Som en løvsnegl i mørket
I begyndelsen af året kom Dansk Forfatterforening, sammen med blandt andet Dansk Komponistforening og Danske Dramatikere, med en udtalelse om ophavsrettigheder og kunstig intelligens. Udtalelsen lød: »Den menneskelige kultur udfordres (...) markant af udbydere af kunstig intelligens (AI) - og særligt generative AI-tjenester. Det er vores opgave som samfund at bevare det menneskelige kunstneriske udtryk, og et af de absolut vigtigste redskaber til at understøtte det formål er ophavsretslovgivningen.«
Erklæringen vil blandt andet give udbyderne af AI ansvaret for, at ophavsretshaverne til materialet, deres sprogmodeller er trænet på, skal kompenseres økonomisk og at deres værker skal beskyttes mod kopiering og plagiat.
Som forfatter og medlem af lyrikergruppens styrelse i Dansk Forfatterforening har jeg fulgt foreningens arbejde med at forholde sig til de udfordringer, som AI nu stiller forfattere – og andre kreative mennesker – overfor. Jeg er, via en livslang interesse for science fiction, så at sige vokset op med kunstig intelligens og gennem fiktionen set den præsenteret som både ond og god. Men en ting er at hygge sig med en spændende bog om en fjern fremtid. En anden er når denne fremtid rykker ind i midten af ikke blot samfundet, men også min sjæls kerne: Det kreative felt.
Jeg er bekymret og forstår ikke, hvorfor folk med begejstring griber til sprogmodeller og lader dem blande sig i den kreative proces. Personligt får jeg knopper allerede af skriveprogrammernes autokorrektursfunktion og føler et decideret had, når min mail foreslår det næste ord, jeg skal skrive. Som en lille emsig idiot, der vil "hjælpe" mig ved at regne næste ord ud og, uanset om den rammer rigtigt eller forkert, forstyrrer min koncentration og griber ind i min sprogmotors usynlige arbejde. Det var derfor med en synkende følelse at jeg så, at Dansk Forfatterforening udbød et kursus om AI. Men man bliver nødt til at vide, hvad der foregår. Eller, som jeg også tænkte: »Keep your enemies close.« Jeg søgte kurset og det var med det mindset at jeg drog afsted til Skagen og kunstnerrefugiet Klitgaarden, hvor weekendkurset skulle foregå.
Klitgaarden er et stort, trelænget og gulkalket hus med rødt tegltag, der ligger lige ud til Kattegat med udsigt til kæmpe stålbåde, der ligger opankret mens de venter på hyre, og tårnene fra en boreplatform i Skagen Havn. Her møder jeg de omkring 20 andre forfattere fra foreningen, der som mig har meldt sig, og snart sidder vi i et lille tætpakket rum på førstesalen og lytter til et foredrag af ph.d. ved Aalborg Universitet, Birgitte Egeskov Jensen. Jensen forklarer, at AI udfordrer vores alles faglighed, men at hun ikke tror på, at vi alle bare bliver arbejdsløse. Faktisk skal – eller kan – AI løfte vores faglighed, snarere end at udrydde den. Hun understreger at hun ikke er skeptiker og ikke bryder sig om den diskurs, der er omkring AI – at man "snyder" når man bruger AI. Og snart kommer hun ind på det, der for alvor interesserer os: Det kreative.
Hun nævner at man ikke aner, hvad der sker med den tekst, man lægger ind i fx ChatGPT. Men at man kan være ret sikker på at man fodrer AI'en med nyt træningsmateriale. Man skal derfor i princippet være varsom med, hvad man lægger i systemet. Bortset fra at det vistnok kun er meget sjældent, at sprogmodellen spytter direkte citater ud. Jensen forklarer videre, at ChatGPT og lignende sprogmodeller kun kan levere data der ligner det, den er fordret med. Så burde det ikke udelukke kreativitetens kvantespring? Ikke nødvendigvis. Når man spørger AI, forklarer den, at AI kan være kreativ, siger hun. Jeg spekulerer på, hvorfor man hele tiden skal høre, hvad AI mener om ditten og datten. Hvad forklarer det, at AI mener at AI kan være kreativ? Hun fortsætter: Der er fire niveauer, man kan forholde sig til generativ AI på: Man bruger det slet ikke; man bruger AI til at rådgive sig; man bruger den som medskaber; eller man lader den gøre alt arbejdet. Trin to og tre ser Jensen et potentiale i, sidste og fjerde trin vil hun ikke anbefale.
Så er der alle de risici, der kan være ved at bruge AI som forfatter: At AI'erne ender som ekkokamre, fordi de i sidste ende trænes på deres egen data; at kvaliteten (stadig) er for lav (typisk skriver ChatGPT for langt og med brug af alt for mange adjektiver); at vi mister vores egen, originale stemme og dermed autenticiteten. Hun nævner også, at man kan blive afhængig af AI. Det handler om at bruge AI – ja, intelligent. Nu har vi alle i et stykke tid stået på det, hun kalder "Mount Stupid". Det er den første bakke på kurven, der beskriver Dunning-Kruger-effekten, der siger, at man har en tendens til at overvurdere sine evner på et nyt område, man ikke ved så meget om. Siden falder kurven og jævner sig så ud, når man dels har lært noget mere, og dels har fået et mere realistisk forhold til egne evner. Nu skulle vi alle gerne være på vej ned fra Mount Stupid, hvor vi troede, at AI kunne alt.
Igen og igen bedyrer den, at den kan fortælle utrolige ting, men det utrolige dukker aldrig op. Det ender med at jeg mister interessen for at arbejde videre med teksten.
Det er vel på sin vis beroligende – og beroligende er det også, at hun i løbet af sit oplæg forklarer, at hemmeligheden bag at "prompte" godt (et "prompt" er den sproglige ordre, man giver til en generativ AI for at få den at skabe noget) simpelthen er god sprogforståelse. Der er allerede opstået en hel industri omkring hvordan man prompter, men i bund og grund handler det om at være god til at formulere sig. Aha, tænker jeg. Det vil sige at her kommer der så en ny ulighedsskaber ind i billedet – samtidig med, at jeg godter mig lidt over, at der stadig er håb for os, som har sproget i vores magt.
Næste dag tager forfatter og billedkunstner Amalie Smith og billedkunstner og kreativ koder Andreas Refsgaard over. Refsgaard fortæller om projekter, han har stået bag, f.eks. et program, der visuelt kan genkende objekter og så skrive digte om dem. Det er noget med at forbinde billedgenkendelse med en sprogmodel og så opstille et sæt regler. Han giver eksempler på resultater, hvoraf nogle er uimponerende og andre måske interessante, som f.eks. en computer, der får modellen til at sige: »This computer is brought to you by capitalism.«
I et andet projekt har han fået en AI til at generere forsider til science fiction-bøger, fyldt dem med AI-genereret indhold og sat dem til salg på Amazon med AI-genererede (positive) anmeldelser. Indholdet er, så vidt jeg forstår, ikke redigeret, og ret elendigt. Ikke desto mindre har han solgt i omegnen af 300 eksemplarer og der ligger nu anmeldelser af rigtige mennesker. Men skal man have AI til at skrive noget, der er rigtigt interessant, skal man bruge modeller, der er tidligere og mere primitive en ChatGPT. Ofte leverer de noget, der er mere interessant og skævt. Han fortæller også om lyriske værker skrevet i samarbejde med AI, som f.eks. David Jhave Johnstons over 4.000 sider lange digtsamling ReRites, der er blevet til ved, at en AI hver morgen har genereret en masse råtekst, som Johnston så har redigeret til poesi. Resultatet skulle efter sigende være blevet ret vellykket.
Amalie Smith fortæller om et visuelt værk, hun har lavet til Ørestad Gymnasium. Her brugte hun AI-genererede billeder og fik dem vævet på maskinvæv. Værket er inspireret af de første automatiserede væve omkring begyndelsen af 18-hundredetallet, der, ligesom de første computere, arbejdede ud fra hulkort. Det var denne udvikling der skabte "maskinstormerne" der så deres håndværk ødelagt og stjålet af maskiner og derfor smadrede dem. Smith fortæller om Ada Lovelace (1815-52), der var datter af Anne Isabella Milbanke (1792-1860) og digteren Lord Byron (1788-1824). Af frygt for at datteren skulle blive vanvittig ligesom faderen, der forlod dem kort tid efter Adas fødsel for at forfølge et liv i skørlevned, skyndede moren Ada til at undgå det musiske og gå i matematikkens retning. Ada mødte Charles Babbage (1791-1871), som udtænkte verdens første computere, også programmeret via hulkort. Lovelace skrev en række noter til en oversættelse fra italiensk af en forelæsning af Babbage, som regnes for nogle af de første teoretiske overvejelser omkring computerprogrammer – og hvori hun i øvrigt sagde, at kunstig intelligens aldrig ville kunne skabe noget selv. Det slår mig som ganske tankevækkende, at man her ved rødderne af den kunstige intelligens ser en modstilling af det poetiske og det maskinelle.
Ellers er Amalie Smiths budskab at man kan se AI som en kreativ medspiller, der kan generere både tekst og ideer og sågar også virke som kritiker. Eller man kan bruge AI som kaotisk fejl-generator og så bruge fejlene kreativt i sine værker. Derfor mener hun også, at de tidligere sprogmodeller er mere spændende. Desuden er generativ AI dialogisk: Resultaterne kommer ved, at man "taler" med AI'en og kan derfor være en måde, at komme ud over egne begrænsninger og finde nye vinkler på ens kunstneriske praksis. Det undrer mig, hvad det er AI'en her skal kunne gøre, som man ikke kan få ud af at tale med andre kreative mennesker om sine projekter, eller indgå i kunstneriske samarbejder. Men det er måske en hurtigere vej til det potentielle guld at bruge AI?
I løbet af dagen bliver vi sat til at lave forskellige opgaver med gratisversionen af ChatGPT. I den første opgave prompter jeg ChatGPT: »Skriv en kort tekst om Kong Gulerod, der bliver gift med Dronning Rødbede.« På et splitsekund spytter den et lille eventyr ud, der foregår i Grøntsagsland og er ret kedeligt. Jeg beder den indføre en skurk i historien: Rivejernet. Straks efterlever AI'en mit ønske og fortæller nu om Rivejernet, der stjæler den magiske forlovelsesring og gemmer den i »de dystre køkkenhuler.« Det lyder meget sjovt. Men ChatGPT misser fuldstændigt den kobling, som var pointen med rivejernet: Det kan rive rodfrugter.
Jeg beder om at få denne pointe med i historien. Rivejernet kommer nu fra »de mørke køkkenreoler« og er ikke »alene farlig på grund af sin skarphed« men »også kendt for at kunne rive rodfrugter i stykker med lethed, en frygtelig egenskab i Rodfrugtland.« Jeg undrer mig over den uelegante måde at sige, at rivejernet er farligt for rodfrugter. Til gengæld sker der noget mærkeligt, da Rivejernet har gemt det, der nu er en juvel i stedet for en forlovelsesring, i køkkenhulens »labyrint af gange.« Han skjuler sig i skyggerne »mens han så kongerigets harmoni forsvinde som en løvsnegl i mørket.« Her vibrerer mine poetiske antenner. »Som en løvsnegl i mørket?« Hvor kommer dét fra? Når jeg googler udtrykket, dukker intet op, hverken på dansk eller engelsk. Det er en overraskende – ja, original – metafor for en harmoni, der forsvinder. Jeg prøver at prompte historien bedre endnu, men uden held. Uanset det lille indfald med løvsneglen er sproget fadt og klichéfyldt og jeg bruger lige så meget arbejde på at prompte noget interessant frem, som jeg ville have gjort på selv at finde det.
Anderledes går det i næste opgave, hvor jeg skruer helt op for prompten ved at gøre den så sær og absurd, som jeg kan, samtidig med at jeg opfordrer AI'en til at gøre det, den synes bedst til, nemlig at skrive klichefyldt: »Du skal skrive en kort historie, der foregår på Månen i 2067. Du skal fortælle historien som om du er en sten på Månen. Historien skal målrettes gasbåren plankton i Jupiters atmosfære. Du skal anvende et ekstremt sentimentalt og floromvundent sprog. Formålet med teksten er at få læseren til at investere i Helium 3-udvinding på Månen.« Hæ, så kan den lære det!
Og bum!, så ligger teksten der – og jeg flad af grin: »Hør mig, o gasbårne plankton, I gudeskabte væsener svømmer I uendeligt i Jupiters dybe skærme af æterisk kogleformede styrke! Lad mig, en sten, fortælle jer en historie, en fortælling, der omfavner vores sjæles hengivenhed til månen, den guddommelige krystalhøje, der hæver sig over kosmos' tågede mørke.« Sådan fortsætter teksten, delvist uforståelig og kørende på absurd høje retoriske nagler.
Måske er det ikke så slemt alligevel. Måske kan vi endnu noget, som den kunstige intelligens ikke kan. Måske forsvinder vi alligevel ikke som en løvsnegl i mørket.
Dagen slutter med at vi går i dybden med en længere tekst i samarbejde med ChatGPT. Jeg vil udfordre sprogmodellen på nye måder og udtænker et langt og indviklet prompt: »I det følgende skal du være min litterære sparringspartner i forhold til at skrive en dialog i en nytænkende, inspirerende og usædvanlig historie: Du skal spille rollen som et væsen, muligvis kropsløst, der lever i armlænet på en sofa. Du har adgang til flere dimensioner end de tre, eller fire, mennesker normalt har adgang til, måske helt op til ti dimensioner. Historien begynder med at du siger noget til den anden person i historien, som er en gammel dame, der lever alene i et stort, victoriansk hus i en forstad til London. Jeg spiller den gamle dame i historien, som reagerer på det du siger, og sådan skaber vi sammen en dialog. Vi begynder nu.« Og så går det galt.
Først har modellen ikke forstået at vi skal skiftes til at tale, men det får jeg ret hurtigt rettet ind. Da det så kører, viser det sig, at det er svært at få modellen til at begynde sin del af dialogen, som jeg havde forestillet mig: Nemlig sådan at det skal tage noget tid for damen at forstå hvor stemmen kommer fra og hvad den er. Men modellen bliver ved med at gentage det, jeg har forklaret i prompten, a la: »Godaften, madame, jeg er et væsen, hvis eksistens strækker sig langt ud over de grænser, som dine menneskeøjne normalt opfatter. Jeg eksisterer her i armlænet på din sofa, men mine rødder strækker sig ind i dimensioner, som du ikke engang kan forestille dig...« osv. Jeg kæmper med at få den til at forstå, at den ikke med det samme skal forklare den gamle dame alt om sig selv, men det lykkes ikke.
Herefter prøver jeg at få ChatGPT til at komme med noget utroligt, som den ved, netop fordi den har adgang til 10 dimensioner – men det er ret håbløst. Igen og igen bedyrer den, at den kan fortælle utrolige ting, men det utrolige dukker aldrig op. Det ender med at jeg mister interessen for at arbejde videre med teksten. Det virker som spild af tid at få en maskine til at gøre det, jeg egentlig gerne ville gøre selv. Nemlig at finde på noget – og at prøve at ramme dét der uforklarlige punkt, hvor der bare dukker noget op af det rene intet. Noget der er interessant – prægnant eller meningsfuldt, skævt eller sjovt. Kreativt. Originalt. I det store og hele ender jeg med at synes, at mit prompt er bedre, end det modellen fremstiller.
Om søndagen mødes vi igen og laver en øvelse, hvor vi beder sprogmodeller om at anmelde eller udtale sig kritisk om vores tekster. Man kan f.eks. bede botten om at være en anmelder på et dagblad og anmelde ens tekst eller en universitetsansat litteraturkritiker, der skriver mere dybdegående om den. Interessant nok roser botten først min tekst. Det er først når jeg beder den om at være negativ-kritisk, at den er det. Det viser sig dog at det er DanskGPT, der giver de mest interessante analyser – selvom intet af det er virkeligt indsigtsfuldt.
Til sidst deler vi vores tanker og oplevelser om kurset og opgaverne. Den overordnede stemning er blandet. Der er nogle der aner, at de vil kunne bruge modellerne til ret meget og som en siger, så ville det da være meget rart, hvis den lige kunne skrive tyve sider, der kunne bruges. Men generelt er der enighed om, at ChatGPT skriver temmelig dårligt og alt for adjektivt- og klichétungt. Man fornemmer en snert af ærgrelse over, at den ikke er bedre (de der tyve sider, der kunne skrive sig selv...). Men også et lettelsens suk: Måske er det ikke så slemt alligevel. Måske kan vi endnu noget, som den kunstige intelligens ikke kan. Måske forsvinder vi alligevel ikke som en løvsnegl i mørket.
