Sentimentalitetens banalitet
En aften under en spørgesession rejste en hvid, midaldrende mand sig op. Efter at have talt bevægende om min oplæsning af Statsborger, spurgte han mig: »Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan kan jeg hjælpe dig?« Mens jeg stod der på scenen og betragtede ham, spekulerede jeg over, hvordan jeg kunne rette hans spørgsmål væk fra mig selv, min historie, min krop til mere relevante problemstillinger og dynamikker omkring amerikansk historie og hvid skam.
I det øjeblik kom jeg i tanke om Teja Coles essay Det industrielle hvide frelserkompleks. Det havde måske været bedre at bruge Coles egne ord; at citere hans applicering af Hannah Arendt på den hvide verdensorden: »Ondskabens banalitet forvandler sig til sentimentalitetens banalitet. Verden er blot et problem, der skal løses med entusiasme.« Eller dette: »Det industrielle hvide frelserkompleks handler ikke om retfærdighed. Det handler om at have en stor, følelsesmæssig oplevelse, som validerer privilegier.«
Men i denne her situation besluttede jeg mig for at stige ned fra al min læsning, referencer og citater og i stedet svare personligt på hans spørgsmål uden referencernes distancerende stillads.