nikket omkring bordet.

Toke Flyvholm er kunstner og medstifter af Simian Kunsthal, og med ved bordet sidder tre andre med den samme titel: Jan S. Hansen, Christian Vindelev og til sidst Markus von Platen, der ikke er fysisk til stede som sådan, men placeret midt på bordet mellem kaffen og croissanterne, hvor hans ansigt toner frem på en laptopskærm.

De fire kunstnere, jeg taler med i dag, har hver sin praksis og for så vidt også hver sin smag. »Der er overlap,« bliver der fastslået, men de har hver sit ståsted. Alligevel foretrækker de, at jeg ikke skelner mellem dem, når jeg tegner portrættet af Simian, der åbnede i 2020. En anmodning, jeg normalt ikke ville lytte til, men lige her giver det måske faktisk mening at bryde det almindelige journalistiske kildeprincip, og lade dem stå frem som gruppe. For Simian er et sted, der vægter samskabelse højt. Både internt i ledelsen, hvor strukturen er flad, og i samarbejdet med de kunstnere, der udstiller der. Så jeg lader dem være et ”vi”.

Kunsten er et