Pagten med publikum
Da avisen The Guardian efter Alec Guinness’ død som 86-årig den 5. august 2000 skulle skrive nekrolog over denne »den mest elskede« og »mest alsidige« af de britiske skuespillerveteraner fra det 20. århundrede (han var lige efterspurgt og anset på både teatret, tv og film - samt i de radiomontager, der var yderst populære midt i forrige århundrede), fokuserede nekrologen på fællestrækket ved Guinness’ mange gestaltninger: »Guinness inkarnerede visdommen ved den sørgmodige klovn.« Bag beskrivelsen gemmer sig netop en beskrivelse af hans ansigts to medfødte gaver til skuespillermetieren: smilet og øjnene.
Sir Alec, der blev adlet i 1959 i en alder af bare 45, brugte sine medfødte fortrin til at give varme, liv og dybde til karakterer, der ellers ofte var præget af stor alvor og disciplin, men også evnen til at forstå og fortolke den virkelighed, der udfordrer dem. Guinness’ gebet var enegængere, der var drevet af et indre kompas, hvad enten det var formet af klassetilhørsforhold, moralsk habitus eller ambition. Det var øjnenes oprigtige spil og smilets små kurver, der kunne forankre Guinness’ karakterer og som bevirkede, at publikum kunne forholde sig til dem som personer a
