Cykling som smertefuld forestilling

Et udsnit af den 24oo meter lange pavé mellem Warlaing og Brillon, der er en del af ruten i Paris-Roubaix

Essay

14.05.14

Er motionscyklingen en reaktion mod det bestående eller selve inkarnationen af det moderne, en fetichering af smerten, hvor tilskueren spejler sig i rytterenes brutale kropskultur? Cykelsporten er eksploderet, og Victor Boy Lindholm giver sit bedste bud i et limbo mellem kost, skader og Roland Barthes’ mytologier.

Victor Boy Lindholm

Urbanisten og sociologen Henri Lefebvre sagde engang i 1900-tallet, at kroppen var en skole for helbredet, kroppen er ikke tempel, kroppen er lærdommen om et længere liv. Dette er måske noget, der gælder for 10’ernes crossfittere og fitnessuniverset, for de indelukkede lokaler og pligtopfyldende tvangsmotionister. Her ramte Lefebvre noget helt essentielt ved vores samfund. Kroppen er en skole, hvor den formes i en effektiv ramme. Når den ikke er fed, så er den ikke dyr, så belaster den ikke samfundet. Det monotone samlebåndsvægtløft er en skoling af kroppen. Den skal være stenalder, den skal lære i smerten at gøre som Sundhedsstyrelsen siger.

Det er maj. De tre store brostensmonumenter er overstået. Forårets absolutte højdepunkter inden for landevejscykling er afgjort. Outsideren Niki Terpstra tog sejren i Paris-Roubaix og veteranen Fabian Cancellara vandt i Belgien. Brostensklassikerene er det absolutte zenit for smerte, når der snakkes endagsløb, det er brækkede kraveben og Tom Boonen på kokain. Knæskaller mod brosten og tynde kroppe, der slynges ind i hinanden i vanvittige styrt. Man valfarter til brostenene for at se disse afpillede mænd slide deres trikoter til blods.