Et sted som hverken er stabilt eller sikkert
Jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg er sådan et forfærdeligt menneske. Det er et omkvæd, som hovedkarakteren Joe, i skikkelse af Charlotte Gainsbourg, gentager igen og igen i Lars von Triers nye film Nymphomaniac. At hun er et dårligt menneske. Hvad kan få et menneske til at dømme sig selv så hårdt? Hvor kommer al den selvbebrejdelse og skam fra? De spørgsmål bliver endnu mere interessante, jo mere hun genfortæller og forsvarer sit liv som selvdiagnosticeret nymfoman, der har dyrket alle mulige slags sex med alle mulige forskellige mennesker. For hun er hverken dum eller bange, Joe, hun står ved sine valg og sin, i nogens øjne, afvigende seksualitet. Når hun ikke selv nødvendigvis synes, at hun gør noget forkert, hvor kommer skammen så fra?
Det kan man selvfølgelig ikke svare hverken entydigt eller kortfattet på, og det forestiller Trier og co. sig heldigvis heller ikke. Nymphomaniac fremstiller erotikken, skammen og kærligheden gennem det rodnet af relationer, den sum af erfaringer, som er Joes liv - hendes seksualitet(er) ses gennem forholdene til hendes elskere, veninder, kolleger, kærester, forældre og ikke mindst til hende selv. Følelsen af skam og
