Utopiske glimt
Det er 10 år siden, jeg for første stod på det store markareal syd for Roskilde, der årligt omdannes til Nordens største musikfestival. Jeg er kommet tilbage hvert år siden, jeg ser frem til det hver gang, jeg var frustreret over nyheden om, at festivalen først i 2020 og siden 2021 måtte aflyses, jeg har både mærket og gjort grin med hele den ånd, der omgærder Roskilde Festival: “Orange Feeling”, det pludselige broderskab, det midlertidige minisamfund, sammensmeltningen af kunst, underholdning, utøjlet hedonisme, aktivisme, varme dåseøl, kolde fadøl, Soundbokses og hjemmestrikkede kæmpeanlæg i konstant krig om at spille de samme otte sange, eufori, solskoldet hud, lykke, tømmermænd osv.
Skulle man skrive en artikel om forestillet, halvpriviligeblind autencitet ville Roskilde Festival være en god setting. Skulle man skrive en artikel om danskernes festlige og bøvede drukkultur ville Roskilde Festival være en oplagt setting. Skulle man skrive artikler om oplevelsesøkonomi, kuratering, modetrends, hippietidens arv, nye generationers oprør, metoder til spontan imprægnering af tøj og teltdug, køkultur, infrastruktur og selvfølgelig, ikke mindst, musik, ud fra alle tænkelige og
