Skriften er stadig et håndværk, det er værd at kere sig om

»I er jo kommet, fordi I har en brændende novelleforfatter i maven?« spørger Dorthe Nors ud i en godt fyldt sal på Teater Katapult i Aarhus en lørdag eftermiddag. En mildt nervøs latter svarer hende tilbage. Novellen har jo ellers det ry, fortsætter hun, at det er det, man skriver, når man ikke kan skrive en roman; det er derfor, der er så mange dårlige noveller i verden. 

Det er et af de første indslag på den nye Skrivefestivals program, der er arrangeret af Aarhus Litteraturcenter og løber over to dage og er spredt ud over Godsbanens lokaler fordelt i to hovedspor: debatter og litterære samtaler med forfattere og skribenter samt skriveworkshops, hvor man kan lære alt fra at skrive digte til at arbejde med at genskrive myter i loungerum med kulørte lamper og genbrugsmøblement. Jeg har aldrig skrevet et digt i mit liv bortset fra et par uanstændige og ikke succesfulde limericks til den årlige limerickkonkurrence til julefesten på Aarhus Universitets engelskafdeling, så det beslutter jeg mig for at styre pænt udenom.

»Skrive« skal i Skrivefestivalen forstås bredt: skrivning som aktivisme, møjsommeligt researcharbejde, graphic novels, anmelderi, taleskrivning til stats