Stræk tiden i fyldte dage
Jeg ved ikke hvorfor. Det er en underlig luksus. At bruge tiden som jeg vil. Jeg sidder i et fly på vej til Milano. Der er så få grunde til, at jeg gør det her. Jeg skal cykle. Jeg skal cykle fra Milano til Catania. Jeg har forsøgt at finde årsager, retfærdiggøre, at jeg pludselig har brug for det her. Jeg har samlet bøger og forklaringer i taskerne. Med dem skal jeg cykle mod krisen i syd. Det har jeg sagt, jeg har solgt den her artikel og sagt, at jeg skal se flygtningene i syd. Benene skal gå op og ned i uendelige gentagelser i fire uger. Det er latterligt. Jeg er arrogant. En fjollet studerende på orlov midt i en krisetid. Der er ingen egentlig grund. Kun en lang hylde af italienske kogebøger i min bogsamling
Jeg er fuld af afsked. Vi har siddet på Starbucks. Jeg har forsøgt at drikke den kaffe de serverede. De her kæmpestore krus. Jeg ved ikke, hvad de skal til for. Vi kigger skeptisk på dem. Forsøger at forstå, at vi blot har bestilt en mellem sort kaffe. Så kom der det her ind. Jeg får det aldrig drukket. Jeg vibrerer i forvejen. Jeg er urolig. Jeg skal være alene længe. Jeg har altid godt kunne lide at være alene, men jeg kan mærke, at I er urolige. At I tænker, at
